Artillerikasernen: Forskelle mellem versioner

Fra 1875-1879 fik byens rytteri og fodfolk hver sin nyopførte kaserne på henholdsvis [[Vester Allé]] og [[Høegh-Guldbergs Gade]]. I 1881 fik Aarhus forøget sin garnison med 3. Artilleriafdeling, men da byen endnu ikke havde en artillerikaserne, måtte artilleriet tage til takke med indkvartering i midlertidige kaserne som den gamle industribygning ”[[Sukkerhuset]]” på [[Brammersgade]], eller med privat indkvartering.  

Under [[Den tyske besættelse|besættelsen]] var artillerikasernen, ligesom byens andre kaserne, beslaglagt af tyskerne. Allerede 9. april om aftenen ankom de første tyske soldater til kasernen, og hurtigt blev træbarakker opført i kasernegården. 31. oktober 1944 blev Gestapos hovedkvarter i det nærliggende universitet bombet af Royal Air Forces, og også artillerikasernen blev hårdt ramt. Omkring 50 tyske soldater blev dræbt, to staldbygninger samt værkstedsbygningen gik helt til grunde, mens andre bygninger blev stærkt beskadiget. Efter krigen blev skaderne udbedret, men kasernen var ved at være forældet. Først i 1965 blev der indlagt varmt vand i kasernen, og indtil da måtte soldaterne nøjes ét ugentligt varmt bad på [[Badeanstalter i Aarhus|byens badeanstalter]].

Efter besættelsen fremstod kasernen således medtaget og i dårlig stand. Der blev også jævnligt fremsat klager over toilet - og badeforholdene fra de menige på kasernen, der måtte nøjes med koldt vand i bruserne. Derfor etableredes et samarbejde med [[Badeanstalter i Aarhus|byens badeanstalter]], hvormed de menige en gang om ugen fik mulighed for at tage et varmt bad ude i byen. Først i 1965 fik kasernen selv varmt vand til badeforhold.

I 1971 inviterede rekrutter fra Jydske Telegrafregiment forsvarsminister Knud Østergard til at komme og inspicere forholdene på kasernen. I invitationen gjorde rekrutterne blandt andet opmærksom på, at de 109 rekrutters eneste baderum kun indeholdte fire brusere samt et gammelt uhygiejnisk gulv med fodsvampekolonier. Derudover måtte hver belægningsstue med 24 mand deles om én stikkontakt, når den obligatoriske morgenbarbering skulle foretages. Løbende toiletter, køjesenge i tre etagers og manglende vandtryk blev der også klaget over.

Sjællandsgadekvarterets Beboerforeningen stillede forslag om, at der skulle indrettes ungdomsboliger, men [[Det Radikale Venstre|den radikale]] rådmand [[Bjarne Ørum (1935-2009)|Bjarne Ørum]] udtalte til [[Århus Stiftstidende]]: ''”VS’ere og andre kredse i byen forlanger, at jeg skal indrette ungdomsboliger i alle de gamle bygninger, der bliver ledige. Det er ikke noget, man sådan uden videre gør.”'' Ørum fik dog sat en undersøgelse i gang og Kollegiekontoret i Aarhus kunne konkludere, at omkring 100 ungdomsboliger kunne indrettes i den gamle kaserne.  

Selvom kommunen ejede jorden, tilhørte kasernebygningerne forsvarsministeriet, ligesom en tidligere vedtaget lokalplan dikterede, at Aarhus Universitet havde råderet over området, når det blev ledigt. Universitetet ønskede at rive bygningerne ned, for i stedet at opføre en ny forskerpark i de rigtige gule mursten. Det var derfor en torn i øjet på universitetet, da der i april 1988 blev stillet forslag om at frede bygningerne. Heller ikke borgmester [[Thorkild Simonsen (1926-2022)]] og rådmand [[Oluf P. Christensen]] synes om fredningsforslaget. De mente, at universitetet skulle have mest mulig råderet over området. Venstrefløjen håbede til gengæld, at en fredning ville få universitetet til at droppe sine planer om at benytte kasernebygningerne, som så i stedet kunne indrettes til ungdomsboliger.  

I slutningen 1989 var der [[Aarhus Byråd|valg i Aarhus]] og kasernebygningerne på Langelandsgade blev et af emnerne under valgkampen. Paradoksalt nok var det de antimilitaristiske partier [[Socialistisk Folkeparti|SF]] og de radikale, som kæmpede for kasernens bevarelse.

1. august 1993 skulle Hærens Operative Kommandos stab, som den sidste militære enhed forlade kasernen, men endnu i starten af året var der usikkerhed om kasernebygningernes fremtidige benyttelse. At hovedbygningerne på kasernen skulle bevares var der nu stort politisk flertal for, og i starten af 1993 havde samtlige byrådsmedlemmer stemt for en bevaring af kasernens stenbygninger. Det var kun besættelsens tyske træbarakker, der måtte lade livet.

Borgmesterens afdeling havde i marts 1993 efterlyst forslag til kasernebygningernes fremtidige benyttelse. Selvom forslagene var mange og spændte lige fra brandværnsmuseum til cirkusskole, blev det Aarhus Universitet der endte med at overtage alle bygningerne. Efter en modernisering af hovedbygningen, depotrummet og fægtesalen kunne de æstetiske fag rykke ind i de gamle militære bygninger på Langelandsgade.

* Feltartilleriet i Aarhus 1881-1969, P. E. Niemann [https://www.aakb.dk/search/ting/rec.id%3D05681383 Bestil materiale]