Christopher Heinrich Nicolaus Reddelin (1759-1833)
Christopher Heinrich Nicolaus Reddelin - nogle gange stavet Reddelien - var apoteker og indehaver af Løveapoteket i Store Torv 5 samt medstifter af Aarhus' første deciderede teaterklub, Det forenede dramatiske Selskab.
Født 11. juli 1759 i Rostock, død 21. august 1833 i Aarhus.
Gift den 29. maj 1799 med Maren Reddelin f. Holbech, datter af købmand Rasmus Holbech. Sammen fik de mindst syv børn, hvoraf de fleste hjalp til på apoteket, bl.a. sønnen Knud Reddelin, der overtog det efter forældrene. Fem af de syv børn var døtre og heraf blev den næstældste, Amalie Louise Reddelin (1803-1859), gift med toldkontrollør Johan Michael Meldahl Bull (1803-1879), og den tredjeældste, Charlotte Mariane Reddelin, blev gift med proprietær på Tousgaard i Brabrand Carl Frederik Engberg.
Christopher Heinrich Nicolaus Reddelin blev uddannet apoteker i 1792 hvor han fik karakteren haud illaudabilis efter den karakterskala, som man dengang brugte. Den havde fem karaktertrin, og haud illaudabilis, der betød "ikke urosværdig", lå lige i midten.
Den 15. september 1797 købte han Løveapoteket i Store Torv 5 for 12.000 Rbd. af den forhenværende ejer, Christian Peter Kold.
Den 5. januar 1800 var Reddelin med til at stifte Det forenede dramatiske Selskab og indrettede straks den første egentlige teatersal i Aarhus på 1. etage i sin ejendom, det vil sige over apoteket, der lå i stuen. Etagen havde indtil da været indrettet som en større lejlighed, som rådmand Hans Peter Ingerslev (1762-1830) havde beboet kort forinden.
Teatret over løveapoteket fik aldrig et officielt navn, men kaldtes nogle gange Det Dramatiske Selskabs Teater og ifølge mundtlige overleveringer også for Apotekerens Loft.
Christopher Heinrich Nicolaus drev Løveapoteket frem til sin død i 1833. Herefter arvede hans kone, Maren Reddelin, det, men det var sønnen Knud Reddelien, der drev det videre.
Litteratur og kilder
- Carl A. Jordening og Victor L. Seehusen: "Farmaceutisk Stat 1770-1879 - indeholdende Fortegnelse over de i dette Tidsrum examinerede farmaceutiske Kandidater...", indscannet af Slægtsforskernes Bibliotek, https://slaegtsbibliotek.dk/927225.pdf
- wikipedia om karakterer, https://da.wikipedia.org/wiki/Karakter_(bed%C3%B8mmelse)
- Dansk Demografisk Database, Folketællinger, Simpel søgning, Aarhus Amt, søgeord: "Reddelin" og "Reddelien", https://www.ddd.dda.dk/soeg_person_enkel.asp
- Arkivalieronline, Kirkebøger, Aarhus Amt, Aarhus Domsogn, Enesteministerialbog (1685-1813), https://www.sa.dk/ao-soegesider/da/billedviser?epid=17128476#173224,29109959
- Sejrs sedler, 1787, https://www.aarhusarkivet.dk/records/000036468
- Sejrs sedler, 1800, https://www.aarhusarkivet.dk/records/000123162
- Sejrs sedler, 1826-01-07, https://www.aarhusarkivet.dk/records/000012488
- Sejrs sedler, 1873-11-05, https://www.aarhusarkivet.dk/records/000020439
- Sejrs sedler, 1874, https://www.aarhusarkivet.dk/records/000012507
- Sejrs sedler, 1885-03-14, https://www.aarhusarkivet.dk/records/000020443
- Sejrs sedler, 1933-05-29, https://www.aarhusarkivet.dk/records/000073472
- Sejrs sedler, 1950, https://www.aarhusarkivet.dk/records/000012482