Tage Prindahl Pedersen (1911-1954)
Tage Prindahl Pedersen - også kaldet Stodderkongen - (født den 17. december 1911, død den 15. april 1954 i Aarhus, begravet på Vestre Kirkegård) var vagabond og en af Aarhus' skæve eksistenser omkring midten af 1900-tallet.
Han var søn af Anders Pedersen (1882-) og Ingeborg Pedersen, født Prindahl, (1884-). Sammen fik de syv børn.
Gift i 1935 med Ellen Marie Cecilie Pedersen, født Bærentsen, (1905-), da han var 23 år. Sammen fik de en datter.
Stodderkongen
Tage Prindahl Pedersen var blevet kåret som årets 'Stodderkonge' blandt Danmarks vagabonder på deres årlige sommerforsamling på Egeskov Marked i 1951 og 1952. Trods ordlyden var det en ærestitel i disse kredse.
Pedersens liv var præget af druk og de barske forhold, der følger med, når man befinder sig på samfundets bund. Det tog hårdt på ham og resulterede i, at han allerede som 41-årig lå dødeligt syg på Forsørgelses-Anstaltens Sygeafdeling i Aarhus i 1953. Fra sin sygeseng ønskede Pedersen at fortælle sin livshistorie som en hilsen til sine gamle vagabondvenner samt i et håb om, at nogen ville sørge for en gravsten til ham, mens også for at advare andre mod en livsbane som hans. I juli dette år blev der derfor lavet et interview med ham, som blev bragt i Aarhus Stiftstidende, og det er herfra, de fleste oplysninger kommer fra.
Tidlige liv
Tage Prindahl Pedersen stammede fra vestkysten og var fra en almindelig, pæn familie. Hans brødre fik gode stillinger på arbejdsmarkedet, og en tid var han selv i tjenerlære. Han var dygtig og lærenem og så ud til at have en lys fremtid foran sig, men ifølge ham selv var han som tjener "for nær ved Flasken".
Som ung rejste han til København, hvor han arbejdede som tjener på Restaurant Nimb. Han blev gift og fik en datter med sin hustru, men på grund af deres arbejdstider hver især så parret meget lidt til hinanden. Tiden alene gjorde Pedersen rastløs, og i ovennævnte interview udtaler han: "... jeg har ikke kunnet blive ved eet Arbejde. Der var altid noget nyt, jeg skulde prøve, og saa tog jeg nogle slemme Ture med Flasken en Gang imellem."
Skilsmisse og vagabondliv
I 1943 blev parret separeret, og seks år senere blev de skilt. Fra 1945 begyndte Pedersens rodløse liv på landevejen, og han blev alkoholiker. Han drak kogesprit, der på dette tidspunkt var den billigste alkohol at drikke sig fuld i, men som også var ødelæggende for kroppen. Flere prøvede at hjælpe ham, og en enkelt gang lykkedes det præsten ved Kirkens Korshær, Jul K. Hougaard, der havde Pedersen boende hos sig i tre måneder, at holde ham ædru og på antabus i dette tidsrum. Derefter kunne Pedersen dog ikke holde sig fra alkoholen længere.
Hans liv fortsatte i sit gamle spor. Han befandt sig hovedsageligt i Aarhus, hvor nogle af hans søskende boede, men besøgte sin eks og datter i København to gange om året. På hans sidste tur til København, inden han blev indlagt, blev han dog så fuld, at han ikke fik set dem, selvom han havde købt to plader chokolade som gave til sin datter.
I 1952 blev Pedersen ramt af stærke mavesmerter - de mange års misbrug havde indhentet ham. Men ifølge ham var "Smerterne ... kun en Grund mere til at drikke", da alkoholen dulmede dem, så han fortsatte, indtil han blev for syg til at være i fysisk stand til det.
Han døde i en alder af 42 år.
Litteratur og kilder
- Myheritage om personer med navnet Tage Pedersen, https://www.myheritage.dk/names/tage_pedersen
- Aarhus Stiftstidende, 26. juli 1953, side 3, "Er jeg ikke advarsel nok? spørger 'Stodderkongen'"
- Aarhus Stiftstidende, 17. april 1954, side 9, "Dødsfald"
