Erhvervsomstillingsprojekt i Skt. Petersborg 1992: Forskelle mellem versioner

''Den følgende beretning er skrevet af tidligere erhvervschef [[Michael Otto Bruun]] i 2015 og er redigeret af [[Aarhus Stadsarkiv]].''

I kølvandet på kommunismens fald i Sovjetunionen i 1991 blev borgmester [[Thorkild Simonsen (1926-2022)]] og en mindre aarhusiansk delegation inviteret til Skt. Petersborg, hvorefter [[Aarhus Kommunes Erhvervsafdeling]] etablerede et samarbejde med russerne. Formålet var at bistå med at få ændret Skt. Petersborgs overvejende militære industrielle kompleks til at rumme flere virksomheder, der producerede til et forbrugerorienteret marked. Samtidig gav det muligheder for østjyske firmaer.  

Til selve navneskiftefestlighederne inviterede borgmester Sobtjak borgmestrene fra en hel række af Leningrads venskabsbyer. Typisk de næststørste byer i de pågældende lande. For Danmarks vedkommende gjaldt invitationen [[Thorkild Simonsen (1926-2022)]], daværende borgmester i Aarhus. I nov. 1991 drog tre personer derfor til Leningrad fra Aarhus, nemlig borgmester, viceborgmester samt stadsdirektør. I forbindelse med festlighederne holdt borgmester Anatolij Sobtjak bilaterale møder med borgmestrene fra de inviterede byer - herunder også med Thorkild Simonsen.

Man besøgte en række russiske virksomheder, hvor man nærmest var de første vestlige besøgende siden zarens tid. Det var interessant, men også noget deprimerende. Virksomheden ”Znamya Oktyabrya” er et illustrativt eksempel på, hvad man oplevede:  Virksomheden havde ca. fem og et halvt tusinde medarbejdere og producerede bl.a. avancerede ventiler til skibsindustrien primært den militære. Militæret var den dominerende kunde. En kunde der nu pludselig var forsvundet helt ud af markedet. Herudover havde man en mindre produktion af blandingsbatterier (vandhaner) rettet mod den private forbruger. Ved vores besøg viste man beredvilligt eksemplarer af disse vandhaner frem, samtidigt med at man indrømmede, at de var produceret på grundlag af nogle vestlige vandhaner, som man havde skilt ad og efterlignet. Som de sagde: ”Russiske ingeniører kan alt. Bare fortæl os, hvad vi skal lave, så gør vi det.”

Kvaliteten var dog ikke på højde med de vestlige forbilleder, ligesom virksomhedens teknologi kun tillod produktion i én farve og samtidig ikke rakte til fremstilling af bruseslanger. På vores spørgsmål om hvor store produktionsomkostningerne var, fik vi det svar, at det anede de ikke. Man producerede blot løs, så længe der var råvarer. Typisk for de russiske virksomheder startede man helt fra bunden med ”stangjern”. Selvom virksomheden var en af Ruslands få producenter af blandingsbatterier dækkede den kun ca. 0.1 procent af efterspørgslen. Virksomheden var i øvrigt startet 1875 af en dansk iværksætter under navnet ”Lange Sieben og Co.” I forbindelse med vores erhvervsfremmeprogram var man interesseret i en fremtidig produktion af landbrugsmaskiner, bl.a. på grundlag af teknologi overført via et ”joint venture” med en dansk producent.

=== Se også ===