4.790
redigeringer
Vor Frue Kirke: Forskelle mellem versioner
Fra AarhusWiki
ingen redigeringsopsummering
No edit summary |
Laura B. (diskussion | bidrag) No edit summary |
||
| Linje 43: | Linje 43: | ||
Den første søndag hver måned i vinterhalvåret afholdes der gudstjeneste i kryptkirken. Kirken og krypten er desuden åbne for besøgende i dagtimerne. | Den første søndag hver måned i vinterhalvåret afholdes der gudstjeneste i kryptkirken. Kirken og krypten er desuden åbne for besøgende i dagtimerne. | ||
===Hellig-Niels === | |||
I 1180 døde [[Skt. Niels af Århus|Niels Knudsen]] i Aarhus. Hans far var [http://www.denstoredanske.dk/Danmarks_geografi_og_historie/Danmarks_historie/Danmark_f%C3%B8r_Reformationen/Knud_3._Hardeknud Knud 3.], en af kong [https://da.wikipedia.org/wiki/Valdemar_den_Store Valdemar 1. den Stores] modkonger frem til kuppet i 1157 (Svend, Knud og Valdemar hed trioen, der i årene inden havde kæmpet med og ikke mindst mod hinanden). Niels' farfar var [http://danmarkshistorien.dk/leksikon-og-kilder/vis/materiale/magnus-nielsen-ca-1106-1134/ Magnus den Stærke]], der havde været sin fars, kong Niels’ medkonge i adskillige år. | |||
Biskoppen over Aarhus Stift, Svend, smed ganske givet, hvad han havde i hænderne. Han var nemlig bortrejst, og nu skulle stiftets fornemste mand begraves fra og i [[Vor Frue Kirke|Domkirken]] i Vestergade. At han ydermere havde været stiftets største jordbesidder, gjorde sagen endnu vigtigere. Slægten sad med deres store godser tungt på Østjylland. Mange mente, at den afdøde burde have været konge i stedet for Valdemar. | |||
Afdødes yngre bror var biskop Valdemar af Slesvig og Bremen. Niels Knudsen blev begravet i Domkirken, men ret hurtigt flyttet til den østlige ende af byen og begravet indenfor volden ude ved skrænten mod [[Aarhusbugten|bugten]]. Hurtigt opstod der rygter om, at der skete mirakler ved Niels’ grav. Han fik tilnavnet ’Hellig-Niels’. Nu havde også denne gren af kongeslægten sin helgen, ganske som Valdemar-linjen havde Knud Lavard. Valdemarerne lod med støtte fra Absalon og dermed Hvide-slægten munken Saxo skrive en danmarkshistorie, der hyldede Valdemar som den rette, eneste og største konge af Danmark. Biskop Valdemar lod på sin side udfærdige en danmarkshistorie om sine forfædre og deres ret til tronen. | |||
Hellig-Niels var ganske vist ikke officielt helgenkåret af paven, men det var menigmand ligeglad med. Ved eller på hans grav blev der opført et kapel af træ. Der opstod en omfattende kult omkring Niels og hans grav og mange strømmede i den anledning til bydelen omkring Domkirken og Vestergade. At Domkirken var indviet til Sct. Nicolaus (latin for Niels), gjorde selvsagt ikke noget. Pengegaverne strømme til Domkirken. Donorerne ville måske også gerne stå sig godt med egnens mægtigste slægt. | |||
===Den nye domkikre=== | |||
For kong Valdemar må domkirkens vækst have lugtet af basis for oprør. Det var efterhånden tvivlsomt, om han kunne regne bispestolen i Aarhus for den trofaste støtte, den havde været siden Svend Estridsens tid. Noget måtte der gøres, så da biskop Svend døde i 1191, indsatte kongen og Absalon et trofast medlem af Hvideslægten, Peder Vognsen, som biskop. Det var første skridt. Fra nu af skulle stiftet have en ny domkirke, placeret inden for volden dvs. i kongens Aarhus. Det var andet skridt. Biskoppen skulle dermed også huses her. Kongens Aarhus blev identisk med kirkens Aarhus. | |||
Det var skik og brug, at en ny domkirke blev til som en ombygning dvs. udvidelse af den gamle. Men sådan spillede klaveret ikke. Den nye [[Domkirken|domkirke]] i Aarhus blev anlagt helt østligt i byen lige inden for volden dvs. hen over Niels Knudsens grav med tilhørende kapel. De mange valfartende blev dermed berøvet målet for færden. Heller ikke navnet gik fri. Kirken i Vestergade forblev nogen tid endnu indviet til Sct. Nicolaus. Den nye domkirke derimod blev indviet til Sct. Clemens, der var en af den europæiske kirkes kendteste helgener. | |||
Grundigt arbejde må man sige; men kong Valdemar måtte hele tiden holde sig for øje, at biskop Valdemar i Slesvig i de år var hans farligste fjende. | |||
Det blev til Nordens længste kirke på vel nok byens bedste byggegrund. Den gamle domkirke havde, vel nok af økonomiske grunde, ikke haft et domkapitel. [[Peder Vognsen]] overførte i 1203 den gamle domkirkes indtægter til sin nye domkirke. Han spædede desuden rundhåndet til af egne midler. Endelig overførte han også en del af bispestolens jordbesiddelser til domkapitlet. Samlet rakte det til, at 6 kannikker kunne leve ganske rigeligt af det. Desuden sørgede han for, at bispestolen havde langt større magt i forhold til domkapitler end i noget andet dansk stift. | |||
Den således forarmede kirke i Vestergade gled effektivt ud på et sidespor. I 1220’erne overgik den til dominikanerne, der byggede et kloster omkring den. Fra da af og til reformationen havde sorte-brødrene dvs. tiggermunkene deres base i Vestergade og deres gang i byen. | |||
Domkirkens indtægter voksede støt. Nord for Domkirken lod bispen hurtigt en [[Aarhus Bispegård|bispegård]] opføre i mursten. På det senere [[Bispetorv]] byggede domkapitlet et stort kapitelhus, der husede domkapitlets administration. Mod slutningen af 1200-taller var domkapitlet oppe på 22 kannikker. Hver af dem var godsejere og havde en embedsbolig, en kannikkegård, syd for Kapitelhuset i den nuværende [[Kannikkegade]]. De sikrede udkommet for mange håndværkere, handlende og tjenestefolk. | |||
Århus var nu af gavn ikke længere kongens, men kirkens by. Volden skred sammen og blev ikke fornyet. Byen lå ganske vist stadig på kongens jord og var ham skat skyldig. Kongen var således stadsherre. Men ellers var kongens økonomiske aktiviteter i byen reduceret til en vandmølle vest for Vestergade. At den var særdeles indbringende var en anden sag, hjulpet på vej af et effektivt monopol. Helt der ude i vest ved kongens vandmølle blev der – formodentlig allerede i 1000-tallet – bygget en Vor Frue Kirke. Den forsvandt i løbet af middelalderen og dens navn overgik til kirken i Vestergade. | |||
Midt i 1200-tallet blev volden åbnet ved Borgporten. Men endnu nogen tid endte Vestergade på det senere Lille Torv midt i et sumpet område omkring et vandhul. | |||
Med tiden gled kongens magtfulde greb om byen ud af billedet til fordel for bystyret og ikke mindst biskoppen. | |||
Peder Vognsen havde løst sin opgave så glimrende, at aarhusbisperne fik udstrakt skattefrihed. Kongemagt og bispestol holdt fremover sammen. Da Valdemar Atterdag prøvede at samle Danmark efter de kongeløse år, drog biskop Svend af Århus som den eneste danske stormand til Nordtyskland for at hjælpe ham. Valdemar Atterdags datter Margrethe 1. fik sin kansler Peder Jensen Lodehat udnævnt til biskop over Århus Stift, indtil han nogle år senere kunne få bispestolen i Roskilde, der var landets rigeste. Hans efterfølger fik en stor pengegave til at ombygge Domkirken for. | |||
===Præster tilknyttet Vor Frue Kirke=== | ===Præster tilknyttet Vor Frue Kirke=== | ||
