De hvide busser
De hvide busser var en transportorganisation, der i de sidste måneder af 2. verdenskrig bragte primært skandinaviske fanger væk fra tyske koncentrationslejre til Sverige.
Forhandlinger med Heinrich Himmler
Under besættelsen blev omkring 6.000 danskere sendt i kz-lejre. I december 1944 havde Udenrigsministeriet fået lov til at hente syge politibetjente hjem fra kz-lejren Buchenwald. Det blev begyndelsen på den hjælpeaktion, som bedst er kendt under navnene ”Bernadotte-aktionen” eller ”De hvide busser”.
I månederne op til befrielsen blev den svenske greve og diplomat Folke Bernadottes storstilede redningsaktion sat i værk, og de tusindvis af skandinaver, som var blevet deporteret, blev reddet ud af Tyskland. Bernadotte fungerede som leder for aktionen, og han forhandlede med Heinrich Himmler om tilladelse til at føre de skandinaviske fanger til Sverige. En stor del af planlægningen og den praktiske gennemførelse blev dog udført af danskere. For at undgå at blive beskudt af de britiske luftvåben, der nu kontrollerede det tyske luftrum, blev busserne malet hvide, forsynet med Røde Kors-mærker og Dannebrog.
Stor betydning
Redningsaktionen var af umådelig betydning for fangerne, og gav det ellers neutrale Sverige stor goodwill blandt de allierede. Stort set alle danske og norske fanger blev hentet af de hvide busser. Aktionen, som ikke var ufarlig for de involverede, forkortede fangernes ophold i kz-lejrene, og samtidig blev de skånet for de dødsmarcher, tyskerne tvang mange kz-fanger ud på i krigens sidste dage.
15. april 1945 blev de 423 danske jøder, som var indespærret i Theresienstadt i Tjekkiet, i sidste øjeblik hentet af svenske busser og sendt til to karantænelejre, Tysösand og Strangnæs, i Sverige. 20. april 1945 samledes et stort antal biler, busser, ambulancer og motorcykler nær den danske grænse til Tyskland til en afsluttende kæmpeindsats, hvor omkring 10.000 ikke skandinaviske kvinder og børn overført.
Fangerne blev sat i karantænelejre i Sverige og først efter befrielsen kunne fangerne transporteres hjem til Danmark.
En hvid bus til Aarhus
Blandt andet den senere fotograf for Demokraten og Århus Stiftstidende, Børge Venge, blev bragt tilbage til Danmark med De hvide busser. I forbindelse med krigens ophør kom en af busserne til Aarhus. Det var modstandsbevægelsen, som erhvervede bussen. Bussen, der stadigt havde sin hvide farve med det røde kors, blev i Aarhus brugt til at fragte værnemagerne i.
Kilder
- Demokraten 6. marts 1955