Vestergade 1

Fra AarhusWiki
Vestergade 1
Vestergade1.jpg
Vestergade 1 set fra Lille Torv, 2023. Foto: Dann Bjarke Jensen, AarhusWiki.

Indlæser kort...
Vestergade 1

Detaljeret information
Adresse
Adresse Vestergade 1 Matrikel nr. 392, Aarhus Bygrunde
Bygning
Type Etageejendom Opført 1540 Bygherre F.A. Appelt (forhusfacade i 1842)
Bevaringsværdi
SAVE værdi: 1[1]
(skala fra 1-9)

Vestergade 1, beliggende ved Lille Torv i Aarhus, er en fredet bygning med stor bevaringsværdi.

Fredningen gælder både forhuset mod Vestergade og to bagvedliggende, sammenbyggede sidehuse og et baghus. Disse bygninger danner sammen med en mur til nabogrunden mod vest et smalt, brolagt gårdrum.

Historie

Urmager Theils butik, dateret 1890~1899. Foto: AarhusArkivet.

Stedet har været bebygget siden mindst 1500-tallet og har gennem tiden fungeret som bolig, butik og lager. I 1842 opførtes forhusets grundmurede facade af ejeren, købmand F.A. Appelt. Året efter blev det lavere sidehus med muret forside opført, og i 1981 blev forhusets facade mod Vestergade istandsat.

Den ældste beskrivelse af gården stammer fra et skøde fra 1728, hvor den nævnes som "fag Huus til Adelgaden" (Vestergade) fra Byens Smøge. Ved den første brandtaksation i 1761 beskrives den lille gård med syv fag forhus og tolv fag sidelænge. Sidehuset blev sandsynligvis nedbrudt og genopført på nuværende placering mellem 1728 og 1761.

I perioden omkring 1890 til cirka 1920 havde urmager Ludvig Theil sin forretning i Vestergade 1. I mange år før istandsættelsen i 1981 lå den kendte tobaksforretning "Million" lige til venstre for porten. Bygningen har gennem årene gennemgået forskellige ændringer og istandsættelser, herunder en brand i 1842 og den nævnte istandsættelse i 1981, hvor den smukt blev ført tilbage til sit gamle udseende[2].

Arkitektur

Sidehuset (tv.) og baghuset danner et smukt gårdmiljø. 2015. Foto: Ib Nicolajsen.

Forhuset er to etager højt med en grundmur mod gaden og bindingsværk mod gården. Bygningens facade er pudset og malet i lys rosa, og taget er rødt tegl med en muret skorstenspibe. Forhuset er i dag indrettet med to butikslokaler i stueetagen og en lejlighed på første sal.

Sidehusene og baghuset er også opført i bindingsværk, rødmalet med gule tavl og røde, teglhængte tage. Alle bygninger har nyere hvidmalede døre og vinduer. Indretningen bærer præg af mange nyere elementer, herunder forskellige gulvtyper, døre og gennembrudte vægge. Bygningerne anvendes både til erhverv og bolig, med butikslokaler i forhuset og det nordre sidehus og lagerplads i det søndre sidehus og baghuset.

Bevaringsværdi

Bygningen har en betydelig miljømæssig værdi på grund af dens beliggenhed i Aarhus' ældste bydel, hvor den udgør en del af et tidligt bevaret bymiljø. Kulturhistorisk er værdien knyttet til bindingsværket, som er udført efter datidens byggeskik, og den arkitektoniske værdi ligger i samspillet mellem bygningens dele og deres indbyrdes placering omkring det brolagte gårdrum, hvilket skaber et stemningsfuldt og historisk bymiljø[3].

Vestergade 1 på AarhusArkivet

Vestergade 1

Litteratur og kilder

  • Viggo J. von Holstein Rathlou, Aarhus - Historisk-Topografisk beskrivelse med biografier, 1920
  • Kommuneatlas Aarhus, 1997-2012
  • Slots- og Kulturstyrelsen, Trap Danmark

Henvisninger