Christiansgades Skole
Aarhus Købstads Borger- og Almue-Skolevæsens nye Organisation af 1846 trådte i kraft 5. oktober 1847, og dermed indledte pige-borgerskolen, som siden skulle komme til at hedde Christiansgades Skole, undervisningen af 128 betalende piger i Frue Sogns gamle skole på hjørnet af Vestergade og Møllestien. I 1855 var elevtallet faldet til 98 fordelt på fem klasser, og mens drengene i den højere drenge-borgerskole måtte betale 1½ rigsdaler om måneden, så slap pigerne med 1. Drengene fik selvfølgelig også mere for pengene, bl.a. havde de i modsætning til pigerne engelsk og matematik på skemaet.
Den århusianske skoleordning ændredes i 1880, og herefter havde pigeskolen i et syvårigt forløb to forskoleklasser for 7-9-årige og fem hovedskoleklasser for 9-14-årige. I de fire nederste klasser betaltes der 2 kroner om måneden, i de tre øverste 3. Med møntloven af 1873 var rigsdaleren blevet afløst af kronen, og fra 1884 kunne skolens overlærer, cand.theol. Harald Nielsen, som var søn af den navnkundige byfoged Jørgen Nielsen, påregne en årsløn på 3.000 kr.
Med drenge-borgerskolens flytning til Ny Munkegade i 1890 blev skolebygningen ved Østre Møllesti ledig, og pigerne flyttede ind for allerede ti år senere at tage den nye skole på Bispetoften i besiddelse. Christiansgades Skole var af arkitekt C. Harild opført som et skolehus i to etager med kælder og med plads til 15 normalklasser og en gymnastiksal. Overlærerboligen var placeret ud mod Vester Allé. Mellem- og realskolen blev oprettet i 1906, men den gamle borgerskoleundervisning fortsatte i endnu nogle år, således at eleverne efter 4. klasse kunne gå videre i enten den fireårige mellemskole eller den treårige borgerskole. Indskrivning af betalingselever skete sidste gang i foråret 1909, og skolebetalingen ophørte med udgangen af marts 1912. Theodora Müller havde været ansat ved skolen siden 1901, i 1916 afløste hun som 42-årig Arnstrup som overlærer og blev dermed første kvinde i en kommunal lederstilling i Århus. Den seminarieuddannede forfatter Richardt Gandrup var lærer ved skolen fra 1925 til 1935, og det var hans fortjeneste, at Pigekoret fra Christiansgades Skole blev efterspurgt til udenbys koncerter og radiotransmissioner som et af landets fineste skolekor. Med koncerter i Viborg og Århus Domkirker i 1935 sluttede et smukt kapitel i skolens historie.
Efter flytningen til Christiansgade i 1900 blev det muligt at forøge skolens elevtal og oprette to parallelforløb. I tiden, der fulgte, øgedes elev- og klassetal yderligere, og der gik for det meste mellem 500 og 600 piger i skolen. Men århusianerne flyttede fra midtbyen, og i begyndelsen af 60´erne besluttede skolemyndighederne, at den nye Frydenlundskole, som 1960-1967 byggedes i den vestligste del af kommunen tæt på grænsen til Hasle, fra 1962 skulle erstatte Christiansgades gamle pigeskole med nu kun et par hundrede elever fordelt på ni klasser. Århus Handelsstandsforenings Handelsskole (fra 1970 Århus Købmandsskole), som hidtil havde klaret sig med lejemål i Paradisgades og Frederiks Allés skoler, overtog herefter de ledige bygninger og indrettede dem til brug for handelsskoleundervisningen.
Århus kommunale Fortsættelsesskole oprettedes i 1916 for elever, som forlod skolen efter syv års skolegang. I løbet af kort tid udviklede fortsættelsesskolen sig til en ren pigeskole, og som sådan havde den til huse i Christiansgades Skole.