Aarhus Børs
Aarhus Børs blev indviet d. 8. november 1866 på stedet, hvor Dokk1 i dag ligger. Bygningen blev nedrevet i 1957 for at gøre plads til en ny "søbanegård".
Byens vækst og handel
Opførelsen af børsen var et resultat af Aarhus’ vækst i 1800-tallets sidste halvdel, hvor befolkningstallet mere end femdobledes fra 9.000 i 1855 til 50.000 i 1900. Havnen blev udbygget som kysthavn i 1840’erne, jernbanen kom til byen i 1862 og fik forbindelse til kysthavnen via en svingbro over den gamle åhavn, og industrien voksede.
Området, hvor Europaplads i dag er anlagt, forandrede sig fra at være et perifert område af byen til at blive centrum for en strøm af varer. Kornhandler Oluf Galthen Bech mente derfor, at stedet var velegnet til en børs, hvor varer og værdipapirer kunne handles. Bech havde været i England og set, hvordan kornbørsene fungerede derovre, og nu ville han gerne implementere systemet i Aarhus. Han gik sammen med byens øvrige købmænd og Handelsforeningen og fik opført en børsbygning, som under stor festivitas blev indviet 8. november 1866.
Børsens funktion 1866-1920
Ligesom Dokk1 i dag er en multifunktionel bygning, så rummede også børsbygningen mangeartede funktioner. I bygningen var der en børssal, en ventesal for rejsende, et pakhuslokale, en vejerbod til at foretage vejning af varer, et administrationskontor for havnen og en restaurant. Fra starten i 1866 kunne lokale virksomheder notere deres aktier, og det gjorde i de følgende årtier bl.a. Aarhuus Privatbank, Odderbanen, Jydsk Telefon, Aarhus Elektriske Sporvej og Ceres. Handlen foregik om eftermiddagen mandag-fredag, hvor Handelsforeningens medlemmer kunne byde på værdipapirerne. Nogen kom også for at læse nyhedstelegrammer, som børsen formidlede fra Ritzaus Bureau, idet bl.a. politiske begivenheder kunne påvirke markedspriserne.
Driften løb dog flere gange ind i problemer. Allerede i 1880’erne var besøgstallet faldet, udgifterne til Ritzaus telegrammer pressede økonomien, og i en periode var børsen i realiteten lukket, idet lokalerne blev udlejet til andre formål. Blandt andet brugte DSB i en periode dele af bygningen som ekspeditionskontor for vognladningsgods ved havnen, og andre dele blev brugt til religiøse vækkelsesmøder. Først i 1896 kom der igen gang i børshandlen, men nu kun den første fredag i hver måned. Imidlertid omtalte Aarhus Stiftstidende allerede i 1907, at mange aarhusianere formentlig slet ikke var klar over, at der fandtes en børs i byen. Det vidner om, at børsens betydning formentlig atter var dalende, og ved Første Verdenskrigs udbrud i 1914 blev handlen da også igen indstillet for en periode. Den blev genoptaget igen i 1916, men efter krigen gjorde ny lovgivning det dog vanskeligt at fortsætte børsdriften. I 1920 fik Handelsforeningen besked af Aarhus Politi om, at en fortsat drift i realiteten var ulovlig, da Handelsministeriet i henhold til den nye lov ikke havde givet tilladelse til at drive børs i Aarhus. Derfor blev børshandlen øjeblikkeligt indstillet.
Tidslinje og eksempler på børsnoteringer
- 1866: Aarhus Børs indviet.
- 1872: Aarhuus Privatbank.
- 1872: Det Jydsk-Engelske Dampskibsselskab.
- 1896: Hads-Ning Herreders Jernbane (Odderbanen).
- 1896: Jydsk Telefon.
- 1896: Aarhus Bugtens Dampskibsselskab.
- 1903: Aarhus Elektriske Sporvej.
- 1907: Østjydske Bryggerier (Ceres).
- Ukendt år: Dampskibsselskabet Turisten.
- 1914-1916: Børshandlen indstillet.
- 1920: Den allersidste notering inden børsens lukning.
Funktion efter 1920
Efter lukningen af Aarhus Børs i 1920, var der frem til 1928 løbende planer om at starte en ny børs inden for de nye rammer i loven. Planerne måtte dog opgives efter modstand fra Aarhuus Privatbank, idet udviklingen formentlig havde gjort grundlaget for en børs med rent lokale værdipapirer urealistisk. Børsbygningen blev siden anvendt af DSB, DFDS og Havnearbejdernes Fagforening. I 1957 blev den revet ned for at gøre plads til Søbanegården, der var en færgeterminal med trinbræt ved Grenaabanen.
Kilder
- Johansen, Erik Korr (red.): Fra Åhavn til kysthavn - Århus havns historie til 1914, Århus Byhistoriske Udvalg, 1990. Om børsen se s. 209-225. Find bogen på biblioteket.
- Sejrs Sedler