Viby Mosegaard
Viby Mosegaard
|
Rester af de bygninger der udgjorde Viby Mosegaard omdannet til Viby Tømmerhandel set fra østlig retning. 1950.
Foto: Dana Luftfoto, Det Kgl. Bibliotek. |
Viby Mosegaard
|
Detaljeret information
|
Adresse
|
Matrikel nr. 14a, 39a (senere 14df) | Bygning
|
Type Gårdejendom |
|
Viby Mosegaard var en gård beliggende i Nordby (el. Nörby) nord for Viby.
I 1798 blev Niels Lassen fæster af gården, der senere blev frikøbt, og i 1844 var Peder Andersen gårdejer. Efter gårdejer Andersens død overtog hans enke gården, som 2. april 1853 overgik til Søren Christensen, som enken var blevet gift med.
Anders Madsen, der var af gammel vibyslægt fra matr. 39a der lå i nærheden af Viby Mosegaard, købte herefter gården. Anders Madsen lagde de to gårde sammen. Gårdbygningerne tilhørende matrikel 14a benyttedes, mens de gamle bygninger på matr. 39a efterhånden forfaldt eller blev nedrevet. Den 14. april 1868 afstod Anders Madsen begge matrikler til sin svigersøn Søren Pedersen Loft. S.P. Loft ejede gården fra 1868 til 1899. I 1906 var de to sammenlagte gårdes jorder på i alt 65 tdr. land.
I 1899 overdrog S.P. Loft gården til sin svigersøn Rasmus Pedersen fra Venge. Gårdejer Pedersen købte efterhånden hele den nærliggende Gaasemose af hvilken gården blev navngivet.
I januar 1936 var der brand på Viby Mosegaard. Tjenestekarl Hjalmar G. Andreasen modtog den efterfølgende måned 75 kr. i belønning for sin udviste snarrådighed under slukningen af branden.[1]
I september 1936 annonceredes det, at haveforeninger kunne leje jord i flere år med forkøbsret på Viby Mosegaards jorder.[2]
Aarhus Kommune købte i 1939 hele gården med undtagelse af 6.1 ha, der derefter blev drevet af Rasmus Pedersens enke, Inger Loft Pedersen ved sønnen Søren Loft Pedersen af Store Ravnsbjerg.
Den 23 august 1947 nedbrændte Viby Mosegaards tre længer med bl.a. stuehus og to udhusbygninger.
Fra Viby Mosegaards tidl. jorder udstykkedes store arealer til kolonihaveforeninger. På Mosevangs-området opstod Haveforeningen Engvang, Haveforeningen Mosevang og Haveforeningen af 1940.
Viby Mosegaard på AarhusArkivet
Søg billeder og kilder på AarhusArkivet
|
Litteratur og kilder
- August Schmidt. Viby Sogns Historie. Bind 2.