Ridehuset

Fra AarhusWiki
Indlæser kort...
Fil:Vester Allé 1.jpg
Ford-vogns optog ved Rytterikasernen i Vester Allé. Foto: Aage Fredslund Andersen (1904-1976), 1925 ~ 1929
Ridehuset hører til den bygningshistoriske kategori:
Militære institutioner

Ridehuset har adressen Vester Allé 1 og er beliggende på hjørnet af Vester Allé og Frederiks Allé.

Bygningen blev opført i 1860 efter tegninger af konduktør H. Jespersen, og er opført af murermester H. Lanberg. Det indgik som en del af Vester Allé Kaserne, der blev nedlagt i 1969.

Ridehuset blev fredet i 1979.

Fredning

Af fredningssagen fra den 29. oktober 1979 fremgår det, at fredningen blev begrundet med, at bygningens kulturhistoriske værdi relaterede sig til den oprindelige funktion som ridehus, hvilket stadig kunne aflæses i den store port samt i de få og højtsiddende støbejernsvinduer, der havde ventilationsrosetter.

Den kulturhistoriske værdi knyttede sig endvidere til bygningens opførelse i historicistisk stil, der netop i perioden 1850-1910 prægede dansk arkitektur.

Ridehusets bærende fredningsværdier knyttede sig i det ydre til den afsluttede og grundmurede bygning med røde, blanke mure, detaljer i gule mursten og ubrudt, skiferbelagt heltag. Hertil kom de mange detaljer i murværket, som blændingsfelter, stik, indfatninger og gesims samt de kraftige hjørnetårne. De originale og karaktergivende bygningsdele som vinduer og døre var ligeledes en væsentlig del af bygningernes bærende fredningsværdier. Dette gjaldt også den traditionelle materialeholdning.

Ridehusets bærende fredningsværdier knyttede sig i det indre til det store, åbne rum. Til den store, ældre tagkonstruktion i kraftigt tømmer, de murede baser samt den traditionelle materialeholdning.

Arkitektonisk beskrivelse

Bygningen er ca. 50 meter lang, 22 meter bred og 13 meter høj under kippen - i et stort rum. Facaden består af røde mursten, og udsmykningerne herpå er meget enkle og består af en buefrise langs tagkanten, enkle blændinger og profilerede indfatninger samt murbuer omkring vinduer og porte. Ridehuset er kaldt en tidlig repræsentant for den arkitekturopfattelse, der benævnes den frie historicistiske periode. Bygningen er i sin helhed formet i rene klare linier og bygningsenkeltheder, mens selve gavlen med dens arkadefrise og fint formede rosevindue i gavltrekanten bærer præg af norditaliensk inspiration. Det samme er tilfældet med de to karakteristiske og kraftige hjørnetårne.

I 1869 foretoges en forstærkning og sikring af bygningens tagkonstruktion. Efter bygningerns oprindelige anvendelse som ridehus, altså eksercerplads, ophørte, fandt både den tyske værnemagt og senere det danske militær bygningen velegnet til blandt andet opbevaring af køretøjer og andet materiel. Fra 1969, hvor militæret rømmede bygningen på Vester Allé, har Ridehuset været anvendt til forskellige kulturelle formål. Og fra 1995 har det udgjort en fast ramme for aktiviteter afviklet af Kulturhus Århus.

Se også

Ridehuset på AarhusArkivet

AarhusArkivet krone.png Søg billeder og kilder på AarhusArkivet

Ridehuset

Litteratur og kilder

  • Rytterikasernen i Århus - Historie og nuværende tilstand. Bestil materiale
  • Århus Stiftstidende 06.05.1825, 20.12.1833, 29.12.1976.
  • Demokraten 21.9.1969.
  • Trap Danmark 5. udg. Århus Amt.
  • Slots- og kulturstyrelsen, Fredede og bevaringsværdige bygninger, https://www.kulturarv.dk/fbb/

Fredningssag ved Slots- og Kulturstyrelsen