Wiener-Hallen
Wiener-Hallen var en café og spillested, der lå i Mindegade 6 i perioden 1922-1991.
Wiener-Hallen overtog lokalerne fra café New York, der tidligere havde ligget på adressen, og slog dørene op d. 16. maj 1922 med musik fra en "Jazz-Jazz-Trio", som der stod i en annonce i Demokraten. Der er nogen uklarhed om, hvem den første ejer var, men i 1924 kom Anton Rasmussen, der ledte restauranten gennem dens storhedstid i 1920'erne og starten af 1930'erne. Gennem annoncer i byens aviser kan man se hvordan jazzorkestre og forskellige "solister", dvs. solosangere -instrumentalister, samt dansere jævnligt optrådte på restauranten.
Fra 1933 forsvinder de mange annoncer fra aviserne, og det lader til at Wiener-Hallen stoppede med at være et forlystelsessted ifm. den økonomiske krise og igen blev en havnecafé.
Anton Rasmussen døde o. 1940 og Wiener-Hallen blev overtaget af en Olaf Rasmussen, som vel var hans søn.
Wiener-Hallen lukkede i 1991, og efter et par skiftende ejere havde forsøgt at åbne en ny restaurant i lokalerne, rykkede stripklubben La Belle ind i lokalerne i 1995, hvor den lå indtil 2017. I dag sælges der igen mad og drikke i Mindegade 6, hvor restaurant Klokken har ligget siden 2018.
Wiener-Hallen på Aarhusarkivet
Søg billeder og kilder på AarhusArkivet
|
Litteratur & kilder
- John W. Oldam, Træk af hotel, pensionats og restaurationslivet i Aarhus, 1921-1941, 155-158
- Aarhus Stifttidende. Natklub ved havnen lægger stilen om. 29-1-1995