Foreningen af næringsdrivende og grundejere på Banegårdspladsen og Ryesgade
Foreningen af næringsdrivende og grundejere på Banegårdspladsen og Ryesgade - senere Strøgforeningen Ryesgade. Foreningen blev startet i 1922.
Arbejdet med at anlægge en ny banegård, som blev indledt i 1922, medførte store opfyldningsarbejder, og Ryesgade var stærkt hæmmet af det store projekt. For eksempel lod gennemkørsel sig ikke gøre på grund af det store anlægsarbejde. Arbejdet gik naturligvis stærkt ud over forretningslivet i de tilstødende gader. Samtidig stod en del lokaler ledig i kvarteret, og næringsdrivende og grundejere besluttede sig derfor for at etablere et samarbejde over for myndighederne bl.a. for at få åbnet op for kørende trafik. Man fik en arkitekt til at udarbejde et forslag til genetablering af kørselsforholdene, men kommunen afviste forslaget. Nu stod man tilbage med regning for arkitekthonoraret, og denne hændelse blev startskuddet til foreningen.
Sadelmager Dambmann, bogtrykker P. Busch, faktor Westphall og isenkræmmer Clausen indkaldte kvarterets handlende og grundejere til et møde, hvorefter man ved frivllige bidrag fik betalt arkitekten. Man oprettede en efterfølgende en forening, men der var hverken love, forhandlingsprotokol eller kontigent. Efter nogle få år vedtoges et kontingent på 6 kr. på isenkræmmer Clausen forslag.
Omkring 1926 opsatte samtlige grundejere flagstænger, og det blev startskuddet til den velkendte flagallé, som prydede Ryesgade gennem mange år. Også juleudsmykning blev en fast del af foreningens virksomhed. Foreningen talte ved deres 40 års jubilæum i 1962 omkring 100 medlemmer.
Fremtrædende bestyrelsesmedlemmer fra 1922-1962
Første formand: sadelmager Dambmann
Andre bestyrelsesmedlemmer: faktor Westphael fra Amtstidende, bogtrykker P. Busch, skotøjshandler Wolther, cigarhandler Mogensen, skomagermester Jensen, fabrikant Emil A. Petersen, cigarhandler Ransby og isenkræmmer Clausen.
Foreningen af næringsdrivende og grundejere på Banegårdspladsen og Ryesgade. Senere Strøgforeningen Ryesgade. I forbindelse med omlægningen af strøget omkring 2001 smeltes de to strøgforeninger Ryesgade og Søndergade sammen til Gadeforeningen Strøget, og strøgforeningen Ryesgade ophørte med at eksistere.
Litteratur & kilder
Søg billeder og kilder på AarhusArkivet
|