Scientologi
Med udgivelsen af L. Ron Hubbards (1911-1986) bog Dianetics: The Modern Science of Mental Health i 1950 blev dianetikken (på græsk betyder dia ”gennem” og nous ”sjæl”), som en terapiform, offentliggjort og kunne herefter studeres og anvendes af menigmand. Dianetikken fokuserer på menneskets velbefindende og adfærd i dets aktuelle livsforløb. Den grundlæggende tanke var, at mennesket, specielt i sin tidlige barndom, havde været udsat for traumatiske hændelser, der medførte skabelsen af engrammateriale. Dette engrammateriale består af perciperede sanseoplevelser fra en konkret hændelse (fx smerter), der igen vil blive aktiveret, hvis individet senere befinder sig i en situation tilsvarende den, hvor engrammet blev skabt. Af angst for at genopleve den smerte, der er knyttet til det pågældende engram, vil individet ubevidst, ligegyldigt om det er udsat for reel fare eller ej, forsøge at fjerne sig fra den potentielle faresituation. Da individets handlemåde således ikke beror på rationelle overvejelser og slutninger, betegnes måden at reagere på som en irrationel handling. Hubbard beskrev dianetikken som metoden til at fjerne disse engrammer, så individet kan leve som et rationelt og sundere menneske.
I de følgende år erfarede Hubbard, igennem sine undersøgelser, at mennesket er et åndeligt væsen, en thetan, der siden universets tilblivelse har levet et uendeligt antal livsforløb i enhed med forskellige materielle kroppe. Oprindeligt levede thetaner som ’frit opererende’, dvs. som materieløse og uforgængelige eksistenser med ubegrænset indsigt og evne til at skabe ved blot at postulere eller tænke en tanke; således også det materielle univers og dets bestanddele (herunder kroppe). De fysiske kroppe havde og har i modsætning til thetanerne ingen bevidsthed og lever derfor efter instinktive stimulus-respons-mekanismer. På trods af at de fysiske kroppe blev til i kraft af thetanernes skaben, formåede thetanerne på et tidspunkt at blive indfanget og gjort afhængige af kroppe, så de med tiden glemte deres oprindelige skabende evner. Thetaner har siden da levet i en uendelig eksistenscyklus, hvor de forlader en døende krop for derefter at blive genfødt i en ny krop. På baggrund af disse nye erkendelser blev scientologien (på græsk betyder scio ”at vide” i den bredeste betydning af ordet, og logos ”studiet af”) skabt som en videreudvikling af dianetikken. Nu gjaldt det ikke alene om at fjerne individets engrammateriale, men også at bevidstgøre thetanen som thetan og på den måde genindføre dens mistede evner. Med andre ord er det scientologiens mål, at thetaner igen bliver frit opererende og kontrollerende i forhold til det materielle univers (en tilstand, der i daglig tale refereres til som OT).
På baggrund af scientologiens tilføjelse af et åndeligt aspekt i forhold til dianetikken blev Scientologi i 1954 etableret som en religion i USA ”på initiativ af nærtstående scientologer til Hubbard”. Siden da er kirken fortsat med at udbrede sine aktiviteter og er nu repræsenteret i samtlige kontinenter – det er dog ikke i alle lande, at scientologi er anerkendt som religion, hvilket den heller ikke er i Danmark.
Gruppens historie i lokalområdet
Scientologi Kirken Jylland blev grundlagt i Aarhus i 1979. Kirken var oprindeligt en Scientologi-mission, det vil sige en kirke, som tilbyder den grundlæggende information om Scientologi, herunder lavere former for auditering og introuddannelser. I 1983 fik kirken status som klasse V-kirke og dermed også mulighed for et højere auditeringsniveau (til status clear), ordination af præster og mulighed for søndagssamlinger, bryllupper, begravelser og mere i Scientologi-regi.
Kirken har været placeret flere steder i Aarhus. Den startede i 1979 i Guldsmedgade, hvilket dog blev for småt, hvorfor de i 1995 flyttede til Vester Allé. Grundet bedre lokaler i Viby flyttede de i 2006 ud på Christian X’s Vej. Her råder de over et stort areal, som består af kontorer, studielokaler, auditeringsrum, boghandel, filmfremvisningsrum m.m.
Organisation
Som meget andet indenfor Scientologi består organisationsformen af en fast og nøje detaljeret struktur. Strukturen er udviklet og afprøvet af Hubbard selv og er grafisk afbildet på en ”organiseringstavle”, som hænger i ethvert Scientologicenter verden over. Denne ortodokse struktur sikrer, at alle Scientologicentre får den støtte og vejledning, som er nødvendig for at videreføre Hubbards tanker.
Church of Scientology International (CSI) er scientologiens moderkirke med hovedkontor i Los Angeles. CSI fører tilsyn med alle organisationer, grupper og centre verden over – groft sagt. Som næste led under CSI er De Kontinentale Forbindelseskontorer (CLO’er), som koordinerer på et mere regionalt og lokalt plan. Scientologikirken i København er CLO for Europa. Under CLO’erne er så de lokale centre, hvor Scientologi Kirken i Aarhus fungerer som en separat enhed og ledes af egen bestyrelse med direktør.
Større beslutninger omkring kirken træffes af bestyrelsen. Hubbard har skrevet om beslutninger og beslutningsprocesser, og disse fungerer som retningslinjer for bestyrelsen. Som medlem af kirken har man dog en indflydelse, idet alle medlemmer har ”ret” til at påpege fejl, forkerte handlinger m.m. i forbindelse med andre medlemmer. Det handler om at hjælpe hinanden, og alle er på det plan lige.
Medlemmer
I Scientologi Kirken Jylland er der tre grader af tilknytning til kirken: 1) ansatte, der på kontrakt varetager visse administrative eller religiøse poster i kirken, 2) medlemmer, der betaler kontingent til Scientologi Kirken Jylland (hvis man vil lave kurser eller servicer i kirken, skal man være medlem), og 3) andre brugere, der primært tæller folk, som kortvarigt stifter bekendtskab med kirken (omhandler også personer, der gennemfører introduktionsservicer, men som herefter ikke ønsker at gennemføre yderligere servicer). Når Scientologi afholder store events, er der omkring 100 scientologer samlet. Hvis man medregner alle de medlemmer, som er i Aarhus, og inkluderer inaktive medlemmer, vil antallet af medlemmer ligge på ca. 200.
De nye medlemmer opsøger typisk Scientologi, fordi de kender en, som allerede er medlem, alt imens andre kommer til, fordi de har læst en af Hubbards bøger (som regel dianetikbogen). Ydermere gør Scientologi meget for at få folk ind i kirken. Til formålet anvender de bl.a. kontakt gennem flyers, møder og bekendte samt personlighedstest, idet de hævder, at mange mennesker kunne have stort udbytte af de ting, som Scientologi tilbyder.
Økonomiske forhold
Da Scientology i Danmark ikke er anerkendt som religion, modtager kirken ikke offentlig støtte. Kirken i Aarhus, såvel som alle andre afdelinger, er en økonomisk selvejende institution. Som udgangspunkt modtager den heller ikke økonomisk støtte fra nationale eller internationale Scientologikirker, men der betales i stedet for forskellige ’services’ højere oppe i kirkehierarkiet; eksempelvis licens for at bruge Hubbards teknikker og metoder.
Finansieringen af kirkens drift og aktiviteter sker primært igennem betaling for uddannelses- og auditeringsydelser. Medlemmerne betaler et medlemskab på 500 kr. på årsbasis. Priserne for uddannelses- og auditeringsydelser er meget forskellige, men det skønnes, at et aktivt medlem, der jævnligt gennemfører kurser og modtager auditering, vil have udgifter i kirken, der svarer til 10 % af vedkommendes indtægt – altså en ’bidragsstørrelse’, som kendes fra andre trossamfund. Som ansat i kirken modtager man kun en beskeden/symbolsk løn fra kirken, men får til gengæld tilbudt kurser og auditering til særlige medarbejderpriser.
Religiøs/spirituel praksis
Indenfor Scientologi er der i de seneste årtier udviklet en omfattende ritualpraksis, som både tæller individuelle (auditering) og kollektive (søndagssamling, dåb, vielse og begravelse etc.) ritualer. Af de nævnte ritualer praktiserer man især de individuelle auditeringer. De øvrige ritualer afholdes kun sjældent i Scientologi Kirken Jylland og i Danmark i det hele taget. Den individuelle auditering anses for at være kirkens vigtigste religiøse aktivitet, da det er her, at den enkelte mest effektfuldt kan fjerne sit engrammateriale og derved bevæge sig op ad den nøje strukturerede ”Broen” til Fuldkommen Frihed og nærme sig tilstanden OT.
Som et praktisk redskab til at lokalisere engrammateriale, der indeholder hændelser fra alle thetanens inkarnationer, har Hubbard udviklet et e-meter (elektropsykometer). E-metret er et elektronisk apparat med to metaldåser, hvorigennem der sendes en svag strøm. Under en auditering sidder den auditerede (præclear eller PC) med disse dåser i hænderne, imens auditor udsiger visse kommandoer, ofte formuleret som spørgsmål. Viser det sig, at en given kommando resulterer i et udslag på e-metrets aflæsningsfelt, er det et tegn på, at den auditerede er stødt på engrammateriale. Herefter gentages den aktuelle kommando, indtil PC har besvaret spørgsmålet og e-meterudslaget er væk. Ser man på ”Broen”, der i visse grafiske fremstillinger er afbildet som en bro, der passeres, opnår man på et tidspunkt i auditeringsforløbet tilstanden clear, hvor man siges at have fjernet sine individuelle engrammer. Herefter foregår auditeringen på de øvre OTgrader for det meste som såkaldte solo-auditeringer. Da materialet, som bruges under auditering efter clear-stadiet, kun er forbeholdt de personer, der befinder sig på de pågældende trin, er det vanskeligt at sige noget om, hvilke ’opgaver’ OT-graderne arbejder med. Det forventes dog, at et af de områder, som berøres, er kollektivt engrammateriale, da det ifølge scientologiens verdenssyn er nødvendigt at arbejde for en kollektiv frelse, for at den enkelte thetan i sidste ende selv vil kunne blive frit opererende.
Eksterne relationer
Scientologi kan ikke siges at være direkte beslægtet med andre religiøse grupper, om end en vis beslægtethed har været pointeret i forhold til indisk religion, idet Hubbard i slutningen af 1960’erne bl.a. betegnede sig selv som den nye Maitreya (den genkommende hvide Buddha). Scientologi i Aarhus er dog for fire-fem år siden kommet med i et interreligiøst forum sammen med Scientologi i København. Scientologi har visse tiltag, der indbefatter alle mennesker, jævnfør den kollektive frelsestanke. Disse tiltag rummer bl.a. study-houses (som er et studie, der tilbyder hjælp til børn og voksne med studieproblemer fx i matematik eller dansk) og et narkonon-program, som i korte træk er et program, der hjælper narkomaner til afvænning. Disse tiltag ses som en mulighed for at forbedre verden, og Scientologi anser ikke tiltagene som specifikt scientologi-religiøse.
Forandringer
Scientologi er som beskrevet en meget ortodoks religion, hvorfor tingene sjældent forandrer sig. Hubbard har igennem en utallig række af bøger nedskrevet sine tanker, holdninger og mål, hvorfor der foreligger klare retningslinjer omkring alt. Der er således ikke sket forandringer i den religiøse teologi.
Dette til trods er der en væsentlig ændring i praksissen: søndagssamlingerne. Søndagssamlingerne blev indført i Aarhus i år 2000, hvorfor de var meget populære ved sidste undersøgelse. En søndagssamling bestod bl.a. af en prædiken, et tidligere optaget foredrag af Hubbard på DVD og gruppeauditering. Således forholder det sig dog ikke mere, og søndagssamlinger er nu et ”almindeligt” kursus eller et introduktionstilbud til nye potentielle scientologer.
Original kilde
Religion i Aarhus 2013 En kortlægning af religion og spiritualitet. Redigeret af Lars Ahlin, Jørn Borup, Marianne Qvortrup Fibiger, Brian Jacobsen og Marie Vejrup Nielsen 2. reviderede udgave. Center for Samtidsreligion, Aarhus Universitet, 2015.
Link: Religion i Aarhus 2013 (online PDF-fil) (hentet den 15. august 2017)
ISBN: 978-87-92829-45-0
NOTE: Artiklen er kopieret fra 2. reviderede udgave af "Religion i Aarhus 2013" (2015), som er udgivet af Center for Samtidsreligion på Aarhus Universitet. Kopieringen er foretaget med samtykke fra både forfatter og redaktører. |