Buste af Hendrik Pontoppidan (1814-1901) opstillet den sydvestlige ende af Skanseparken med front mod Hendrik Pontoppidans Gade.

Busten er udført i bronze og er placeret på en sokkel af granit med inskriptionen:


Fædrelandsvennen

Generalkonsul HENDRIK PONTOPPIDAN

1814-1901


Ved granitsoklen står en statue af en genius (skytsånd), der også er udført i bronze.

Monumentet er skabt af billedhuggerne Vilhelm Bissen og Rasmus Andersen. Andersen er også kunstneren bag statuen af Enrico Mylius Dalgas, der i dag er opstillet ved Dalgas Avenue.

Bevillingen til opførelsen af et monument for Hendrik Pontoppidan blev givet ved et byrådsmøde 9. januar 1902.

I 1903 blev statuen afsløret ved den nedlagte Skt. Olufs Kirkegård. Prins Christian og prinsesse Alexandrine (senere Christian X og dronning Alexandrine) overværede afsløringen af statuen. I 1949 blev den gamle kirkegård omlagt og statuen blev flyttet til sin nuværende placering i Skanseparken.