Christian Vest Hertel (1748-1817)
Christian Vest Hertel var præst i Aarhus.
Født 1. maj 1748 i Vestermarie på Bornholm, død 8. juli 1817 i Aarhus.
Søn af cand.teol. og degn Samuel Hertell (1705-1765) og Margrethe Elisabeth Sode (1718-1788).
Gift 15. oktober 1784 i Aarhus med Mette Kirstine Riise (1756-1838), datter af sognepræst Jacob Riise (ca. 1719–1775) og Gjertrud Marie Fischer (1729–1797).
Christian Vest Hertel blev student i Aarhus i 1769, og i 1784 blev han færdiguddannet præst ved Frederiks Hospital i København. I 1789 blev sognepræst til Ørslev og Solbjerg, og i 1798 blev han den første residerende kapellan ved Aarhus Domkirke. Fra 1811 skiftede han dette erhverv ud til gengæld for at blive præst i Øster Tørslev nord for Randers.
I 1798 købte Hertel Mejlgade 35, hvor der lå en gård med herskabsbolig med en stor have. Her dyrkede Hertel over 40 frugttræer samt hybenabrikoser, nøddebuske og bede med asparges. I sit hjem samlede han et anseligt bibliotek med over 5000 bøger, der var indbundet i kostbare bind, men som han stadig gerne lånte ud af. Han havde desuden en stor samling kobberstik fra kendte kunstnere, hvoraf mange hang i glas og ramme og pyntede på væggene.
Hertel var selv forfatter og skrev adskillige tidskriftsartikler om kirkelige spørgsmål, bondestandens oplysning, bondeplageri, brændevinsbrænding m.m. Han skrev også flere historiske værker, hvoraf det største var "Forsøg til en antiqvariskhistorisk Beskrivelse over Aarhuus Dom- og Cathedralkirke, 1809–10."
I 1812 stiftede Hertel et legat på 1300 rdl. til fordel for Aarhus Katedralskole og Aarhus Bys fattigvæsen.
Christian Vest Hertel på AarhusArkivet
Søg billeder og kilder på AarhusArkivet
|
Litteratur og kilder
- lex.dk om Christian Vest Hertel, https://biografiskleksikon.lex.dk/Christian_Vest_Hertel
- Preben Rasmussens udklipssamling på AarhusArkivet.dk, Mejlgade 35, https://www.aarhusarkivet.dk/records/000297768