Marie Louise Wille

Indlæser kort...

Marie Louise Wille (født den 18. februar 1970 i Roskilde) er skuespiller.

Hun er datter af lektor Niels Erik Wille og børnehaveklasselærer Susanne Biilmann.

Marie Louise Wille spillede teater med frie grupper i Stockholm, var medstifter af TEATER GROB og lavede ungdoms-tv for TV2, inden hun tog sin skuespilleruddannelse fra Statens Teaterskole (1998-2002). Herefter var hun en del af Aalborg Teaters ensemble i perioden 2002-05 og medvirkede siden i diverse film-, teater- og tv-produktioner, bl.a. som Nora i 'Et Dukkehjem' på Betty Nansen Teatret, Mille i tv-serien 'Sommer' samt i Peter Gantzlers film 'Dreng'. Marie Louise Wille modtog i 2005 en Reumert for Årets Kvindelige Birolle ('Frk. Julie' på Kaleidoskop). Hun har også modtaget Reumerts Rejselegat for bl.a. Mille (tv-serien 'Sommer'), Prinsegemalens legat for roller på tv og teatret samt Niels Wenkens Legat.

Marie Louise Wille var tilknyttet Aarhus Teater fra 2011-15, hvor hun bl.a. spillede med i forestillingerne 'Other Desert Cities', Christian Lollikes 'Det normale liv' samt 'All my dreams come true'. Wille medvirkede desuden i Tjekhovs 'Kirsebærhaven', og i foråret 2013 havde hun stor succes i 'Farlige Forbindelser'.