Bederværket
Bederværket er et vandværk i byen Beder, beliggende på adressen Skoleparken 3. Bederværket blev opført i 2019 efter tegninger af Cubo Arkitekter med Per Aarsleff som totalentreprenør. Værket er udformet som to sammenbyggede, teglbeklædte længehuse, der skal give associationer til vikingetiden.
Værket ligger lige op ad byparken i Beder i et åbent område, så det er muligt for offentligheden at kigge ind ad de store ruder og se, hvordan drikkevandet produceres. Rundt om anlægget er der anlagt stier og beplantning for at gøre stedet til et attraktivt sted at opholde sig.
Bederværket afløste et vandværk, som havde 50 år på bagen, og som ikke længere levede op til de krav, der stilledes til et moderne vandværk. Det nye vandværk blev udstyret med den nyeste teknologi inden for vandproduktion. Selve vandbehandlingsanlægget blev opført som et lukket anlæg uden åbne vandoverflader, og anlæggets mange filterbeholdere og de tre rentvandsbeholdere i rustfrit stål blev stringent placeret i hver sin halvdel af proceshallen. Den samlede regning for opførelsen af Bederværket endte på 67 mio. kr.
Bederværket og Østerbyværket i Tranbjerg dækker tilsammen vandforsyningen i det sydlige Aarhus for Aarhus Vand.
Bederværket på AarhusArkivet
Søg billeder og kilder på AarhusArkivet
|