Jens Blendstrup
Jens Blendstrup (født den 8. august 1968 i Aarhus) er en dansk forfatter, der er kendt for sine humoristiske romaner og noveller.
Jens Blendstrup er født i Aarhus og opvokset i Risskov. Han fik sin studentereksamen fra Aarhus Katedralskole og blev senere uddannet cand.mag. i litteratur og historie fra Odense Universitet. Han debuterede i 1994 som forfatter med novellesamlingen, Mennesker i en mistbænk. Det store gennembrud kom ti år senere med den selvbiografiske roman, Gud taler ud, der omhandler faderen og psykologen Uffe Blendstrup.
Foruden romaner og noveller har Blendstrup udgivet rejsebøger (fra Berlin og Venedig) og fotobøger i samarbejde med fotografen Lars Gundersen samt skrevet flere børnebøger. Blendstrup er også musikalsk aktiv i Frodegruppen 40, hvor hans rablende tekstoplæsning tilsættes musik. I 1997 var han med til at stifte digterkollektivet og tidsskriftet "Øverste Kirurgiske".
Blendstrup har fra tiden på Aarhus Katedralskole været venner med kritikeren Lars Bukdahl, som han også har været oplæsningsmakker med siden 1993, hvor de blandt andet har optrådt med showet ”Litterær Hypnose”.
Romanen Gud taler ud har over to omgange været sat op som teaterstykke på Husets Teater i København og har været fremført på Teater Svalegangen i Aarhus med Mads Wille i hovedrollen. Romanen blevet filmatiseret i 2017.
Villavejsvidnet fra Risskov
Barndommen på Blåmunkevej i Risskov fylder godt til i Blendstrups forfatterskab, selvom han reelt flyttede fra forstaden efter gymnasietiden. Med Blendstrups egne ord, er han nærmest besat af det pæne parcelhuskvarter og kan betegnes som et ”villavejsvidne”.
I romanen Gud taler ud fra 2004 optræder faderen Uffe Blendstrup som den patriarkalske Gud i forstadsfamilien, og de nærliggende omgivelser skaber rammerne for en skør og delvist selvbiografisk fortælling fra Blendstrups tidlige år. Risskov er også scenen for novellesamlingen Luskefisefortællinger fra 2014. Her er det de unge kammerater med navne som Neger Thomas, Klunke og Mumi, der er omdrejningspunktet i fortællingerne fra barndommen i 1970’erne.
Blendstrup har desuden bidraget med forordet til bogen Risskov – nærvær og fremsyn.
Litteratur og kilder
- Jens Blendstrup, Forfatterweb
- Jens Blendstrup, Litterratursiden.dk
- Morten Jac og Anders Bach: Risskov – nærvær & fremsyn, Aarhus 2010. Bestil materiale
- ”Risskov er mit kerneland” af Peter Nørskov, i Århus Stiftstidende d. 13 februar 2014
- "Ruben Genz filmatiserer Gud taler ud" af Lars Fiil-Jensen, d. 25. august, Det Danske Filminstitur