Fattighjælp i Aarhus

Fra AarhusWiki
Legatbolig i Rosensgade 4-10 omkring år 1900.

Fattighaver

I februar 1881 søgte arbejdsmand Christian Bach Fattigudvalget under Aarhus Byråd om brugsret til en af fattighaverne ved siden af rebslagerbanen, over for Vennelyst. Han begrunder sin ansøgning med at han mangler fast arbejde, og desuden både har tid og lyst til at beskæftige sig med havearbejdet. Hans ansøgning er attesteret af to forskellige tidligere arbejdsgivere, der begge bekræfter, at de kender ham som en arbejdsom og ædruelig mand. Christian Bach har på ansøgningstidspunktet boet i Aarhus i 11 år og været gift i fem, men nævner ingen børn han skal forsørge.

Inspiration fra hertugdømmerne

Aarhus Kommune havde på dette tidspunkt fattighaver forskellige steder i udkanten af byen. Efter inspiration fra hertugdømmerne havde den enevældige konge i 1826 skabt mulighed for oprettelsen af fattighaver i købstæderne. I cirkulæret om fattighavernes oprettelse hed det, at hensigten med haverne er at ”give gifte trengende Haandværkere eller andre uformuende Familiefedre Leilighed til selv i deres Fritimer, og i serdeleshed ved deres Koners og Børns hjælp at vinde Bidrag til deres Underhold”. Fattighaverne skulle altså gøre det muligt for fattige, men værdigt trængende familiefædre at forsørge deres familie.

Hvis man var værdigt trængende kunne man få hjælp af de filantropiske foreninger og den private velgørenhed i stedet for at gå til den offentlige fattighjælp. Hvis man kom på offentlig fattighjælp, mistede man en række borgerlige rettigheder. Efter Junigrundloven i 1849 mistede en mand sin stemmeret, hvis han modtog offentlig fattighjælp. Men fattighaverne blev ikke regnet for offentlig fattighjælp, selvom de var anlagt på byens jord og bestyret af byrådets fattigkommission. Og de var en særdeles velkommen hjælp til en gruppe af fattige, der ofte havde svært ved at få hjælp af den private velgørenhed. Den private fattighjælp hjalp gerne enker, børn og gamle, men de fattige familiefædre havde færre steder at gå hen.

Rift om fattighaverne

I 1829 var der fattighaver i Aarhus til 36 familier. Da Christian Bach søgte om en fattighave i 1881, var der noget mere pres på denne type fattighjælp, og antallet af haver blev udvidet kraftigt i perioden. Samtidig blev havearealerne flyttet i takt med, at byen voksede, så de til stadighed lå i udkanten af byen. I perioden mellem 1879-1888 blev der fx anlagt fattighaver på den gamle galgebakke (ved det nuværende Steno Museum) på et areal på 12.000 kvadratalen. Også andre steder i byen blev jord udlagt som fattighaver. I modsætning til andre byer var fattighaverne en succes i Aarhus, og ved århundredeskiftet var der stadig stor søgning og kø til at få adgang til en fattighave.

Fattighaverne var til værdigt trængende

Ansøgerne argumenterede som Christian Bach altid med deres tilhørsforhold til byen. Den enkelte by var kun forpligtet til at forsørge sine egne fattige. Man skulle bo tre år et sted for at optjene ret til fattighjælp. Også den private velgørenhed var ofte rettet mod byens egne fattige. Så det var vigtigt at bevis for, at man hørte til.

Da fattighaverne blev uddelt til de værdigt trængende ligesom den private velgørenhed, var det også vigtigt at argumentere for, at man var værdigt trængende. Det betød, at man havde arbejde eller havde haft indtil sin alderdom, og dermed gjort hvad man kunne for at forsørge sin familie. Man måtte heller ikke have modtaget offentlig fattighjælp tidligere. Men det krævede også, at man var en flink, arbejdsom og ædruelig mand, hvilket ansøgerne ofte vedlagde attest fra præst eller arbejdsgiver på, at de var. Og så var fattighaverne som hjælpemiddel rettet mod familiefædre, så ansøgerne fremhævede ofte deres forsørgeransvar ved at nævne børn.

Dyrkningen af fattighaverne var overvåget af Fattigkommissionen og ved overtagelsen af en fattighave skrev brugeren under på et regulativ, hvoraf betingelserne for brug fremgik. I regulativerne for haverne blev det tydeligt, at haverne kun måtte anvendes til at dyrke grøntsager, kun til eget forbrug og kun ved egen hjælp. Haverne måtte ikke pløjes eller harves, og de måtte kun dyrkes med spade, hakke og rive. Der måtte ikke dyrkes korn, men kun havevækster. Og brugeren måtte ikke dyrke jorden ved fremmed hjælp, men kun ved egen kraft, bistået af kone, børn og tyende. Hegn og deslige skulle vedligeholdes. Hvis nogen af forpligtelserne forbundet med haven blev misligholdt, mistede brugeren retten til haven.

Legatboliger

Mens fattighaverne var rettet mod de fattige familiefædre, administrerede byens fattigkommission også en anden type fattighjælp, der var rettet mod en anden gruppe af borgere, nemlig legatboligerne. Det var ofte enker, gerne med børn, og gamle, der boede i legatboligerne. Legatboligerne var huse ejet, vedligeholdt og administreret af byrådet, det vil i praksis sige fattigkommissionen, men som fattighaverne blev de ikke regnet for offentlig fattighjælp. Det vil sige, at man kunne bo i legatboligerne uden at miste de rettigheder, man mistede hvis man modtog offentlig fattighjælp. Og man kunne stadig modtage hjælp fra den private velgørenhed, der ikke ville hjælp dem, der fik offentlig støtte.

Fattigkommissionen i Aarhus rådede over legatboliger forskellige steder i byen. Byrådet diskuterer i flere omgange vedligeholdelse og sanitære forhold ved enkeboligerne i bl.a. Klostergade, Graven og Rosensgade.

Det særlige ved den fattighjælp, som både fattighaverne og legatboligerne udgjorde, var den gråzone mellem offentlig og privat hjælp, som de befandt sig i. Begge hjælpeformer blev finansieret og administreret af byrådet gennem fattigkommissionen, men havde ikke den almindelige offentlige fattighjælps konsekvenser i form af tabte rettigheder.

Fattiggården

Det havde det til gengæld hvis du kom på Fattiggården, der blev bygget i 1871. Et alternativ til fattiggården var at modtage fattighjælp i form af brænde, mad eller huslejehjælp uden for fattiggården, men stadig med det tab af rettigheder, der knyttede sig til den offentlige fattighjælp.

Kilder og litteratur

  • Første version af artiklen er skrevet af Nina Koefoed, lektor i historie, Aarhus Universitet