Endless Connection
Endless Connection er et kunstværk og springvand beliggende på Herman Sallings Plads nær den historiske havnefront i Aarhus. Kunstværket er en del af Urban Mediaspace Aarhus, og er skabt af kunstneren Jeppe Hein på baggrund af en donation fra Salling Fondene på 20 millioner kroner. Endless Connection blev indviet og igangsat i maj 2017.
Endless Connection er et stort og utraditionelt springvand med skiftende mønstre, som er inspireret af stjernehimlen over Aarhus. På jorden er der tre store cirkler, der overlapper hinanden, og LED-lys af fem stjernetegn samt Nordstjernen indgår også i værket.
Der er tale om en slags vandpavillon med over to meter høje mure af vandstråler, som springer op af dyser i jorden. Vandmurene stiger og falder og danner derved forskellige rum, som man kan bevæge sig rundt i. Værkets maksimale størrelse er 16,2 meter x 14,4 meter med 2,3 meter høje vægge af vand.
Fra april 2022 kørte springvandet 'Endless Connection' ikke på fuld kraft. Det viste sig at den omkringliggende asfalt blev slået i stykker af strålerne fra springvandet. Derfor lavede kommunen en midlertidig løsning, så strålerne kun blev sendt op i den halve højde fremfor den oprindelige to meter. Det gjorde, at vandstrålerne kun landede på de tilhørende riste og ikke på asfalten. Det var dog ikke nemt at finde en permanent løsning på problemet. Hos kommunens Teknik og Miljø-afdeling overvejedes to løsninger. Enten skulle asfaltbelægningen udskiftes ud med en helt ny og stærkere belægning, der kunne holde til vandet. Ellers skulle der laves en løsning med en helt anden form for belægning.
Endless Connection på AarhusArkivet
Søg billeder og kilder på AarhusArkivet
|
Litteratur og kilder
- Niras. Byens nye springvand er et hit. 05-09-2017. https://www.niras.dk/projekter/teknisk-raadgiver-paa-vandkunsten-endless-connection/
- Salling Fondene. Springvandet Endless Connection, Aarhus. https://www.sallingfondene.dk/donationer/springvandet-endless-connection-aarhus
- TV2 Østjylland. Springvand slides op af vand - nu kommer kommune med garanti. 03-03-2023. https://www.tv2ostjylland.dk/aarhus/springvand-slides-op-af-vand-nu-kommer-kommune-med-garanti