Ludvig Nathansen (1858-1907)

Fra AarhusWiki
Ludvig Nathansen, Alfred Cohn og Gerda Krum i Røverne, 1901-02

Ludvig Nathansen (født i 1858, død i 1907) var en dansk skuespiller, der bl.a. optrådte på Aarhus Teater.

Ludvig Nathansen debuterede som skuespiller på Folketeatret i København i 1877. Han spillede mange roller på både Folketeatret og Casino og havde dertil en god sangstemme, som gjorde ham egnet i syngestykker og operetter.

Da Benjamin Pedersen ansatte Nathansen i 1901, fik Aarhus Teater derfor en alsidig kunstner, som kunne fylde mange roller i det brede repertoire.

Ludvig Nathansen fandt sammen med den 20 år yngre skuespillerinde Gerda Krum (1878-1953), der også var kommet til Aarhus efter at have startet sin karriere i København. Da Gerda i 1905 tog tilbage til hovedstaden, hvor hun var blevet engageret på Casino teatret, fulgte Nathansen snart efter, og de to blev gift. Gerda Krum fik rollen som Hanna Glawari i Den glade Enke, og Nathansen fik en mindre rolle i samme stykke. Han havde imidlertid svært ved at klare jalousien over hustruens samspil med bl.a. den mandlige hovedrolleindehaver, Holger Reenberg, og en aften efter forestillingen skød han hende og derefter sig selv. Gerda Krum blev kun såret og overlevede, men Ludvig Nathansen døde af skuddet.