Jens Chr. Hyldahl (1911-2003)

Fra AarhusWiki
J. C. Hyldahl

Jens Chr. Hyldahl (født den 21. august 1911 i Thy, død den 23. december 2003 i Aarhus) var en aarhusiansk storkøbmand, som drev en række forretninger i Aarhus. Hyldahl havde i mere end 40 år forretning på Store Torv 7. Forretningen omfattede både børne-, herre- og damekonfektion, og Hyldahl var kendt som en af branchens mest succesrige manufakturhandlere med kunder over hele landet. Hans forretning på Store Torv 7 lukkede først i 1996, hvor Hyldahl som 85-årig stadig selv arbejdede som butikkens indehaver. Hyldahl var i en årrække medlem af Risskov Kirkes menighedsråd og sad ligeledes i hovedbestyrelsen for Jydsk Børneforsorg.

Manufakturhandel

Hyldahls forretning på Store Torv 7

Udgangspunktet for J.C. Hyldahl var den trikotageforretning, han startede op i beskedne lokaler i Immervad 5 i 1944 midt under den tyske besættelse. I 1952 flyttede forretningen til betydelig større lokaler på Store Torv 7. Her kom Hyldahl i selskab med hofleverandør som boghandler, Kristian F. Møller, guldsmed Hingelberg og blomsterhandler Abel. I 1952 åbnede J.C. Hyldahl i kraft af sin succes som købmand forretning på Silkeborgvej i Åbyhøj.

Engrosfirma

Hyldahls fabrik på Sindalsvej

J.C. Hyldahl overtog i 1952 et lille tysk agentur i Vesterport, som senere udviklede sig til et stort engrosfirma. Til denne virksomhed byggedes ny fabrik på Sindalsvej i 1973, hvor der blev solgt knapper, bånd, spænder, lynlåse, tråd og andet til konfektionsbranchen. Denne virksomhed blev i 1980 overdraget til sønnen Thorkild Hyldahl samt J.C. Hyldahls nevø, som siden drev virksomheden sammen. Engrosfirmaet har i dag stadig lokaler på Sindalsvej med kontor i Hong Kong, Kina, Bangladesh og Polen. Den primære fabrik er i dag placeret i Wenzhou, Kina.


I 1973 købte J.C. Hyldahl kjolelageret, Store Torv 6 1. sal og drev i en årrække virksomhed på denne adresse. Kjolelageret blev senere sammenlagt med forretningen på Store Torv 7. I forbindelse med at Stjerne Magasinet ophørte i 1978, overtog Hyldahl forretningens kontosystem. Hyldahl åbnede desuden forretning i Ikast; denne blev dog senere solgt fra.

Litteratur og Kilder

Artikler fra Aarhus Stiftstidende 7. aug. 1969, 9. nov. 1975, 14. dec. 1977, 20. aug. 1981, 20. aug. 1986 og 16. juni 1996.