Århus Zendo

Fra AarhusWiki

Århus Zendo er en buddhistisk rinzai-zen-praktiserende gruppe med tilknytning til Egely Kloster på Bornholm. Zendo betyder ”meditationssted” på japansk og er et synonym for gruppens praksissted. For at kunne kalde sig zendo skal der være tilknyttet en underviser i zen, som skal have haft et klosterophold på minimum 10 år, hvilket ikke er tilfældet i Århus Zendo. På trods af dette har gruppen valgt at kalde sig zendo, idet den er en underafdeling af Egely Kloster, hvor Denko John Mortensen (herefter DJM) fungerer som zendo-leder. Gruppen har planer om at have en ’underviser’-funktion i Aarhus, som skal have til opgave at videregive viden fra klostret. Indtil dette er sat i værk, kan nye interesserede kun få meditationsinstruktioner hos Aarhus-gruppen, mens en introduktion til selve zenfilosofien ville kræve et ophold på Egely Kloster.

Selv om de enkelte medlemmer i deres praksis godt kan have oplevelser, der kan beskrives som religiøse, betragter gruppens talsmand ikke Århus Zendo som en religion, da ingen guder er relevante. I stedet følger man mahayana-buddhismens ide om alle væsners iboende buddha-natur (den oplyste natur), der i meditation (zazen) kan erkendes med det formål at blive oplyst og fungere i harmoni.

Gruppens historie i lokalområdet

Århus Zendo blev grundlagt i 2007 af Thomas Hessellund og Elad Jair Chone. I starten praktiserede gruppen privat i det spirituelle kollektiv Soul Citystrøget. Zendoen blev startet kort tid efter etableringen af Egely Kloster på Bornholm. Thomas Hessellund var initiativtager til at opsøge DJM og etablerede i samarbejde med ham gruppen i Aarhus, der nu har fast mødested i Øsal Lings lokaler i Fredensgade. Gruppens medlemmer mødes desuden på Egely Kloster på Bornholm til periodiske sesshin (sesshin betyder ”åbent hjerte” og foregår ved en uges intens retræte i stilhed).

Organisation

Århus Zendo er organisatorisk en underafdeling af Egely Kloster, der fungerer som paraplyorganisation. DJM blev i tresserne oplært af Soen Nakagawa Roshi og senere hans efterfølger Eido Shimano Roshi, der begge tilhører rinzai-skolen. DJM blev ordineret som rinzai-zenbuddhistisk munk i Dai Bosatsu Zendo i 1980. Efter 22 års træning modtog han dharma transmission fra Eido Roshi i 2002, hvorefter han blev zenmester. I 2011 blev Cüneyt Pala på en generalforsamling for Egely Kloster indstillet på opfordring fra DJM til at være den organisatoriske leder for Århus Zendo. Grundet sin position som bestyrelsesmedlem og organisatorisk leder fungerer Cüneyt Pala som bindeled mellem Egely Kloster og Århus Zendo. Sin autoritet som organisatorisk leder og talsmand er givet via sit engagement i gruppen. Andre funktioner varetages af andre af gruppens medlemmer. Til meditationsaftenerne er der således en vært, som har til opgave at møde et kvarter før meditationen, låse op og gøre rummet klar. Derudover er der en ”klokker”, der giver meditationsinstruktioner og ringer med en lille metalklokke, når meditationen starter og slutter. Værtsfunktionen varetages på skift af tre-fire af medlemmerne. Der er dog ingen formelle aftaler omkring fordelingen af disse opgaver, som man melder sig frivilligt til at stå for. Der er en form for hierarki, idet helt nye medlemmer ikke kan stå for disse funktioner, som kræver en vis form for kendskab til meditationen, som først kan opnås, når man har besøgt Egely Kloster et par gange. Én gang om måneden afkortes zazen til 45 minutter, hvorefter der holdes et møde for alle, der ønsker at være med til at træffe beslutninger om forhold, der vedrører gruppen.

Medlemmer

Medlemmerne af Århus Zendo betegnes som sangha-medlemmer (sangha betyder et buddhistisk praksisfællesskab). Der findes ingen officiel opdeling af medlemskategorierne, og medlemmer registreres ikke. Dog skelner man internt i gruppen mellem løst tilknyttede, mere fast tilknyttede og elever af DJM. De løst tilknyttede medlemmer kommer til meditationen og arrangementer en gang imellem, mens de mere fast tilknyttede medlemmer kommer hver gang, uden nødvendigvis at have fordybet sig ved at være med til et tre- eller syvdages ophold på Egely Kloster. For at blive elev af DJM skal man spørge og blive accepteret af ham som elev. Arrangementer som ”zazen” (stillesiddende meditation) er åbne for alle, mens ”doku-zan” (et interview med mesteren, hvor man taler med ham i 3-15 minutter) kun gives til officielle elever af DJM. Her kommer man fx med svar på sine koans (en slags religiøs gåde, som den enkelte skal løse) og får respons.

Kernegruppen består af syv-otte personer, som alle er elever af DJM, men ikke nødvendigvis er buddhister. Siden etableringen er der kommet tre nye faste medlemmer. Der kommer op til tre nye hver måned, som dukker op et par gange og ”smager” på det. Nogle kommer ikke igen, og nogle kommer igen efter et par måneder. Der stilles ingen forhåndskrav til medlemmerne, hvis man som ”løs tilhænger” blot ønsker at deltage i meditationsaftenerne, der giver mulighed for, at man kan undersøge, hvilken type buddhisme der passer til en. Ønsker man at komme videre i sin praksis, kræver dette, at man deltager i et introduktionsforedrag eller tilbringer en weekend på Egely Kloster med DJM. Medlemmerne fra Århus Zendo kommer hovedsageligt fra Jylland, men der er dog enkelte personer, der kører fra Odense. Alderskoncentrationen ligger omkring 35-45 år, og de fleste er mænd. Alle medlemmer er etniske danskere med undtagelse af en islænding og Chüneyt Pala, som har tyrkisk baggrund.

På Egely Kloster har DJM oversat nogle tekster til dansk, såsom Lotus-sutraen, mens andre forbliver japanske. I Århus Zendo bruges således både danske og japanske tekster til recitationer.

Økonomiske forhold

Århus Zendo er omfattet af selskabslovens skattefritagelse, men er ikke et godkendt trossamfund. Århus Zendo modtager støtte fra hovedorganisationen Egely Kloster, ved at alle indtægter fra onsdagsmeditationen sendes til Egely Kloster, som betaler huslejen til Øsal Ling. Der har siden klostrets oprettelse været åbenhed omkring økonomien, og klostrets budget er offentligt tilgængeligt på klostrets hjemmeside.

Deltagelse i den ugentlige meditation koster 20 kr. og 50 kr. for dem, der deltager for første gang. Arbejdet i zendoen er udelukkende på frivillig basis, hvor gruppens medlemmer fordeler opgaverne imellem sig. Man betaler ikke et decideret kontingent for at være medlem af gruppen, men som elev af DJM forventes det, at man fast støtter klostret økonomisk med 1-2 % af sin indkomst hver måned eller i form af et fast gavebrev, som kan fratrækkes i skat.

Religiøs/spirituel praksis

Det øverste rum bruger Århus Zendo til religiøs praksis. Det er indrettet efter zentraditionen, hvor lokalerne er hvide og minimalistisk indrettet. På alteret er der en Shakyamuni Buddha-statue, skåle med vand, røgelse og en blomst samt et enkelt ceremonilys. Gruppens centrale praksis er meditation, der også kaldes zazen. Formålet med denne er at sidde og mærke rummet og derved med åbne øjne, vågent og skarpt at undersøge, hvordan ”virkeligheden” er. Zazen benyttes til ugentlig fællesmeditation, til årlige sammenkomster samt i privat regi under supervision af DJM.

Ved den faste fællesmeditation onsdag aften møder nøglebæreren et kvarter før og giver førstegangsdeltagere instruktioner omkring de formelle ting. Når man ankommer, hilser man med hænderne foldet og et buk til ”zendoen”; i denne sammenhæng er det rummet, hvori meditationen foregår. Med højre hånd foldet om venstre hånds tommelfinger går man hen til sin plads, hvor man gentager den førnævnte hilsen, først til alteret og siden til den, der sidder overfor. Meditationshynder og puder er arrangeret i to rækker overfor hinanden med to meditationspuder på hver måtte. Der er ingen formelle pladser. To klap med små firkantede træstave, der slås imod hinanden, efterfulgt af fire ring med en klokke sætter meditationen i gang. Herefter mediterer man halvanden time i stræk. Man sidder i hel, halv eller kvart lotusstilling eller med benene samlet mod gulvet foran sig. Når meditationen er færdig, klappes der igen med de to træstave, og man laver en afsluttende hilsen, før deltagerne strækker sig og rejser sig. Efter meditationen drikker gruppen en kop te, hvor der er plads til at snakke med de andre deltagere.

Udover de ugentlige møder har gruppen spirituelle sammenkomster omkring Buddhas fødselsdag i april og Buddhas oplysningsdag i december. I forbindelse hermed afholdes der ottedages sesshins, hvor gruppens medlemmer sidder natten til den ottende dag med henblik på at opnå den samme oplysning som Buddha. Disse to sesshins anses som de vigtigste sammenkomster i løbet af året, hvor også alteret tages i brug.

For DJM’s elever gælder det, at disse får en individuel praksis af ham, som skal udføres under meditationen. Dette er de såkaldte koans, hvor man skal forsøge at få hjernen til at opgive at finde svar, fordi det ikke er via denne, man finder svar. Zen går ud på at komme udenom hjernen for at se klart, og formålet med koans er at stoppe tænkning. Man mediterer individuelt, og det er individuelt, hvor meget medlemmerne skal meditere ved siden af den ugentlige fællesmeditation samt læse buddhistiske tekster. Den primære kilde til den spirituelle praksis er DJM, og eftersom han har skiftet buddhistisk retning, er praksissen præget af en blanding af zen generelt og ”dzogchen”(den tibetanske hjertevej). Uanset om det gælder privat eller fælles praksis i Århus Zendo eller på Egely-klostret, er det et ideal, at medlemmerne forsøger at tage meditationen og erfaringerne derfra med ud i det daglige liv.

Forandringer

I maj 2011 blev DJM elev af den tibetanske lama H.E. Kilung Jigme for specifikt at studere dzogchen og derigennem udvide sin indsigt. Dette har haft betydning for Århus Zendo, idet DJM som lærer for gruppen nu formidler en blanding af zenbuddhisme og dzogchen videre til Århus Zendo. DJM’s form for buddhisme kaldes også for ”Egely-buddhisme”. Denne nye praksis er blevet implementeret hos Århus Zendo, hvor de faste rammer omkring meditationen er blevet afskaffet, så det nu er op til den enkelte at bevæge sig og gå rundt under meditationen. Århus Zendo-gruppens talsmand mener, at DJM’s nye tilgang er bedre tilpasset danskere og vesterlændinge ved at udelade den militære zentræning.

Eksterne relationer

Gruppen har ikke nogen relation eller tilknytning til andre trossamfund. De har dog kontakt med de andre buddhistiske grupper Øsal Ling og Rangjung Yeshe, da disse grupper også benytter lokaler i Fredensgade.

Litteratur og kilder

  • Religion i Aarhus 2013 En kortlægning af religion og spiritualitet. Redigeret af Lars Ahlin, Jørn Borup, Marianne Qvortrup Fibiger, Brian Jacobsen og Marie Vejrup Nielsen 2. reviderede udgave. Center for Samtidsreligion, Aarhus Universitet, 2015. Link: Religion i Aarhus 2013 (online PDF-fil) (hentet den 15. august 2017)


NOTE: Artiklen er kopieret fra 2. reviderede udgave af "Religion i Aarhus 2013" (2015), som er udgivet af Center for Samtidsreligion på Aarhus Universitet. Kopieringen er foretaget med samtykke fra både forfatter og redaktører.