Nygade: Forskelle mellem versioner

'''Nygade''' er beliggende parallelt med [[Vestergade]] mellem [[Vor Frue Kirke]] og [[Grønnegade]]. Oprindeligt bestod gaden af små et-, to- og trefags huse fra 1800-tallet, og i en del af det 20. århundrede var gaden præget af fattigdom og kriminalitet. I årene 1959-65 blev husene nedrevet, hvorefter [[Arbejdernes Andels Boligforening]] i 1970’erne opførte en funktionalistisk boligbebyggelse i røde mursten på stedet efter tegninger af arkitekten [[Harald Salling-Mortensen]]. Nygade findes fortsat som gadenavn, men hovedparten omfatter i dag et indhegnet fællesareal for boligbebyggelsen.

I slutningen af 1790’erne gav en nedrivning af en faldefærdig rønne i Skidengyden

(senere Grønnegade) plads til en sidegade ind i Klostertoften. Den

og det blev byens småkårsfolk, der kom til at bo i gaden.  

Nygade opstod først begyndelsen af 1800-tallet, men i 1966 viste arkæologiske fund såsom søm, forarbejdet jern og lerkar dog, at en bosætning på stedet har eksisteret helt tilbage til vikingetiden. Fra 13-1400-tallet blev området kendt som et fattigkvarter.

Der opstod hurtigt et præg af fattiggade, hvilket bl.a. kan ses på tidlige fotografier fra 1860’erne af forfaldne huse i gaden. Fattigdommen kunne give anledning til uro og kriminalitet, og det berettedes derfor i 1847, at Nygade indgik i [[Vægtere i Aarhus|vægterkorpsets]] natlige patrulje igennem byen. Omkring 1890 var der forslag fremme om at sanere husene, men ingen finansiering til formålet kunne på den tid fremskaffes. I mellemkrigstiden opstod der i Nygade og Vestergade et værtshusmiljø, og heriblandt var mange kroer uden bevilling, dvs. smugkroer.

I 1943 foretog [[Aarhus Boligkommission]] flere bygningstilsyn af gadens huse, og med det som afsæt kunne betegnelsen slum hæftes på gaden. Slum var egentlig et engelsk slangudtryk fra 1800-tallet, men udtrykket blev fra 1930’erne også brugt af myndighederne i Danmark som betegnelse for kvarterer, hvor bygningsmæssigt forfald påvirkede befolkningens helbred, og hvor kvarteret ofte var befolket af mindrebemidlede og tiltrak personer med lav moral såsom kriminelle.

Besættelsestiden bragte sortbørshandlere til Nygade, og derudover var gaden præget af vold, druk, spil og prostitution. I 1949-50 var der i en periode faste politipatruljer om natten i hver ende af gaden for at forhindre folk i at falde i kløerne på gadens farverige personligheder såsom Bisse-Anton, Sundheds-Søren, Mose-Egen, Kryster-Frands, Peter Langkniv og lommetyven Gangstejlen. Sidstnævnte kunne efter sigende stjæle en tegnebog med tænderne. Også de prostituerede havde tilnavne såsom Sorte Grete, Moppedissen, Hønen, Rok-Uglen, Loppe-Gudda og Husar-Anna.

I september 1950 ønskede en københavnsk journalist fra Ekstra Bladet ved selvsyn at opleve de kriminelle forhold i Nygade. Ved sin ankomst til Aarhus blev han dog advaret om, at ''”Der skal De ikke gå ned… Vil De på smugkro, er der masser af andre steder byen over, men hold Dem fra Nygade!”''. Journalisten trodsede dog advarslerne, og det ledte til en artikel, som siden med jævne mellemrum har været citeret, idet den giver et levende billede af slummiljøet og -stemningen.

Stilen i artiklen søgte givetvis efter at skabe sensation, for sådanne slumforhold med dårlige sociale forhold og kriminalitet var i virkeligheden ikke anderledes end det, man på samme tid kunne se i andre større danske byer. Men artiklens fokus på forholdene har givetvis påvirket en folkelig interesse for en sanering af gaden, og i de følgende år kom der da også skred i disse planer på politisk niveau.

I 1950-52 nedrev Aarhus Kommune 12 huse i gaden, og i 1951-54 opkøbtes yderligere nogle huse med henblik på nedrivning. Men først i 1959 begyndte arbejdet med at lave en samlet saneringsplan med henblik på at opnå statslig økonomisk støtte i henhold til saneringsloven. I planerne fremkom et ønske om at bygge et 11 etagers højhus på grunden. Denne intensive udnyttelse af det begrænsede areal afspejlede, at Aarhus Kommune på den tid havde pladsmangel til byudvikling, idet der endnu ikke var sket en sammenlægning med forstadskommunerne. Kommunen ville derfor forhindre en befolkningsvandring til nabokommuner såsom [[Viby]], [[Åbyhøj]], [[Brabrand]], [[Hasle]] og [[Risskov]] gennem højt byggeri, som kunne give plads til mange beboere på et kompakt areal inden for kommunegrænsen.

Det statslige Saneringsnævn skulle godkende saneringssagen for at statsstøtte kunne opnås fra Boligministeriet. Saneringsnævnet udtrykte imidlertid skepsis over for et højhusbyggeri på det begrænsede areal klods opad [[Vor Frue Kirke]] og [[Vor Frue Kloster|Kloster]]. Og saneringsplanen kunne derfor kun godkendes, hvis bygningshøjden blev begrænset til to etager med udnyttet tagetage. Med det som afsæt blev de sidste af Nygades huse nedrevet i årene 1959-65. Et nybyggeri kom dog først i gang i 1970, da Arbejdernes Andels Boligforening opførte den nuværende boligbebyggelse, afdeling 72, på stedet. Den fik form som funktionalistiske blokke i røde mursten efter tegninger af arkitekten Harald Salling-Mortensen, der så byggeriet som en moderne fortolkning af Nyboder i København.

* Andersen, H. Hellmuth og H. J. Madsen: "Nygade i Århus : Bidrag til teorien om det ældste Århus", ''Kuml'', 1966, s. 7-29.

* Boligtilsynsrådet (1888), Journalsagsarkiv 1940-1982: 2-118/43 – 2-123-43, 2-131/43 – 2-145/43 og 2-69/60, Rigsarkivet, København.