Stenpassagen
Stenpassagen ligger i Nørre Stenbro-kvarteret. Passagen er en sidesti til Østboulevarden i Aarhus.
I 2016 blev stien navngivet med henvisning til et tidligere stenhuggeri på stedet. Passagen går hen over Østboulevarden 11B til en baggård. Her oprettede granithugger Andreas Herman Kofoed (1879-1963) sammen med sin bror Vilhelm Christian Kofoed (1885-1963) en stenhuggervirksomhed i 1912. Den ældre bror var født i Klemensker, og den yngre i Sandvig på Bornholm. Andreas kom som svend til Aarhus i 1904. I 1943 tog virksomheden navnet Brdr. Kofoeds Stenhuggeri og fortsatte her på stedet frem til 1985. Vilhelms søn Erik Kofoed (1926-1983) overtog virksomheden i 1960. Stenhuggeriet var involveret i grovhugningen af Mogens Bøggilds Ceresbrønden, også kaldet Grisebrønden, hvor originalen i granit i dag står på SEGES (tidligere Landbrugets Rådgivningscenter) i Skejby. Seges af latin i betydningen kornmark eller afgrøde.
Stenpassagen på AarhusArkivet
Søg billeder og kilder på AarhusArkivet
|
Kilder og Litteratur
- Leif Dehnits: ”Aarhusianske gadenavne – historien bag navnet på gader og veje i Aarhus Kommune”, udgivet ved Aarhus Byhistoriske Fond, Aarhus Stadsarkiv, Turbine Forlaget og forfatteret, 2018