Når sneen falder over Aarhus
Selv om det er langt fra hvert år, at det er hvid jul i Aarhus, så har aarhusianerne oplevet mange hvide julemåneder og juleaftener gennem tiderne. Det har både skabt mange glade ansigter på kælkebakken og sure miner i trafikken.
Hvid december
Gaderne og tagene i Aarhus har flere gange i løbet af 1900-tallet været dækket af sne enten juleaften eller på et andet tidspunkt i december. Temperaturen har også jævnligt ligget lavt i december gennem årene og medvirket til at give en vinterfølelse. Den koldeste december på landsplan var i 1981, hvor gennemsnitstemperaturen lå på minus 4°C. I Aarhusområdet blev der målt temperaturer ned til minus 20°C natten til d. 18. december dette år, og man mente allerede på daværende tidspunkt, at december 1981 ville blive historisk på grund af de kolde temperaturer. I dagene op til havde Aarhus fået en masse sne og på grund af temperaturen blev den liggende til efter jul. Sneen fik masser af børn til at tage ud og kælke i parkerne, men resulterede også i store trafikale problemer i perioden omkring jul.
Det er også sket, at Aarhus har oplevet at have hvid jul fire år i træk. I årene 1938-41 var der i juledagene flotte hvide vinterlandskaber. Særligt i 1938 var der masser af sne, hvor snevejret startede allerede et stykke tid før jul og gav anledning til trafikproblemer og kaos op til jul. I flere af vintrene under den tyske besættelse var der desuden lange perioder med kulde og sne. Snerydningen blev i disse år gjort særlig besværlig af, at motordrevne sneplove var forbudte på grund af benzinrationeringen.
Sne på skinner og gader
Juleaften 1923 var der en stor snestorm over store dele af Danmark, som også ramte Aarhus. Aarhus Stiftstidende rapporterede om store trafikale problemer for togene denne aften og den følgende julenat. Det gjaldt både tog til og fra Aarhus, og særligt vakte det opsigt, at man måtte sende en sneplov hele vejen fra Aarhus til Tvingstrup nord for Horsens juledagsmorgen for at befri et tog fra Fredericia. Det lykkedes at få toget fri med sneploven og det kørte til Tvingstrup station, hvorfra passagererne kunne komme med et tog tilbage til Horsens.
I midten af december 1969 blev mange veje i Aarhus og omegn lukkede på grund af et kraftigt snevejr, som varede mere end halvandet døgn. Falck blev nødt til at indkalde ekstra personale for at kunne hjælpe alle de bilister, som sad fast i trafikken. Sneen blev liggende og nogle få dage senere blæste det op. Snefygningen dækkede veje og skinner til igen og gjorde det besværligt for alle trafikanter, som ville rejse hjem til jul.
Juleaftensdag 1915 var der snestorm, som blev beskrevet som ”[d]et ublide Vejr” i Aarhus Stiftstidende få dage senere. Mange aarhusianske husmødre trodsede vejret og gik ud for at foretage sine sidste juleindkøb, og vejret påvirkede kun i mindre grad handelen denne dag. 'Ublid' dækkede dengang over lidt barskere forhold end det gør i dag, men alligevel må man beundre journalisterne og husmødrenes afslappede forhold til en snestorm, som kom i vejen for julen.
Rydning af sne til debat
Når sneen falder skal det hurtigst muligt fjernes fra gader og fortov igen, så det er muligt at komme frem. Sådan har det været i mange år, men det har været diskuteret, hvem der havde ansvaret for at rydde byens gader og stræder.
I 1800-tallet havde kommunen ansvaret for den såkaldte snekastning af de offentlige pladser og torve samt vejene udenfor byen. Grundejerne havde ansvaret for at rydde fortove og veje ved sine bygninger, men denne ordning forsøgte grundejerforeningerne i flere omgange at få ændret. Dette skete blandt andet i 1893, hvor Aarhus Grundejerforening skrev et andragende til byrådet. Deres argument for at overdrage ansvaret for rydningen af gaderne til kommunen lød således: ”At Sneen hurtig bliver ført bort, er jo en Foranstaltning til Gavn for alle Byens Indbyggere uden Forskjel, og det forekommer os derfor at være en Uretfærdighed, naar man paalægger en enkelt Klasse, Byens Grundejere, Arbejdet og Bekostningen med at udføre denne Foranstaltning.” Aarhus Grundejerforening mente, at kommunen skulle påtage sig ansvaret, ligesom det var normen i flere andre større købstæder. Byrådet svarede dog, at det ikke kunne lade sig gøre, da omkostningerne for kommunal snerydning ville være for stor. Samtidig mente de, at sneen hurtigere blev ryddet væk, hvis grundejerne havde ansvaret. Det ville skabe for mange problemer for kommunen at påtage sig ansvaret og udgifterne, så grundejerforeningens andragende blev afvist.
I december 1929 forsøgte grundejerne igen, denne gang med Frederiksbjerg Grundejerforening i spidsen. Det førte til en længere diskussion i byrådet, hvor det økonomiske aspekt igen var i centrum. Flertallet mente stadig, at snerydningen ville blive for dyr for kommunen, da det i regnskabsåret 1928-29 havde kostet 114.000 kr. at rydde bare de pladser og gader, som kommunen i forvejen havde ansvaret for. Et forslag på at lade udgiften for snerydningen blive betalt ved at lægge lidt oveni grundskylden blev afvist, og det samme blev grundejerforeningernes andragende. Efterhånden overtog kommunen ansvaret for en større del af snerydningen og i dag er det som bekendt kun fortovet og private veje, som grundejerne har ansvar for at rydde.
Arbejdere søges til snekastning
Kommunen brugte løst ansatte arbejdere til at udføre den kommunale snekastning. De blev hyret på timebasis og skulle selv medbringe redskaber til at udføre arbejdet. I 1909 var lønnen for at arbejde som snekaster 43 øre i timen. Til sammenligning fik en ufaglært arbejder i byerne 3,33 kr. for en dags arbejde i 1901. Byrådet udpegede et par af byens borgere til at være snefogeder og dermed holde øje med snekastningsarbejdet. Snefogederne fik et mindre vederlag mod at de sørgede for at ansatte folk til at udføre arbejdet, holdt øje med at det blev udført og udbetalte lønnen til de arbejdende.
Politiet havde overopsyn med både det kommunale og private snekastningsarbejde fra slutningen af 1800-tallet og frem. I 1930 valgte byrådet dog at samle al ansvar for den kommunale snekastning hos brolægningsvæsenet. Et af argumenterne for dette var netop, at brolægningsvæsenets arbejdere ofte ikke havde så meget at lave om vinteren, så det ville ære muligt at bruge den faste bemanding til snekastningsarbejdet. Fra 1930'erne og frem begyndte kommunen også at købe motoriserede snerydningsmaskiner, hvilket gradvist erstattede en stor del af den manuelle arbejdskraft.
Sneen blev ikke som i dag samlet i store bunker langs vejen eller stien, men kørt væk og oftest smidt i havet eller på udpegede pladser. Dette var et stort arbejde, som kommunen lejede de lokale vognmænd til at udføre. Der var ofte diskussion om prisen på dette arbejde, så kommunen valgte flere gange i starten af 1900-tallet at udlicitere arbejdet til den lavestbydende vognmand. I 1901 faldt valget på entreprenørerne Jens Nielsen og Jørgen Chr. Andersen, da de kunne tilbyde den laveste pris. Det lød på 85 øre per læs, forudsat at kommunen sørgede for assistance ved læsningen af sne. Ellers ville det koste 1 kr. per læs, hvilket var den samme pris, som de tidligere vognmænd forlangte.
Det var ikke helt ufarligt at arbejde med snekastning. I 1929 kom en arbejder til skade under den kommunale snekastning. Han fik 69 kr. i skadeserstatning fra kommunen, men da politiets overtilsyn ansøgte samme år om at arbejderen måtte få mere i erstatning, besluttede byrådet sig for at holde det ved de 69 kr.
Litteratur og Kilder
- http://www.dmi.dk/nyheder/arkiv/nyheder-2011/12/saadan-er-vinteren-nu-med-naesten-for-mange-tal/
- Folket århundrede – demokrati og velfærd. Arbejdermuseets skoletjeneste, 2001.
- Aarhus Byråds forhandlinger 1867-1930.
- Aarhus Stiftstidende 27.12.1915, 27.12.1923, 17.12.1969, 18.12.1969, 23.12.1969, 18.12.1981, 24.12.1981, 27.12.1981