Schack Preetzmann (1911-1992)
Schack Preetzmann (født den 6. september 1911 i Aarhus, død den 3. september 1992) var bager, bryggeriarbejder samt medlem af Aarhus Byråd fra den 1. april 1962 til den 31. marts 1974 for Socialistisk Folkeparti.
Han var søn af rorsbetjent Aage Valdemar Preetzmann og hustru Karen Madsine Larsen. Gift den 15. maj 1943 i Aarhus med Nanna Johanne Madsen (født den 18. september 1918 i Rude, Saksild sogn, Aarhus amt, død den 4. november 1954 i Aarhus), datter af tækkemand Frederik Madsen og hustru Anna Nielsine Vilhelmine Larsen.
Karriere
Efter at have gået på Nørrebrogades Skole kom Preetzmann i bagerlære og afsluttede sin uddannelse som bager 1929. Derefter prøvede han forskellige job; han arbejdede f.eks. som guldsmed i Paris hos broderen, fabrikant Chr. Preetzmann 1931-40 og i Aarhus som byvagt under besættelsen og senere som arrestbetjent. I 1952 blev han bryggeriarbejder ved Ceres Bryggerierne. Han fandt interesse for organisationsarbejdet og blev valgt til sekretær i Bryggeriarbejdernes Fagforenings Aarhusafdeling. Endvidere var han repræsentant i Boligforeningen Ringgården og medlem af bestyrelsen for foreningen Danmark-DDR. Da kommunisterne gled ud af byrådet i 1962, indvalgtes Preetzmann for Socialistisk Folkeparti, og han genvalgtes i 1966.
Medlem af eller byens repræsentant i ...
- Udvalget for kulturelle anliggender 1962-65 og 1966-1970
- Økonomiudvalget 1966-1970
- Repræsentantskabet for I/S Midtkraft 1966-
- Endvidere vurderingsmand for nordre kreds, 1. distrikt 1962-
- Udvalget for sociale institutioner m.m. 1970-1974
Litteratur og kilder
- Første version af artiklen er efter aftale overført fra web-opslagsværket "Borgere i byens råd", som Byrådssekretariatet tidligere publicerede på kommunens hjemmeside.
- Ole Degn og Vagn Dybdahl: "Borgere i byens råd - Medlemmer af Århus bys borgerrepræsentation og byråd, 1838-1968"; Udgivet af Århus byhistoriske Udvalg, Universitetsforlaget i Aarhus, 1968. Bestil materiale