Erik Wendelboe (1934-1998)
Erik Wendelboe (født 24. oktober 1934, død 12. juni 1998) var skoleinspektør på Jellebakkeskolen fra begyndelsen af 1970'erne til sin pensionering ved udgangen af 1995.
Wendelboe blev uddannet fra Aarhus Seminarium i 1960, hvorefter han fik arbejde som kommunelærer i Vejlby-Risskov Kommune. Allerede fra begyndelsen af sin lærergerning var han stærkt optaget af folkeskolens udvikling. Han blev i 1966 valg som fælleslærerrådsformand i Vejlby-Risskov Kommune, og efter kommunalreformen i 1970 blev han valgt ind i styrelsen for Aarhus Kommunes fælleslærerråd.
Skoleinspektør på Jellebakkeskolen
Erik Wendelboe blev i den den tidligste planlægningsfase af den kommende skole i Vejlby Nord udnævnt til skolens inspektør.
Hans visioner for den gode skole blev tænkt ind i byggeriet. Skolen blev indviet i 1976 og kom til at bestå af fem små 'landsbyer' med hver sit særpræg, men med fælles faciliteter, brede gange, fællesrum og store klasselokaler samt en auditorie- og laboratoriedel.
Mest banebrydende var nok skolens pædagogiske linje. Jellebakkeskolen blev hurtigt en landskendt forsøgsskole ledet efter alternative pædagogiske principper og forsøg. Skolen var blandt de første i landet til at undervise efter et fleksibelt skoleskema, og skoletimen kunne derfor variere fra 20 til 120 minutter efter behov.
Erik Wendelboe arbejdede på at give børnene de bedste rammer for at lære, og for at det kunne lykkes, måtte systemet tilpasse sig de lokale og den enkeltes behov - ikke omvendt.
Samarbejdet med forældre og lokalsamfundet stod centralt for Erik Wendelboe. Sammen med en gruppe af områdets forældre etableredes hurtigt en juniorklub i kælderlokalerne på skolen, og senere i begyndelsen af 1980'erne etableredes et værested for områdets utilpassede unge - den såkaldte seniorklub 'Endestationen'. Her var Erik Wendelboe formand i en længere periode.
Karakteristisk for Erik Wendelboe blev initiativerne sat i søen, og så tog han eventuelle diskussioner med myndighederne senere.
Kulturcenteret ved Jellebakkeskolen
Med Erik Wendelboe som initiativtager påbegyndte Jellebakkenskolen i 1988 et forsøgsprojekt, som skulle åbne skolen op mod det lokale samfund. Skolens lokaler skulle i eftermiddags- og aftentimerne omdannes til et forsamlingshus. Projektet var støttet af Folkeskolens Udviklingsråd og Aarhus Kommune og var et resultat af en folketingsbeslutning om at udvikle folkeskolerne til lokale kulturcentre.
I de første år var der afsat lærerressourcer til, at skolen indgik aktivt i forsøget, hvor der både var åbne værksteder og forskellige undervisningsaktiviteter.
Da det offentlige tilskud udløb i 1992, kørte projektet videre i Foreningen Kulturcentret Jellebakkeskolen.
Erik Wendelboe på AarhusArkivet
Søg billeder og kilder på AarhusArkivet
|
Litteratur og kilder
- Han udformede en skole efter moderne principper, Mindord for Erik Wendelboe, i Århus Stiftstidende 17. juni 1998
- Gunnar Rasmussen, Mindeord over Erik Wendelboe, i Folkeskolen nr. 26/27, 1998
- Om Foreningen Kulturcenter Jellebakkeskolen se EllevangforAlle