Niels Juels Gade

Fra AarhusWiki

Niels Juels Gade ligger i bydelen Trøjborg, mellem Aldersrovej og Dronning Margrethes Vej.

Sidegader til gaden er Willemoesgade, Ivar Huitfeldts Gade, Tordenskjoldsgade, Ove Gjeddes Gade og Gyldenløvesgade.

Gaden blev navngivet i 1899 efter den danske admiral Niels Juel (1629-1697).

I 1896 godkendtes en ansøgning fra den daværende ejer af arealet, slagtermester J. M. Ziegler, om anlæggelse af en gadestrækning fra Dronning Margrethes Vej til Tordenskjoldsgade. I forbindelse med gadeudlægget ansøgte naboarealets ejer, fabrikant Viggo Ormslev, om en videreførelse af gaden ind over hans grund på strækningen fra Tordenskjoldsgade til Aldersrovej, hvilket byrådet godkendte den 21. april 1898.

I 1906 blev en brolægning af strækningen fra Dronning Margrethes Vej til Willemoesgade besluttet efter ønske fra Trøjborg Grundejerforening, da gaden på dette tidspunkt var stærkt befærdet og i en dårlig stand. I 1935 gennemførtes en omlægning af strækningen mellem Willemoesgade og Aldersrovej i form af en hævelse af kørebanen.

Gaden udbyggedes i 1937 med undtagelse af den nordlige strækning mellem Willemoesgade og Aldersrovej, hvor Jyllands Papirværk i 1949 opførte tilbygninger til det tidligere Trøjborg Bryggeri's bygningskompleks.

Bebyggelsen

Bebyggelsen langs Niels Juels Gade tog sin begyndelse i 1899, og i tiden frem til 1902 opførtes 32 ejendomme langs gadestrækningen mellem Dronning Margrethes Vej og Willemoesgade, hvorefter byggeaktiviteten ophørte næsten totalt helt frem til 1929.

Bebyggelsen er opført i 3½-5½ etager med enkelte undtagelser i 1-2 etager, men ellers fortrinsvis 4½-etages bygninger opført i rød tegl, som for de ældste ejendommes vedkommende facademæssigt er blandt de mest detaljerede i kvarteret.

Kilde og litteratur

  • Århus Kommune: Kommuneatlas, Registrant gader, 1997/2004