Battrup
Battrup er en landsby i Aarhus Kommune, som hører under Tiset Sogn, Aarhus Søndre Provsti og Aarhus Stift. Battrup hørte frem til 1963 til Tiset Sognekommune og fra 1963-1970 til Solbjerg Sognekommune, hvorefter byen blev en del af Aarhus Kommune.
Historie
Før udflytningen havde Battrup to-tre gårde, to af dem var fæstegårde under Constantinsborg. Battrup Mølle eksisterede fra sidst i 1800-tallet til omkring 1945 og Battrup skole fra 1884 til 1965. Desuden har der i 1800-tallet været en smedje.
Beskrivelse i landsbymiljørapporten 1974
Følgende beskrivelse er citeret fra rapporten Landsbymiljø i Århus Kommune 1974.
Geografi og bevoksning:
Beplantningen må for landsbyen som helhed vurderes som stærkt fremtrædende, med et mindre tæt tilplantet areal i landsbyens centrum. Landsbyen har et enkelt vandområde, en dam, som har en fin beliggenhed, men der ligger gamle landbrugsmaskiner som forringer miljøværdien.
Bygninger og erhverv:
13 bygninger er relateret til landbrug, mens 5 bygninger er i forbindelse med egentlig beboelse med udhuse. Landsbyens funktion må således betegnes som landbrugsorienteret.
Vejnet:
De trafikale forhold er præget af biveje med ringe og fortrinsvis lokal trafik. Det interne vejnets form er ugrenet og hovedsageligt retlinet. Vejbelægningen består mest af asfalt og fortove eksisterer ikke.
| År | 1974 |
| Indbyggertal | 15 |
| Antal bygninger | 20 bygninger fordelt på 6 ejendomme. |
| Antal bygninger klassificeret som bevaringsværdige | 1 |
| Særkende for landsbyen | På grund af ret spredt bebyggelse er det svært at opfatte Battrup som et sammenhængende fysisk miljø, og man er mere tilbøjelig til at vurdere hvert enkelt kompleks for sig selv. |
Kilde: Landsbymiljø i Århus Kommune 1974. Geografisk Institut, Aarhus Universitet.
Mappe i materialesamlingen Landsbymiljø i Århus Kommune 1974, Aarhus Stadsarkiv.
Battrup på AarhusArkivet
| Søg billeder og kilder på AarhusArkivet
|
Litteratur og kilder:
Landsbymiljø i Århus Kommune 1974. Geografisk Institut, Aarhus Universitet.
Mappe i materialesamlingen Landsbymiljø i Århus Kommune 1974, Aarhus Stadsarkiv.
Historisk Samfund for Århus Stift: http://www.historisk-samfund-aarhus.dk/artikler/