Peter Anton Buchtrup
Peter Anton Buchtrup (født den 16. november 1845 i Dråby, Randers amt, død den 17. juli 1915 i Aarhus) var købmand.
Han var søn af gårdmand Christian Severin Buchtrup (1814-1898) og hustru Anne Lovise Nellemann. Blev i 1874 gift med Emma Elisabeth Petersen (1851-1919). De fik døtrene Anne Luise, Emma Elisabeth, Clara Alberta og Ingeborg Emilie samt sønnerne Poul Johan Buchtrup og Preben Arnold Buchtrup.
Peter Anton Buchtrup blev handelsuddannet i Ebeltoft og Grenå. Var handelsmedhjælper og kontorist, først hos hos C.B. Christensen i Skolegade i Aarhus, herefter hos konsul J.P. Sejersen i Aarhus. Den 18. september 1873 startede Buchtrup en lille urtekramshandel i Søndergade 46 i Aarhus. Den arbejdede han op til en stor landskendt forretning i kolonial- og delikatessevarer; den flyttede senere til Ryesgade 32.
Forretningen fik i 1913 tildelt prædikatet Kongelig Hofleverandør. Han blev ridder af Dannebrogsordenen.
Gennem årene havde han mange tillids- og bestyrelseshverv: i Aarhus Handelsforening, Højrevælgerforeningen, velgørenhedsforening, Dyrenes Beskyttelse samt i Aarhus Spare- og Laanekasse. Endvidere var han med i frimurerbevægelsen.
Efter hans død i 1915 blev forretningen videreført af enken og sønnen Poul Johan Buchtrup. Ved 50-års-jubilæet i 1923 var der i forretningen beskæftiget 16-17 mand.
I 1934 blev købmandsforretningen overtaget af købmand Anders Kristen Greve Rasmussen, der tidligere havde været direktør for Bagernes Rugbrødsfabrik i Horsens og haft Martin Malbergs købmandsvirksomhed samme sted.
I september 1973 fejrede forretningen 100-års jubilæum i Ryesgade - stadig under navnet P.A. Buchtrup Kolonial.
Litteratur og kilder
- Danmarks Ældste Forretninger. Kraks Legat 1950
- Lundskov.dk - slægtsdatabase Konger & Fyrster, Slægterne Buchtrup (læst maj 2018)
- Sejrs sedler. Aarhus Stadsarkiv
- Århus-Årbog. Århus Byhistoriske Udvalg. 1972-1992