Kultur-Gyngen
Foreningen Kulturgyngen er en socialøkonomisk virksomhed i Aarhus midtby. Kulturgyngen blev stiftet i 1987 og er dermed en gammel kending i Aarhus. I 1987 skiftede Fronthuset i Mejlgade 53 navn til Kultur-Gyngen, og under lederen Poul Nørgaard blev der lagt en plan for, hvordan stedet kunne blive et kraftcenter for musik, teater og socialt arbejde. Kultur-Gyngen blev senere bedre kendt kun som "Gyngen".
Indtil 2019 var udgangspunktet Mejlgade, men siden er kulturgyngen flyttet ind i FO-Byen på Frederiksgade 78C og Vester Allé 8. Kulturgyngen er det overordnede navn for foreningen, hvorunder der drives forskellige tiltag.
Kulturgyngens primære aktivitet er at tilbyde vejlednings- og opkvalificeringsforløb for ledige kontanthjælpsmodtagere gennem en samarbejdsaftale med Aarhus kommune, men Kulturgyngen driver også blandt andet Café Nicolai i FO-Byen og Gyngens scene, der primært afvikler sine events i Maritza-salen, men også nyder godt af de mange forskellige muligheder, som FO-Byen tilbyder.