Poul Martin Møllers Vej 1-95

Indlæser kort...

De ikoniske rækkehuse på Poul Martin Møllers Vej. Fotograf Ib Nicolajsen, 2019, Aarhus Stadsarkiv.

Dele af Poul Martin Møllers Vej 1-95 set mod vest.
Foto: Thomas Pedersen. 1969. Den Gamle Bys billedarkiv.

Poul Martin Møllers Vej 1-95 er en boligbebyggelse beliggende nær yderkanten af den indre ringgade. Rækkehusene er opført i årene 1925-1926 som fire længer strakt ud i en lige linje. Boligerne ligger på Poul Martin Møllers Vej, i området mellem Vestervang og Paludan-Müllers Vej.

Krise og bolignød i 1920’erne

Efter 1. Verdenskrig var Aarhus ramt af en bolignød, der i 1925 førte til byrådets beslutning, om at opføre de 96 boliger på Poul Martin Møllers Vej. I takt med store prisstigninger, var reallønnen faldet, og oven i det kom fra 1917 en kraftig stigning i arbejdsløsheden. Når man tilføjede et aftagende boligbyggeri, og kontinuerlig tilflytning til byerne fra landet, resulterede det alt sammen i stor bolignød.

Til flyttedag i april 1922 manglede over 2000 aarhusianere, fordelt på knap 400 familier, således en bolig. Det tal var faldet i 1925, men stadig var gode råd dyre for kommunen, der havde ansvar for at anvise boliger til de husvilde familier. Samme år måtte kommunen indkvartere over 400 familier rundt om i byen. Der var blevet fundet plads til dem på byens kaserner, og senere på året måtte man inddrage Ingerslev Boulevards Skole og Nørre Boulevards Skole.

Det var ikke en holdbar løsning. Det gik ud over børnenes undervisning der måtte flyttes, og Krigsministeriet rykkede for en rømning af deres ejendomme. Hertil kom, at byrådet var stærkt bekymret over forholdene i de kummerlige barakker, der var opført til de boligløse: Det var uværdige og moralsk fordærvende forhold at bo under!

Et hurtigt arbejdende byråd

Det var altså et byråd, der var hårdt presset for at finde løsninger for de nødstedte. Omkring 400 boliger var allerede under opførelse af kommunen, men det var ikke nok. Derfor var det også et punkt, der fyldte meget i byrådsforhandlingerne, de fleste var enige om at handle hurtigt. Efter to måneders diskussion kunne man 10. august træffe endelig afgørelse om at opføre rækkehusene på Poul Martin Møllers Vej.

At valget faldt på rækkehuse, der ikke var særlig udbredt i Danmark, skyldtes tidspresset. De var billige, fordi der i modsætning til barakkerne kunne optages lån i dem, og de ville kunne opføres hurtigt – blot to uger havde det mest optimistiske bud lydt i juni. Dermed ville de være klar til oktober flyttedag, hvor man forventede, over 200 familier ville have behov for at få henvist en bolig. To uger viste sig urealistisk, men 15. december kunne de første familier flytte ind, og i februar 1926 var byggeriet færdig.

Husene var tegnet i nyklassicistisk formsprog af Aarhus’ første stadsarkitekt Frederik Marius Rasmussen Draiby|Fredrik M. Draiby, der bl.a. også stod bag Badeanstalten Spanien og Den Permanente. I hvert dobbelthus var der plads til fire familier: to i stuen og to på første sal. Det var små lejligheder, men man forventede fra starten at slå lægge dem sammen, når bolignøden var blevet mindre.

Fælles toilet og én vandhane

Lejlighederne blev ikke lagt sammen, og stod – med undtagelse af nye vinduer og isolering i 1976 - stort set uændrede hen indtil 1984. Da var de kakkelovnsopvarmede boliger trods alt blevet for utidssvarende, med deres fælles bad og toilet i kælderen, og kun én vandhane, der oven i købet kun gav koldt vand.

Derfor udarbejdede kommunen en saneringsplan for boligerne, der i pressen gik under navnet ”kommunens dårlige samvittighed”. Udover nyt tag, fjernvarme og varmt vand skulle hver lejlighed have eget bad og toilet. Det blev for meget for beboerne. For det første var der huslejestigningen, der ville blive på over 650 kroner, og så var der inddragelsen af dyrebare kvadratmeter til badeværelse, i en lejlighed der i forvejen ikke var for stor. Resultatet blev et kompromis, hvor godt halvdelen af beboerne sagde nej til eget toilet/bad, og i stedet ønskede det placeret i kælderen. Til 21 mio. kr. blev det et af de hidtil dyreste saneringsprojekter i byen.

Efter afholdelse af licitation og godkendelse i boligministeriet indledtes i slutningen af 1985 arbejderne med sanering af de 96 lejligheder fra 1926. Lejlighederne blev nyindrettet med nye køkkener, nye badeværelser, varme- og ventilationsinstallationer, nyt indvendigt træværk og nyt tegltag. Ved årets udgang var de første 40 familier genindflyttet i de nyindrettede boliger.