Aarhus Teater: Forskelle mellem versioner

Amatørskuespil og levende musik og sang har antageligt altid eksisteret i Aarhus i form af lokale og private opførelser, indslag i gadebilledet, underholdning på beværtninger osv. Indtil 1800-tallet fandtes avancerede kunstarter og professionelle kunstudøvere kun i tilknytning til samfundets allerøverste kredse, hovedsagelig omkring kongens hof.  

Oprindelig var teatret veludstyret af et provinsteater at være, men tiden løb efterhånden fra det. På grund af dårlige isolations- og udluftningsforhold fik teatret tilnavnet "Svedekassen", men det var også kendt som en brandfælde.

Byens store vækst i befolkningstal og økonomisk aktivitet i 1800-tallets sidste årtier skabte grundlaget for et omfattende fritids- og forlystelsesliv, bl.a. i [[Vennelystparken]]. Jævne folk kunne til en overkommelig pris overvære dramatik og musik opført af trænede udøvere. Stykkerne var af udmærket kvalitet, og underholdningsværdien var så god som nogensinde, så skuespillet trivedes som håndværk i Aarhus, men ikke som kunstart.

Julen var højsæson for teaterforestillinger. På 2. juledag 1829 opførtes i [[Teatret i Kannikegade]] eksempelvis et lystspil kaldet ''Den falske Madame Catalani'' og derefter ''Messolunghis bestormelse'', der var en ”plastisk fremstilling i 20 forandringer” omhandlende et slag fra den græske frihedskrig ”oplyst med bengalsk ild og brilliant fyrværkeri”. I julen 1859 meldtes om fulde huse og ”stormende applaus” ved søstrene Agnes og Christine Healeys danseshow.

I julen 1884 åbnede en varieté i [[Hotel Jylland]] i [[Studsgade]] ved navn ”Etablissement National”. Underholdningen blev leveret af et husorkester samt en ”salonkomiker” fra Tivoli og en ”dame-komiker” fra Berlin.

Situationen vendte, da en kreds af byens rigeste mænd i 1897 gik sammen om at danne [[Aktieselskabet Aarhus Nye Theater]]. I bestyrelse sad fem mænd med apoteker [[Adolph Vilhelm Joseph Meyer (1835-1909)|Meyer]] som formand og et repræsentantselskab på 12 medlemmer med direktør [[Moritz Rudolph Koppel (1828-1901)|Koppel]] som formand. Derudover blev nedsat et agitationsudvalg med chefredaktør [[Theodor Julius Funch Thomsen (1859-1923)|Funch Thomsen]] som formand. Agitationsudvalget skulle især arbejde med at skaffe kapital ved henvendelse til byens højst beskattede borgere. Allerede i maj samme år var der skaffet 132.000 kr., hvoraf storkøbmand [[Rasmus Otto Mønsted (1838-1916)|Mønsted]] og etatsråd [[Lars Christian Meulengracht (1837-1903)|Meulengracht]] hver stod for 20.000 kr. Herefter blev der også søgt efter kapital blandt byens øvrige indbyggere, og opførelsen af det nye teater blev præsenteret som en borgersag.

[[Aarhus Byråd]] gik med til at afstå en grund i den sydøstlige ende af [[Bispetorvet]], og her blev grundstenen til den nye bygning lagt 12. august 1898. Ambitionerne for den nye bygnings udseende var store, og budgettet blev hurtigt overskredet. Det lykkedes dog gennem fornyet agitation at skaffe endnu mere kapital. Især hjalp det, da ejeren af [[Teatret i Kannikegade|det gamle teater i Kannikegade]], [[Sophus Christian Emanuel Birck (1835-1900)|Sophus Birck]], solgte teatret til staten, der rev det ned og i stedet opførte et posthus.  

14. februar 1899 var der kransehejsning, og 15. september 1900 kunne det nye teater - Aarhus Teater - endeligt indvies med en fastlønnet skuespillerstab og administration.   

[[Fil:Dagbog.jpg|350px|thumb|right|Aarhus Teaters regissørs dagbog fra tirsdag d. 9. april 1940: Her oplyses hhv. hvilket nummer forestillingen havde: 15, hvilket nr. i hele sæsonen (210), aftenens billetindtægt (u. abonnement): 44,25 kr.) og antallet af forudbestilte abonnementsbilletter (F = Jydsk Folkescene, den tids abonnementsordning): 262. Aarhus Teaters Arkiv]]

[[Den tyske besættelse]] påvirkede Aarhus Teater såvel som resten af byen. På besættelsesdagen d. 9. april 1940 besluttede man sig for - på trods af overvejelser om aflysning - at gennemføre aftenens forestilling ''Et rigtigt Mandfolk''.  

Stykket, der i øvrigt var skrevet af tyskeren Fritz Peter Buck hører ikke just til blandt klassikerne, men blev i høj grad båret af titelrolleindehaveren [[Inge Hvid Møller]], der var fuldendt i rollen som Julie, som skjulte sin kvindelige følsomhed bag en mandhaftigt og brovtende facade.

I regissørens dagbog fra tirsdag d. 9. April 1940 oplystes det, at aftenens billetindtægt var på 44,25 kr. imod den foregåede aftens 355 kr. Der kan dermed noteres et brat fald i teaterlysten hos det aarhusianske publikum på netop den dag, da byen blev besat.  

Scala salen skrånede oprindeligt nedad mod scenen i modsat retning af teatrets hovedscene, men ved en stor ombygning i 1981-82 blev salen reduceret i omfang og vendt i den modsatte retning. En hovedlinje i teatrets om- og tilbygninger siden 1945 har været, at sceneindretningen er blevet mere mobil og åben for eksperimenterede teater, samtidig med at skuespillerne har fået større øvelsesplads inde i bygningen.

Allerede længe inden, at Aarhus Teater åbnede sine døre for publikum i september 1900, havde direktør [[Peder Benjamin Theodor Pedersen (1851-1908)|Benjamin Pedersen]] lagt sig fast på, hvad Danmarks næststørste scene skulle have på sit repertoire. Først og fremmest skulle det være danske klassikere, hvilket også afspejlede sig i teatrets arkitektur, hvor scener fra Holbergs ''Maskarade'' er gengivet på bygningens facade, og Heibergs ''Elverhøj'' samt Hostrups ''Genboerne'' er forevigede i teatrets promenadefoyer. Derudover kom selvfølgelig internationale klassikere, ny dramatik og – ikke mindst – musikforestillinger.  

I 1899 blev musikeren og komponisten August Enna (1859-1939) bedt om at skrive et musikstykke til Aarhus Teater. Enna havde i 1884 skrevet sin første opera, og planen var nu, at han skulle skrive en opera over H.C. Andersens eventyr ''Nattergalen'' til opførelse ved teatrets åbning.  

Deres sangtalenter stod ganske enkelt ikke mål med værkets musikalske krav. Derfor vurderede han, at det både for teatrets og hans egen skyld var mest hensigtsmæssigt at opgive ''Nattergalen'' til fordel for den mere letbenede ''Prinsessen på Ærten''.

Stadig voldte besætningen problemer. Flere af skuespillerne kunne ikke synge, en af herrerne var for tung til at spille prinsen, en af damerne muligvis for tyk til at være prinsesse, en anden var ikke køn nok, og et par andre var enten for gamle eller for unge til diverse roller. For at få processen i gang bad Enna direktør Pedersen om ''”at rette Dem saa meget efter mig, som det er Dem muligt”''. Det gjorde direktøren så, men dog ikke da Enna opfordrede til at lade en kvinde spille prinsens rolle!  

''Prinsessen på Ærten'' blev opført på Aarhus Teaters åbningsaften den 15. september 1900 og var en udmærket succes. At den kun blev opført otte gange, skyldtes hovedsageligt, at den var dyr i drift, og at man hurtigt skulle have gang i et skiftende og bredt repertoire for at binde det aarhusianske publikum til det nye kulturhus.

Med Ennas forestilling var grunden lagt for den stadig spillevende tradition med folkelige musikforestillinger på Aarhus Teater. Allerede senere samme sæson, i februar 1901, opsattes ''Frøken Nitouche'' for første gang på [[Bispetorv]] i Aarhus. Det skulle blive den mest spillede musikforestilling på Aarhus Teater, og da tæppet gik ned for ''Frøken Nitouche'' for sidste gang i sæsonen 1958/59, havde den gået over Store Scene i alt 234 gange foran et trofast tilbagevendende publikum.  

Med ''Elverhøj'' og ''Sommer i Tyrol'' over ''Den glade enke'' til ''Chess'', ''Cabaret'' og ''Les Miserables'' har Aarhus Teater alle dage haft stor succes med sine skiftende musikforestillinger. Tonerne fra både vaudeviller, kabareter, operaer, operetter og musicals har igennem tiden fyldt scenen og salen. Behovet og succesen var så stor, at musikken voksede ud af teatrets hus og blev til [[Aarhus Symfoniorkester]] og [[Den jyske Opera|Den Jyske Opera]], der begge udsprang fra Aarhus Teaters scene og orkestergrav. De seneste årtier har en ny genre vundet indpas på den aarhusianske landsdelsscene, da teaterkoncerten er blevet et nyt musikalsk varemærke på teatret.  

De nye tider betyder ikke nødvendigvis, at teatret dropper de gamle traditioner. I 1914 spillede man første gang Bernard Shaws ''Pygmalion'' med blomsterpigen Eliza og Professor Higgins på Aarhus Teater. Stykket er siden gået jævnligt over scenen, og blev siden omskabt til musicalen ''My Fair Lady'', der blev spillet på Aarhus Teater i 1983.

''Nøddebo Præstegård'' skulle blive teatrets største publikumssucces og mest hyppigt opførte stykke, da der blev spillet i alt 296 forestillinger fordelt over 16 sæsoner i perioden 1903-86. Stykket blev første gang opført 2. juledag 1903. Rollen som Nicolai blev spillet af debutanten Svend Rindom, som instruerede den første filmatisering af historien i 1934. Stykket blev spillet med alt udsolgt frem til 4. januar, hvor spilletiden blev forlænget frem til 31. januar på opfordring af omegnsbønder, der var gået forgæves efter billetter. Ved den anden opførelse i 1909-10 spillede det populære stykke helt frem til den 27. februar.  

Lige så populært ''Nøddebo Præstegård'' var hos publikum, lige så upopulært var det hos anmelderne, der alle har været forbavsende enige om stykkets lave kunstneriske kvalitet. En af dem gav dog en levende beskrivelse af publikums glæde ved en opførelse under besættelsen, hvor der må have været særlig meget behov for virkelighedsflugt: ''”Børnene glædede sig henrykt, lige fra nisserne viste sig i klokketårnet, til det store juletræ tændtes i præstegården. De ældre nikkede genkendende til dette julespil, der minder om meget i julen, som de helst husker den. De unge, der ikke har oplevet den helt hengivne, glade jul uden krig og krise havde måske vanskeligst ved at overgive sig. Men ingen kunne stå teatrets julestemning imod, navnlig ikke, om man havde et barn ved siden.”'' Hvad publikum ikke vidste var, at kaffen ved den gamle præsts kaffebord var erstattet af mørkt hvidtøl, og smørrebrødet var smurt med honning på grund af rationeringen.  

Anmelderne har dog været endnu mere enige om at fordømme ethvert forsøg på at forny genren. I 1938 og 1954 opførte Aarhus Teater ''Jul på købmandsgården'', som var baseret på en Morten Korch-agtig julefortælling af Sophie Breum fra 1917. Ifølge en anmelders syvårige søn bestod stykket af følgende højdepunkter: At en snakkede sjovt i telefon, at der blev kastet med snebolde, at nisserne dansede, og at juletræet tændtes til sidst.

I 1989 og 1990 kørte Lise Nørgaards ''Hjælp, det er jul'' for fulde huse. Her var handlingen forlagt til en nutidig kernefamilie, hvor forældrene havde besluttet at afskaffe julen, som heldigvis blev reddet af børnene med hjælp fra husets nisser.

Listen indeholder kunstnere, håndværkere og andre arbejdere, der var med til at opføre Aarhus Teater. Den er lavet ud fra artiklen ''De, der byggede teatret'', der blev bragt i [[Århus Stiftstidende]] d. 15. september 1900 som en del af et større afsnit om det nybyggede teater, samt et afsnit af forfatter og journalist Herman Bang, der skrev om teatrets indvielse.  

* Malermester J. C. Petersen, [[Østergade]]  

*1900 - 1908 [[Peder Benjamin Theodor Pedersen (1851-1908)]]

*1908 - 1913 [[Jacob Jacobsen]]

*1913 - 1923 [[Aage Garde (1876-1955)]]

*1923 - 1954 [[Erik Henning-Jensen (1887-1954)]]

*1954 - 1963 [[Poul Petersen (1905-1986)]]

*1963 - 1964 [[Allan Fredericia]]

*1964 - 1973 [[Edwin Tiemroth]]

*1973 - 1979 [[Henrik Beering Liisberg]]

*1979 - 1987 [[Jacob Kielland]]

*1987 - 2004 [[Palle Jul Jørgensen]]

*2004 - 2008 [[Madeleine Røn Juul]]

*2009 - 2013 [[Stefan Larsson]]

*2013 - 2015 [[Mick Gordon]]

*2015 -     [[Trine Holm Thomsen]]