John Gaarn (1786-1856)
Skipskaptajn. Han blev født den 22. juli 1786 i Byrum Sogn på Læsø som søn af skipper og boelsmand Jens Gaarn og Karen Bertelsdatter. John Gaarn blev den 20. januar 1811 i Aarhus Domkirke gift med Mette Kirstine Creutzberg, død 6. marts 1826. Hun var datter af guldsmed Friderich Janus Creutsberg.
John og Mette fik børnene: Jens Johnsen Gaarn (1813-1856) medlem af borgerrepræsentationen 1844-49, Frederik Garn (1815-), Caroline Gaarn 1817-1863), Jørgen Gaarn (1820-1822).
Da Mette døde indrykkede Jens og Frederik i Stiftstidende den 10. marts 126: ”Grumme Død! du saarede os dybt, idet du Aftenen den 6. Marts Kl. 10½, efter 12 Dages haarde Lidelser bortrev fra os og vor gode Fa- der Skipper John Gaarn vor inderlig elskede Moder. Mette Kirstine Gaarn, f. Greutzberg, i hendes Alders 37 Aar. Saameget smerteligere er for os hendes alt for tidlige Bortgang, som vor gode Fader - med hvem hun i 15 Aar deelte Livets Glæder og Sorger - just nu er paa en Reise til Engelland, da vi umyndige Smaae haardest trænge til hans faderlige Trøst og Opmuntring. Med blødende Hjerter bekjendtgjøres dette herved paa vor gode Faders, Søsters og egne Vegne, for frav. Slægt og Venner. Aarhuus, d. 8. Marts 1826 Jens Gaarn Frederik Gaarn.”
John Gaarn giftede sig igen den 19. marts 1827 med Ane Sophie Larsen f. 1805, de fik sønnen Johan Gaarn f. 1828.
Skipper John Gaarn får den 20. marts 1813 skøde på ejendommen matriculno. 326 (Husnr. 1827) og gamle husno. 114 (Husnr. 1787) i dag Mindegade 5, matr. nr. 118 (Husnr. 1869) for 616 Rdl. 4 sk. Sølv.
Året efter tog han tog borgerskab som skipper.
Pr. 1.2. 1845 bor der i Gaarns hus i Mindegade 326:
John J. Gaarn, 60 Aar, f. Læsøe, gift Skipper
Ane Sophie Larsen 40, f. Ødum, hans Kone
Johan Gaarn 18, f. Aarhus, ugift, deres Søn
Sømand, Boie Laur. Michael Christian Smith, 16 Aar, f. Læsøe, Skoledisc
Trine Marie Brønnum, 20, ugift, f. Aarhus Tjenestepige
Fredr. Johnsen Gaarn, 30, gift, f. Aarhus, Skipper
Louise Aug. Bonnesen 25, hans Kone
Erhvervet
Gaarn var, foruden at være skibsreder, også politisk aktiv og blev i 1844 nyvalgt til Borgerrepræsentationen, og han indvælges i 1848 i Havnekommissionen og Skovkommissionen.
Gaarn havde til at starte med jagten (etmastet fragtskib) ”Lammet” og tilbød godstransport mellem Aarhus og Altona/Hamborg og Riga. Han udbød blandt andet det bedste tørrede rug, ekstra godt Riga hør, gåsefjer, sennep, bastmåtter, russiske grønne ærter og dun til salg.
I 1845 var Gaarn med til at redde 15 fiskere, der var drevet bort med isen. 9 år senere var det hans egen tur til at blive samlet op af et forbisejlende skib under en hjemrejse med ”Lammet” fra England med en ladning stenkul. Besætningen blev sejlet tilbage til England. Efter forlydender var fartøjet ikke forsikret. Men det blev benyttet igen og var således en tur i Riga i 1851. I 1849 vælger Gaarn at sælge sin anpart i skonnertskibet "Lovise Augusta" .
Forretningen har formodentligt gået godt, for i 1848 byggede Gaarn sammen med købmand Henrik Schandorff og Andreas Malling briggen Ægir hos skibsbygmester Høyer. Det var et af de største skibe bygget i byen i lang tid. Det sejlede hurtigt ud på en lang tur og var første hjemme igen i 1854.
Gravsten på søndre kirkegård
Da John Jensen Gaarn døde som 70-årig den 30.11.1856, boede familien ved Mindet i Aarhus (Mindegade 5, matr. nr. 118). Af Aarhus Stiftstidende den 1. december 1856 fremgik det, at "Natten mellem den 29 og 30 November bortkaldtes ved en blid og rolig Død, efter længere Tids tiltagende Svaghed og 6 Ugers haarde Lidelser, Skibscaptain John Gaarn, i hans 70. Aars Alder. - Dette bekjendtg. sørgeligst for fravær. Slægt og Venner af hans efterladte Enke og Børn Aarhuus, d. 30. November 1856."
Sejlmager Bæhr købte på auktion Gaarns hus i Mindegade i 1857 for 8.025 rigsdaler.
Hans gravsten på Søndre Kirkegård nu Rådhusparken blev flyttet i forbindelse med nedlæggelsen af kirkegården i 1938 til skellet mod Banegårdsgade, hvor den fortsat kan ses:
"Skibskaptajn John Gaarn, f. 22. juli 1786, død 30. nov. 1856. Liggende sandsten, ca. 63 × 48 cm, med fordybet versalindskrift, hvorover relief af antikt fartøj."
Litteratur og kildehenvisninger
- [www.sejrssedler.dk Sejres Sedler]
- Anetavle over købmandsslægten Malling herunder John Gaarn i Aarhus