Store Torv 6
Store Torv 6 er en adresse på Store Torvs nordside, og bygningen derpå blev opført for Spare- og Laanekassen i 1915-17. Frem til 1915 lå på adressen en gård med et lille, toetagers forhus med forretninger i stueetagen. I 1871 blevet husets facade lavet om, og den fik blandt andet kviste i taget.
Spare- og Laanekassens nybyggeri
Fra 1915 til 1917 opførtes på Store Torv 6 et nyt forhus i fire etager samt en mansardetage tegnet af Carl Vilhelm Puck. Bag opførelsen stod Spare- og Laanekassen, der havde købt grunden. Den nye bygnings facade var i nybarok stil og havde en stor, buet frontispice med Aarhus byvåben. I stueetagen indrettedes forretningslokaler, hvor Spare- og Laanekassen indtog dem i højre side, hvorfor denne side af etagen fik hævede vinduer. Forretninglokalerne i bygningens venstre side fik større butiksvinduer, og her flyttede Bennetts Rejsebureau ind. I de øvrige etager blev der gjort plads til erhverv og beboelse, og i en periode havde Polyhymnia blandt andet hjemme her.
Bilhandel og butiksliv
I 1950 flyttede Spare- og Laanekassen fra adressen, og Aarhus Karosserifabrik flyttede ind i sparekassens lokaler. Her indrettede de automobilforhandling og -udstilling, og i den forbindelse blev de hævede vinduer ændret til store udstillingsvinduer, der kunne åbnes mod Store Torv. Dermed kunne biler kunne køre ind og ud af forretningen. I 1957 overtog køkkenudstyrsforretningen, Fritz Carstens, lokalerne, og det var dermed slut med bilhandel på adressen.
Siden har de to butikker haft en række forskellige lejere, blandt andet Jyllands Tæppelager, den orientalske Butik Fatme og dameskrædderen, Iris Schrøder. De skiftende butikker har gennem tiden sat præg på bygningens facade, men udover nogle få, markante ændringer i stueetagen, fremstår den næsten som ved sin opførelse.
Senest er skoforretningen, Shoe Chapter, og tøjbutikken, Shaping New Tomorrow, flyttet ind i henholdsvis venstre og højre butikslokale.
Se også
- Bygninger og adresser på Store Torv.
Store Torv 6 på AarhusArkivet
Søg billeder og kilder på AarhusArkivet
|
Litteratur og kilder
- Kenn Tarbensen og Nicolaj Falberg Jensen: "Torvehuse", Turbine Forlaget og Aarhus Byhistoriske Fond, 2021
- Aarhus Kommunes byggesagsarkiv: Store Torv 6