Christian Frederik Wissing (1809-1870)
Christian Frederik Wissing var garvermester og medlem af Aarhus Borgerrepræsentation fra 14. januar 1864 til cirka 31. december 1869.
Født den 29. januar 1809 i Horsens, død den 10. august 1870 i Aarhus.
Søn af bagermester Peder Wissing og hustru Christiane Fischer.
Gift første gang den 12. marts 1837 i Nyborg med Laurine Ane Cathrine Kjerstine Wissing f. Nielsen, født den 7. maj 1809 i Nyborg, død den 7. september 1846 i Aarhus. Med Laurine Ane Cathrine Kjerstine Wissing fik Christian Frederik Wissing tre børn, foruden to stedbørn, som hustruen tog med fra et tidligere ægteskab.
Gift anden gang den 12. juni 1847 med Walborg Jørgine Christiane Wissing f. Wichmann, født den 7. december 1823 i Nyborg, død den 30. juli 1863 i Aarhus. Sammen fik de fem børn.
Garvermester i Aarhus
Christian Frederik Wissing kom til Aarhus i 1840 og fik borgerskab som garvermester den 30. november samme år. Inden da havde han været garver i Nyborg, hvor hans første hustru oprindeligt var fra.
I Aarhus slog sig ned i en gård på på Frederiksgade 50, som han formodentlig købte af den tidligere ejer, eskadronssaddelmager Frederik C. Petersen. Han åbnede han forretning i gården, hvor han opkøbte alle former for huder og skind, som han videresolgte til blandt andet skomagere. Han reklamerede for sin nye forretning i Aarhus Stiftstidende med følgende annonce:
- ”At jeg har etableret mig her i Byen paa Frederiksgade som Garvermester, anbefalende mig til de Ærede, saavel Inden- som Udenbyes, der vil forunde mig deres Søgning, med alle til Faget henhørende Artikler, tillader jeg mig herved at bekjendtg., forsikrende Enhver gode Vare og reel Behandling, hvilket altid skal være Formaalet med mine Bestræbelser. Det bemærkes: at jeg ogsaa kjøber alle Slags Huder og Skind.
Aarhuus, december 4. december 1840
C. F. Wissing Garvermester.”
I 1851 åbnede han en detailhandel, hvor han solgte læder i alskens kvaliteter og størrelser. Han reklamerede for åbningen af sin nye forretning i Aarhus Stiftstidende under overskriften "Læderhandel":
- "Jeg vil herved underrette de ærede Skomagere af Byen og Omegnen, som ville forunde mig deres Søgning, om, at jeg fra idag har aabnet en Detailhandel, saa at dHrr. kunne faae Læder i hvilken Dimension, de ønske, saasom: Rander, Bindsaaler, Kapper, Flekker, Halv- og Heelsaaler, Forskoe, For- og Bagskafter saavel af Smurtlæder og Fahlæder, som af de udmærkede stampede Fedekalvskind samt af ustampede Skind, Alt saavel til Herre- som Dame-Arbeide. Tillige bemærkes, at flere Sorter Læder sælges til nedsatte Priser i Heelvægt.
For de ærede Sadelmagere og Landmænd bemærkes, at Pladtlæder, tjenlig til Seletøier, sælges til nedsatte Priser.
Aarhuus, den 20de Januar 1851.
C. F. Wissing"
Forretningen flyttede i 1854 til hjørnet af Store Torv og Kødtorvet (Bispetorvet og Sct. Clemens Torv), hvor han solgte alle lædersorter af fremmed og eget fabrikat. Fem år senere flyttede forretningen til Frederiksgade, hvor han også købte huder og skind til højeste gangbare pris.
Selvom han flyttede sin forretning, forsatte Christian Frederik Wissing med at eje Frederiksgade 50, som han solgte til nedbrydning i 1858. Hans tid i Frederiksgade var dog ikke slut, for i 1859 flyttede han sin forretning til Frederiksgade 52. Her blev den liggende resten af hans liv.
Andre foretagender
Sideløbende med sin forretning begyndte Christian Frederik Wissing også at opkøbte og sælge ejendomme i og omkring Aarhus i 1850'erne og op til 1860'erne. I den forbindelse kom han til at eje en grusgrav uden for Frederiksport. På et tidspunkt ejede han også en bondegård og to huse i Viby, og senere en bondegård i Hasle, som han videresolgte.
Derudover tjente han også lidt på at udleje mindre lejligheder, der lå i de gårde på Frederiksgade, han ejede.
Det ser i det hele taget ud til, at han altid var klar til at gøre en god handel, også selvom det ikke var inden for hans branche. Et eksempel på dette er, at han havde "To gammeldags 2 Etages Kakkelovne staae til Salg eller Leie" i 1853.
Medlem af eller repræsenteret i ...
- Ligningsmand fra 1851 til 1853
- Borgervæbnings- og armaturkomiteen 1865-69
- Markdirektionen 1868-69
- Udvalget for markvæsenet 1869
Han trak sig ud af byrådsarbejdet på grund af tiltagende svaghed.
Død og eftermæle
Christian Frederik Wissing blev anset som en flittig og god handelsmand. Garverforretningen og hans boligsalg gjorde at han ved sin død rådede over en større formue.
Han døde den 10. august 1870, 61 år gammel. Nyheden blev bekendtgjort af hans søn, Waldemar Wissing, i Aarhus Stiftstidende med ordene:
- "At vor kjære Fader, Chr. Frederik Wissing, efter længere Tids Svaghed, igaar Morges afgik ved Døden, 61 Aar, bekjendtg. herved for Slægt og Venner.
Aarhus, d. 10. August 1870
Paa Sødskendes og egne Vegne
Waldemar Wissing"
Christian Frederik Wissing blev begravet den nu nedlagte Søndre Kirkegård, hvor begge han hustruer også lå begravet. De tre kom derfra til at dele gravsted og -sten. Gravstenen er i dag bevaret i Rådhusparken, der ligger, hvor Søndre Kirkegård førhen lå.
Waldemar Wissing overtog sin fars forretning. I 1874 flyttede han forretningen til Frederiksgade 50, og den kom dermed til at vende hjem til sin første adresse i byen. Desuden udvidede Waldemar Wissing varesortimentet med forskellige artikler til skomager- og saddelmagerfagene.
Privatliv
Christian Frederik Wissing blev gift to gange. Første gang var med Laurine Ane Cathrine Kjerstine Wissing f. Nielsen, født den 7. maj 1809 i Nyborg, død den 7. september 1846 i Aarhus. Med Laurine Ane Cathrine Kjerstine Wissing fik Christian Frederik Wissing tre børn, foruden to stedbørn, som hustruen tog med fra et tidligere ægteskab.
Gift anden gang den 12. juni 1847 med Walborg Jørgine Christiane Wissing f. Wichmann, født den 7. december 1823 i Nyborg, død den 30. juli 1863 i Aarhus. Sammen fik de fem børn.
"Det behagede det alvise Forsyn, efter 9 Aars kjærligt Ægteskab, at bortkalde min inderlig elskede Kone Lausine Ane Cathrine Kjerstine f. Nielsen til et bedre Liv, den 7. September, efter 7 Maaneders Svagelighed og 8 Dages haarde Lidelser. Fem uforsørgede Børn begræde med mig Tabet af en saa god og kjærlig Moder. Dette bekjendtgiøres sørgeligst for fraværende Slægt og Venner. C. F. Wissing."
Gift 2. gang 12. juni 1847 i Aarhus med Valborg Jørgine Christiane Wichmann, død 30. juli 1863 i Aarhus. Begge afdøde hustruer er med på hans gravsten, og han overlevede dem begge.
Litteratur og kilder
- Borgere i byens råd. Medlemmer af Aarhus bys borgerrepræsentation og byråd, side 237-238
- Folket i midten, Århus Borgerbog 1740-1862: http://www.folketimidten.dk/soegborger.cgi
- Folket i midten, Bygnings- og matrikelnummer omregner: http://www.folketimidten.dk/nrsoeg.cgi
- Sejrs sedler, 1846-09-09, https://www.aarhusarkivet.dk/records/000104525
- Sejrs sedler, 1847-06-23, https://www.aarhusarkivet.dk/records/000104524
- Sejrs sedler, 1853-10-16, https://www.aarhusarkivet.dk/records/000104531
- Sejrs sedler, 1853-12-09, https://www.aarhusarkivet.dk/records/000104530
- Sejrs sedler, 1856-01-05, https://www.aarhusarkivet.dk/records/000104537
- Sejrs sedler, 1858-03-17, https://www.aarhusarkivet.dk/records/000104538
- Sejrs sedler, 1859-05-06, https://www.aarhusarkivet.dk/records/000104540
- Sejrs sedler, 1859-10-11, https://www.aarhusarkivet.dk/records/000104539
- Sejrs sedler, 1866-09-05, https://www.aarhusarkivet.dk/records/000104546
- Sejrs sedler, 1870-08-11, https://www.aarhusarkivet.dk/records/000104551
- Sejrs sedler, 1870-08-16, https://www.aarhusarkivet.dk/records/000104550
- Sejrs sedler, 1870-08-18, https://www.aarhusarkivet.dk/records/000104599
- Sejrs sedler, 1874-06-27, https://www.aarhusarkivet.dk/records/000104600
- Aarhus Stiftstidende, 1851-01-20, s. 4
- Rigsarkivets arkivalieronline, Folketælling 1840, Købstæder (1840-1840), Århus, https://www.sa.dk/ao-soegesider/da/billedviser?bsid=6510#6510,147966
- Rigsarkivets arkivalieronline, Folketælling 1845, Købstæder (1845-1845), Århus, https://www.sa.dk/ao-soegesider/da/billedviser?bsid=8307#8307,199967
- Rigsarkivets arkivalieronline, Folketælling 1850, Købstæder (1850-1850), Århus, https://www.sa.dk/ao-soegesider/da/billedviser?bsid=115275#115275,17296310
- Rigsarkivets arkivalieronline, Folketælling 1860, Købstæder (1860-1860), Århus, https://www.sa.dk/ao-soegesider/da/billedviser?bsid=10170#10170,250823
- Rigsarkivets arkivalieronline, Folketælling 1870, Købstæder (1870-1870), Århus, https://www.sa.dk/ao-soegesider/da/billedviser?bsid=54130#54130,11872091
- Dansk Demografisk Database, Folketællinger, Simpel søgning, Svendborg Amt, søgeord: Wissing, https://www.ddd.dda.dk/soeg_person_enkel.asp