Kristian F. Møller
Kristian F. Møller er en boghandel i Aarhus beliggende på Store Torv 5.
Butikken blev grundlagt af Daniel Bang i 1888. Den var beliggende i Vestergade 7. I 1890 flyttede butikken til sin nuværende placering på Store Torv 5 ved siden af Løveapoteket. I 1893 overtog Willy Chr. Nielsen Juel butikken, der fik navnet Chr. Juels Boghandel. I 1903 overtog Carl Lind butikken, som han drev i to år under navnet Carl Linds Boghandel.
I 1905 overtog Kristian Frederik Møller butikken og den får sit nuværende navn. Butikken specialiserede sig, ud over bøger og andre papirvarer, i kunst, og fik efter en ombygning i 1913 plads til en speciel kunstsalon, hvor der blev udstillet malerier og franske raderinger for publikum. I 1922 fik butikken ret til at kalde sig Kongelig Hofleverandør.
Efter Kristian Frederik Møllers død i 1942 videreførtes butikken af dennes hustru Johanne Møller i samarbejde med børnene Jens Peter Møller og Anna Hou Møller. Jens Peter Møller overtog butikken efter morens død i 1969, og fra 1973 drev han den sammen med sin søn Jesper Møller, der senere overtog forretningen i 1982 efter farens død. I 1997 startede fjerde generation i butikken, i form af datteren Marianne Møller, som blev medindehaver i 2004 og gradvist overtog det fulde ansvar.