Lars Larsen (1813-1889)

Fra AarhusWiki
Indlæser kort...
Katedralskolen (Skolegyde 1) fra øst. De to herrer i forgrunden er hhv. katedralskolens rektor Hans Henrik Blache og Lars Larsen, der præsenterer sin nybygning for rektoren. Ifølge kunstneren blev Lars Larsen kaldet "Lars Agurk". Malet af Hans Frederik Meyer Visby, cirka 1856, Aarhus Stadsarkiv.

Lars Larsen var skomagermester og medlem af Aarhus Borgerrepræsentation i perioden 8. januar 1852 til 6. januar 1853.

Født 21. november 1813 i Ødum Sogn nær Spørring, død 27. august 1889 i Aarhus.

Søn af skomagermester Lars Larsen (ca. 1773-) og Bodil (Bolette) Sørensen (ca. 1774-1842).

Gift 2. december 1842 i Aarhus Domkirke med Ane Caroline Dorthea Kirstine Liisberg (1823-efter 1890), oftest bare kaldet Caroline, datter af drejermester Jens Liisberg (1788-1855) og hustru Ane Margrethe Rasmussen.

Karriere

Lars Larsen var skomager i Aarhus, hvor først virkede som svend hos sin far, der var skomagermester. Af folketællingen 1834 kan man se, at de boede og arbejdede sammen i Skolegyde 8 sammen med Lars Larsens mor og søster, en skomagersvend ud over ham selv og to skomagerlærlinge.

Efter et par års ophold i København og forfærdigelse af mesterstykke dér, tog Lars Larsen den 15. maj 1839 borgerskab som skomagermester i Aarhus. Det første stykke tid boede han ved smedemester Hans Peter Birck i Skolegade 37, men inden 1845 havde han overtaget sit barndomshjem i Skolegyde 8. Han var desuden blevet gift med den 10 år yngre Caroline Liisberg, og de havde fået deres første barn, Jens Lauritz Larsen. Sammen skulle de ende med at få i alt ni børn. Lars Larsens virksomhed synes at have været af middelstørrelse med to skomagersvende og en skomagerdreng i 1845, men svandt ind over de næste årtier.

Efter Lars Larsens død tilskødede hans enke Skolegyde 8 til værtshusholder R.N. Sørensen for 7.000 kr. i 1890.

Byrådet

Larsens virke i borgerrepræsentationen blev kun af ét års varighed; fra begyndelsen af 1852 til udgangen af samme år. Herudover synes hans deltagelse i byens liv at have indskrænket sig til udøvelsen af hvervet som retsvidne gennem en lang årrække.

Litteratur og kilder