Ellehammervej
Ellehammervej er en vej, som ligger i Kongsvang, Viby. Vejen er en sidevej mod øst fra Christian X’s Vej. Navnegruppe af berømte opfindere i Kongsvang i Viby.
Oprindelig navngivet Holbergsvej i begyndelsen af 1920’erne, men i 1940 ændret til Ellehammervej efter den danske opfinder og flyvepioner Jacob Christian Hansen Ellehammer (1871-1946). Han var født i Bakkebølle ved Vordingborg og blev uddannet som urmager. Han udtog ca. 300 patenter, der viser en uhyre alsidig opfinder. Han beskæftigede sig med ølautomater, petroleumskarburatorer, stjerneformede flymotorer, brandsprøjter og ildslukkere. Han er dog mest kendt for den første flyvning i Europa, der fandt sted den 12. september 1906 på øen Lindholm nord for Lolland. I en halv meters højde holdt han flyet svævende over 42 meter.
Ellehammervej på AarhusArkivet
Søg billeder og kilder på AarhusArkivet
|
Kilder og Litteratur
- Leif Dehnits: ”Aarhusianske gadenavne – historien bag navnet på gader og veje i Aarhus Kommune”, udgivet ved Aarhus Byhistoriske Fond, Aarhus Stadsarkiv, Turbine Forlaget og forfatteret, 2018