Erhvervsomstillingsprojekt i Skt. Petersborg 1992

Fra AarhusWiki
Skift til: Navigation, Søgning

Den følgende beretning er skrevet af tidligere erhvervschef Michael O. Bruun i 2015 og er redigeret af Aarhus Stadsarkiv.


I kølvandet på kommunismens fald i Sovjetunionen i 1991 blev borgmester Thorkild Simonsen og en mindre aarhusiansk delegation inviteret til Skt. Petersborg, hvorefter Aarhus Kommunes Erhvervsafdeling etablerede et samarbejde med russerne. Formålet var at bistå med at få ændret Skt. Petersborgs overvejende militære industrielle kompleks til at rumme flere virksomheder, der producerede til et forbrugerorienteret marked. Samtidig gav det muligheder for østjyske firmaer.

Kommunismens fald

I november 1989 åbnede grænsen mellem Øst- og Vestberlin sig pludselig efter længere tids pres. Østtyskerne strømmede uantastet ind i Vestberlin. Det blev begyndelsen på, at det ene østeuropæiske, kommunistiske diktatur efter det andet faldt sammen og blev afløst af mere demokratiske styreformer. I 1991 var turen kommet til ”selve moderlandet” Sovjetunionen.

Først var der et statskup mod den reformvenlige leder Mikhail Gorbatjov, gennemført af en dogmatisk kommunistisk magtgruppering, der var utilfredse med det, de opfattede som politiske opløsningstendenser. Herefter fulgte et hurtigt og succesrigt modkup med Moskvas tidligere borgmester Boris Jeltsin i spidsen. Det var i efteråret 1991. En af Boris Jeltsins støtter var Anatolij Sobtjak, der var borgmester i Leningrad. Anatolij Sobtjak besluttede i forbindelse med magtskiftet, at byen Leningrad skulle skifte navn tilbage til det oprindelige Skt. Petersborg. Et navn byen havde haft siden grundlæggelsen i 1703 og indtil 1914, hvor det skiftede til Petrograd, hvorefter den kommunistiske ledelse i 1924 ændrede navnet endnu engang til Leningrad. Så det var naturligvis et meget symbolsk navneskifte, som borgmester Sobtjak nu gennemførte.

Thorkild Simonsen på besøg i Skt. Petersborg

Til selve navneskiftefestlighederne inviterede borgmester Sobtjak borgmestrene fra en hel række af Leningrads venskabsbyer. Typisk by de næststørste byer i de pågældende land. For Danmarks vedkommende gjaldt invitationen Thorkild Simonsen, daværende borgmester i Aarhus. I nov. 1991 drog tre personer derfor til Leningrad fra Aarhus, nemlig borgmester, viceborgmester samt stadsdirektør. I forbindelse med festlighederne holdt borgmester Anatolij Sobtjak bilaterale møder med borgmestrene fra de inviterede byer- herunder også med Thorkild Simonsen.

På dette møde indgik de to borgmestre en aftale om, at Aarhus skulle bistå Skt. Petersborg med at få ændret sit overvejende militære industrielle kompleks til at rumme flere virksomheder, der producerede til et forbrugerorienteret marked.

Der var på det tidspunkt omkring Aarhus en større koncentration af fødevarevirksomheder samt virksomheder, der producerede udstyr til bearbejdning af fødevarer - en såkaldt fødevareindustriel klynge. Det var derfor naturligt at aftalen med Anatolij Sobtjak primært var rettet mod fødevareproduktion.

Aarhusiansk erhvervssamarbejde med Skt. Petersborg

Thorkild Simonsen satte efterfølgende sin nyligt oprettede erhvervsafdeling til at følge op på aftalen. Afdelingschef Michael O. Bruun blev derfor hovedansvarlig på den danske side. Den russiske ”modpart” var formanden for Skt. Petersborgs ”Committee for Military Conversion” Oleg Gapanovich.

Aarhus Kommunes erhvervsafdeling gik passende ydmygt til opgaven. Som primært værktøj valgtes ”joint ventures”. Dvs. forsøg på at stimulere etableringen af formelle og forpligtende samarbejder mellem de danske og russiske virksomheder med henblik på en kontrolleret overførsel af teknologi og organisatorisk og administrativ know-how til de russiske virksomheder. Erhvervsafdelingen kontaktede over 100 virksomheder fra det danske/aarhusianske fødevareindustrielle kompleks (og beslægtede områder) for at vække deres interesse ligesom afdelingschefen m. fl. besøgte Skt. Petersborg flere gange for at danne sig et indtryk af de russiske virksomheder og af de eksisterende muligheder.

Besøg på russiske virksomheder

Man besøgte en række russiske virksomheder, hvor man nærmest var de første vestlige besøgende siden zarens tid. Det var interessant, men også noget deprimerende. Virksomheden ”Znamya Oktyabrya” er et illustrativt eksempel på, hvad man oplevede: Virksomheden havde ca. fem og et halvt tusinde medarbejdere og producerede bl.a. avancerede ventiler til skibsindustrien primært den militære. Militæret var den dominerende kunde. En kunde der nu pludselig var forsvundet helt ud af markedet. Herudover havde man en mindre produktion af blandingsbatterier(vandhaner) rettet mod den private forbruger. Ved vores besøg viste man beredvilligt eksemplarer af disse vandhaner frem, samtidigt med at man indrømmede, at de var produceret på grundlag af nogle vestlige vandhaner, som man havde skilt ad og efterlignet. Som de sagde: ”Russiske ingeniører kan alt. Bare fortæl os, hvad vi skal lave, så gør vi det”.

Kvaliteten var dog ikke på højde med de vestlige forbilleder, ligesom virksomhedens teknologi kun tillod produktion i én farve og samtidig ikke rakte til fremstilling af bruseslanger. På vores spørgsmål om hvor store produktionsomkostninger var, fik vi det svar, at det anede de ikke. Man producerede blot løs så længe, der var råvarer. Typisk for de russiske virksomheder startede man helt fra bunden med ”stangjern”. Selvom virksomheden var en af Ruslands få producenter af blandingsbatterier dækkede den kun ca. 0.1 procent af efterspørgslen. Virksomheden var i øvrigt startet 1875 af en dansk iværksætter under navnet ”Lange Sieben og Co.” I forbindelse med vores erhvervsfremme program var man interesseret i en fremtidig produktion af landbrugsmaskiner, bl.a. på grundlag af teknologi overført via et ”joint venture” med en dansk producent.

Forskelle mellem russiske og vestlige virksomheder

Generelt gjaldt, at de virksomheder, vi besøgte som led i vores forberedelser, adskilte sig fra vestlige virksomheder på en række afgørende punkter:

  • For det første manglede man helt marketing og salgsfunktioner.
  • For det andet var der ingen arbejdsdeling mellem de russiske virksomheder (ingen underleverandørstruktur). Man lavede alting selv fra grunden.
  • For det tredje havde man ingen fornemmelse/forståelse for omkostninger. Man producerede bare løs, så længe man havde råvarer på lager. ”De kom et andet sted fra”.

Endelig var der en tendens til, at de præsenterede virksomheder var fra før revolutionen. Enten var der ingen ”nye” fra den kommunistiske tid, eller også duede de bare ikke.

Aarhusiansk erhvervsfremmeprogram i Rusland

Ideen var nu, at vores erhvervsfremmeprogram skulle kulminere i en flere dages konference i Skt. Petersborg, hvor de danske/østjyske virksomheder skulle mødes med deres mulige russiske partnere. Erhvervsafdelingen havde derfor kontakt til over 100 virksomheder fra det fødevareindustrielle kompleks, hvoraf ca. halvdelen viste interesse og deltog i en række informationsmøder på Aarhus Rådhus i foråret 1992. Men da det kom til stykket var der kun 12, der deltog i den endelige konference i maj 1992. Russerne var selvfølgelig skuffede, men det hjalp, at der var nogle af Danmarks og Europas største fødevarevirksomheder blandt deltagerne (MD Foods (i dag Arla) ved datterselskabet Danish Diary Farms, Danish Crown ved datterselskabet Tulip International samt Tholstrup Cheese) samt herudover bl.a. rørproducenten Nordisk Wavin.

Fra russisk side deltog omkring 50 virksomheder. Konferencen involverede individuelle besøg på de russiske virksomheder med såvel tolke som benzin til rådighed. Det sidste var ikke en selvfølge i datidens Rusland. I løbet af efteråret 1992 stilnede omstillingsprojektet af. Dansk Industri holdt en større erhvervskonference i Skt. Petersborg med støtte fra Aarhus kommune, hvis borgmester deltog sammen med udenrigsminister Uffe Ellerman. Hertil kom senere lidt rejser i omkring kølevirksomheden Sabroes etablering af datterselskab i Skt. Petersborg (Sabro-Russ) samt forsøg på at følge og stimulere de enkelte joint-venture-forhandlinger. Men det var for tidligt med henblik på konkrete resultater.

Se også

Erhvervspolitik i Aarhus.

Kilder

Find arkivmateriale på Aarhus Stadsarkiv: