Graven
Navnet skulle egentlig være Gravene, fordi der var flere volde og grave til befæstning af byen. Navnet udtales fortsat med langt a som følge af den oprindelige flertalsform. Gaden blev anlagt før år 1500 langs med og oveni den da nedlagte middelalderlige voldgrav. Den syd for liggende vold er formodentlig blevet brugt til at opfylde graven med.
Gadenavnet kendes fra slutningen af 1500-tallet. Graven ligger i Latinerkvarteret.
Et fejlslagent gadegennembrud
Byrådet overvejede i 1914 - på et møde 16. april - at forlænge Graven mod havnen og dermed bryde den middelalderlige gadeføring op. Initiativet var taget af Udvalget for Byens Udvidelse og Bebyggelse, der fremlagde planer til en ny forbindelsesgade mellem byen og havnen. Den indre mobilitet i Aarhus var – syntes man – ved at brænde sammen. Havnens udvidelser mod syd havde skabt behov for bedre adgangsveje til og fra havnen.
.jpg)
Det blev fremhævet, at der i virkeligheden kun var én god forbindelseslinje mellem havn og by, nemlig gennem Skolegyde, den lille gade ved Katedralskolen. Den var blevet udvidet i 1902. Der var endnu ingen ringgade. De andre muligheder var gennem Skolegade og Skt. Olufs Gade, men disse gader var af ringe betydning, og de afhjalp ikke behovet. Hertil sagde den konservative J. Chr. Møller: ”Dette er saa meget mere uheldigt, som Trafiken derved tvinges til at gaa over de i Forvejen stærkt trafikerede Torve med de smalle Passager gennem Borgporten og omkring Domkirken.” Al trafik fra Otto Mønsteds margarinefabrik til havnen skulle klemmes igennem ved Borgporten.
Møller havde to forslag med fra udvalget. Kannikegade kunne føres igennem til Havnegade ved at rive to ejendomme ned, men det ville ikke give nok. Mere ræson var der i at føre Graven igennem til havnen ved at jævne seks ejendomme i Mejlgade. Det ville blive dyrt, men det var bedst at handle med det samme. I dag stod der kun gamle huse i gaden, og bag denne var der haver og pakhuse, og hvis der først kom nybyggeri, ville det være umuligt at gennemføre planen. De seks ejendomme indbefattede blandt andet Jasters købmandsgård i Mejlgade 18.
Herefter tog ordførerne over. Den første, Venstres mand, sagde, vent og se. Sydhavnen var under udvidelse og ville trække trafikken mod syd. Den næste, socialdemokraten Marius Simonsen, ville handle; alt for ofte måtte eftertiden lide under, ”at Fortidens Byraad ikke har været tilstrækkelig opmærksom på Fremtidens Krav.”
Senere i debatten kom den senere borgmester Jakob Jensen til. Han udpegede Borgporten til ”det farligste Punkt i Byen”, men var skeptisk over for, om planerne med Graven skabte plads nok. Skolegydes udvidelse havde været en æstetisk og trafikal forbedring, men nu måtte man tage skridtet videre. Det ville i sig selv være en god ide at rive hjørneejendommen ved Mejlgade og Graven ned, så der blev større passage ned til Skt. Olufs Gyde. Det var I.C. Juuls gamle farvehandel, der her mærkede kulden fra nedrivningstrusselen. I øvrigt tilsluttede han sig forslaget.
Andre talere var mere forbeholdne og nævnte behovet for at undersøge behovet, når først [Aarhus Godsbanegård|godsbanegården]] som netop besluttet var flyttet ud til Mølleengen, ligesom man burde tage fat på at overdække åen. Herom var der allerede løse planer. Den bemærkning fik Jakob Jensen på banen igen. ”Det ville blive et Foretagende, som ville komme til at koste Millioner!” Enden blev i første omgang med stemmerne ti mod seks, at udvalget fik lov til at undersøge udgifterne en gang mere, dvs. lægge pres på havnen for at få denne til at betale til udvidelsen! Herefter døde sagen hen.
Farvehandlerens huse på hjørnet – et af byens ældste og mest ejendommelige huse – fik lov at blive stående. Det samme gjorde Jasters købmandsgård.
Litteratur og kilder
- Første version af artiklen er skrevet af Leif Dehnits og overført fra Århus Leksikon
- byraadet.aarhusarkivet.dk
_1904.jpg){kind=link}