Metode til bygningsbeskrivelser og bygningstypologier
Aarhus Stadsarkiv undersøger i en række pilot cases nye måder at værdisætte, beskrive og kategorisere historiske ejendomme. Formålet er at afprøve metoder, der fremhæver bygningernes kulturhistoriske værdi og tidsbundne karakteristika. Dertil anvendes to hovedgreber:
For det første en udvidet metode til at udfylde den kategori, ”Kulturhistorisk beskrivelse”, der findes i SAVE-systemet, med flg. emner: Baggrundshistorie; Tidligere bebyggelse på matriklen; Erhverv repræsenteret på matriklen gennem tiden; Bygningen og (lokal-)Aarhushistorien.
For det andet ”Bygningshistorisk kategori”. Bygningshistorisk kategori er inspireret af tre basale fænomenologiske kategorier: stedet, gaden og pladsen. Betragtningen bygger på en opfattelse af byen som en cirkulation, som begynder ved stedet.
- Stedet er defineret ved ikke at være en del af trafikstrømmen og cirkulationen, men et mere eller mindre permanent opholdssted: hjemmet, en butik, arbejdspladsen, en park.
- Gaden har karakter af en overgangszone, en korridor, der groft sagt transporterer individet fra et sted til et andet, og hvor man er underlagt de egentlige færdselsregler og de sociale koder. På gaden underlægger det enkelte menneske sig stedet og indgår i byen som kollektiv proces – ”først i gaden bliver man københavner.” Man kan ikke se, hvor de andre på gaden er på vej hen, og hvad målet for deres vandring er, og derfor tillægger Stjernfelt gaden den egenskab, at den afindividualiserer og anonymiserer individet.
- Bevægelsen fra stedet via gaden fører på et tidspunkt uvægerligt hen til pladsen. Pladsen udgøres konkret af det åbne byrum: torvet og vejkrydset. Her opløses gadens funktionalitet og ensrettethed. Pladsen symboliserer bylivets mangfoldighed, men også dens tvungne rammer. I det dybe historiske perspektiv er pladsen kapitalismens og offentlighedens kim.
Bygningshistorisk kategori
De beskrevne bygninger hører til forskellige bygningstypologier - eller bygningshistoriske kategorier. Bygningstypologierne kan placeres i alt fra den middelalderlige by til købstaden, den moderne by og velfærdsbyen.
| Kategorier | Beskrivelse |
|---|---|
| Private hjem | Private hjem dækker over boder, gårde, huse, etageejendomme og villaer.
Boderne var byens mindste boliger, som både kunne fremstå som et enkelthus eller som et rækkehus. Boderne lå ud mod gaden og var mellem to og fire fag, dvs. afstanden fra bindingsværksstolpe til bindingsværksstolpe. Bygningerne bestod som oftest af én etage, men i begyndelsen af 1800-tallet blev flere boder dog opført med to etager. Boderne var tiltænkt byens store underklasse, som blandt andet bestod af fattige, ufaglærte, arbejdsløse og enker, der kunne leje sig ind i de små ejendomme. De mindste boder havde et enkelt rum til bolig og et ildsted til køkken, mens de største havde en stue mod gaden og et køkken og kammer mod gården. De fleste af byens boder var ejet af velstående privatpersoner, mens enkelte tilhørte fattigvæsenet. I fattigvæsnets boder boede nogle af byens allerfattigste. Boderne lå spredt i hele byen og var ikke kun koncentreret i ét område. Gårdene kunne variere i både størrelse og funktion, men de var dog alle opbygget efter samme princip. Gårdene havde 1-2 etager og bestod alle af et forhus, der lå ud mod gaden, samt et eller flere sidehuse og et baghus. Bygningerne omkransede en lukket gårdsplads, hvor der var indkørsel gennem en port fra gaden, som gik gennem sidehuset. I gårdene kunne der bo købmænd, avlsmænd eller håndværkere, der havde brug for meget plads i deres produktion. Det kunne eksempelvis være vognmænd, smede, vævere eller skræddermestre. Særligt købmandsgårdene fik en stor betydning for handelslivet i byen. I middelalderen lå de store købmandsgårde centreret i byen omkring Immervad, i den østlige del af Vestergade og på Brobjerg. I 1700-tallet begyndte nye købmænd at tage konkurrencen op med de gamle og lod flere store købmandsgårde opføre ved byens udkanter, som på det tidspunkt var den vestlige del af Vestergade, Studsgade, Mejlgade og Brobjerg. Ved at placere gårdene i udkanten af byen, blev det nemmere for købmændene at handle med de bønder, der kom fra oplandet for at handle. I Købmandsgårdene var forhuset indrettet til beboelse og handel, mens sidehuse og baghuse kunne rumme både køkken, bryggers, bagerum, mælkerum og plads til produktion af forskellige varer. Husene var mellemstandens beskedne boliger. De bestod at et forhus, der lå ud mod gaden, men i modsætning til gårdene, havde de ingen port fra gaden og ind i en baggård. Husene kunne være gavlhuse, der lå med gavlen til gaden, eller langhuse, der lå med siden til gaden. Bygningerne havde oftest 1-2 etager og var mellem fire og seks fag lange. Her boede håndværkere, skippere og andre mindre erhvervsdrivende. Til husene kunne der høre større eller mindre jordstykker. Håndværkerne boede frem til 1800-tallet især i Rosensgade, Graven, Studsgade, Mejlgade, ved Åen, Bag Klosteret og Brobjerg, mens skippere og sømænd holdt til ved mindet, Mejlgade, Vestergade og ved Åen. Dette billede ændrede sig imidlertid med havnens udvikling og jernbanens fremkomst i løbet af 1800-tallet. Der blev nu opført flere etageejendomme, hvor håndværkere, sømænd og mindre erhvervsdrivende blandt andet kunne få bolig. Etageejendommene blev opført i takt med, at industrialiseringens behov for arbejdskraft fra midten af 1800-tallet resulterede i en stor befolkningstilvækst i byen. Boligforholdene i den gamle bykerne var blevet trange og ofte også sundhedsskadelige, og der opstod et stort behov for flere private boliger. Boligmanglen satte skub i en øget byggeaktivitet, og man begyndte at opføre boligkvarterer med ejendomme på op til fem etager med tilhørende bag-og sidehuse. Byens struktur ændrede sig imidlertid, og mange af de nye etageejendomme blev opført rundt om den gamle bykerne og ud over byens hidtidige bygrænse. Nogle etageejendomme husede borgere fra middelstanden, mens andre var mondæne og husede borgere fra overklassen. Tidligere blev bygninger opført i bindingsværk, men de nye etageejendomme var en del af den bølge af grundmurerede bygninger, der blev opført fra slutningen af 1700-tallet. Samtidig forekom generelt store forandringer i arkitekturen, og man begyndte at opføre bygninger efter klassicismens og historicismens byggestil. Villaerne var luksuriøse boliger, der var forbeholdt de privilegerede. De blev opført som et resultat af den byggeaktivitet og fortætning, der skete i byens i forbindelse med befolkningstilvæksten under industrialiseringen. Byen var blevet sammenklemt, mørk og indelukket, og hygiejneforholdende var forværret. Byens velstillede borgere søgte derfor i højere grad væk fra den gamle bykerne og mod landlige omgivelser med mere plads, lys, luft og et renere miljø. Det resulterede i, at man fra 1860’erne begyndte at opføre en lang række villaer, der blev placeret tæt ved den tidligere bygrænse. Flere villakvarterer dukkede op rundt omkring i byen i perioden frem til århundredeskiftet, og i takt med at byen voksede, opførte man villaer uden for den gamle bygrænse. Byen fremstår i dag af et sammensurium af forskellige bygninger. Det skyldes blandt andet, at ejendomme, der oprindeligt blev opført uden for byen, i dag befinder sig midt inde i den. |
| Erhvervsbygninger | Håndværks- og industrivirksomheder samt engroshandel.
Før industrialiseringen lå bolig og arbejdsplads for det meste på samme matrikel, men i takt med, at massefremstillingen skabte nye krav til produktion, blev private hjem i højere grad separeret fra håndværks-og fabriksarbejdet. De små industrier rykkede ud af bymidten, og der opstod større fabrikker og industriområder. |
| Butikker | De første detailforretninger kom frem i slutningen af 1700-tallet og steg for alvor i antal i løbet af 1800-tallet. De fandtes i begyndelsen side om side med købmandsgårdenes blandede kramboder, som tidligere havde domineret bybilledet. Derudover blev der solgt varer på de ugentlige torvedage, der oprindeligt blev holdt på Lille Torv og Immervad, men senere flyttede til Store Torv og Sankt Clemens Torv. Fra 1830’erne kom flere detail-og specialforretninger til, hvilket betød at kramboderne forsvandt. |
| Bystyret og retten | Der fandtes ikke mange offentlige, administrative bygninger og anlæg frem til 1600-tallet. Rådhuset var en af de vigtigste bygninger, som siden middelalderen lå lige foran den vestlige indgang af Domkirken. Her hørte byrådet, rådstueretten og byens administration til. |
| Skoler | |
| Huse til kommunikation og told | |
| Pavilloner og skyttehuse | |
| Logebygninger | |
| Missionshuse m.v | |
| Foreningsdomiciler og forsamlingsbygninger | |
| Sportsparker og –anlæg | |
| Biografer | |
| Folkeanlæg og parker | |
| Kirkegårde | |
| Kirker og synagoger | Efter reformationen fandtes frem til 1548 tre kirker i byen: Domkirken, også kaldet Sankt Clemens, Vor Frue Kirke og Sankt Olufs Kirke. I 1548 styrtede Sankt Olufs Kirke dog sammen og kun kirkegården blev bevaret. Flere sogne kom langsomt ind under Aarhus, og det betød også at flere kirkebygninger kom til. |
| Kulturinstitutioner | |
| Sygehuse | Det første sygehus i moderne forstand blev opført i Rosensgade i 1780’erne. Her kunne fattige blive behandlet og indlagt i modsætning til hospitalet i Vor Frue Kloster, der var blevet oprettet af Christian d. 3. i 1541. Hospitalets formål var udelukkende at give ophold og forsorg til byens fattigste, og der var ikke tale om egentlig behandling eller pleje af de syge fattige. Aarhus Kommune fik sit eget hospitalsvæsen ved opførelsen af sygehuset i Dynkarken i 1856. Det var i funktion indtil opførelsen af Aarhus Kommunehospital ved Randersvej i 1893. I 1987 blev Skejby Sygehus taget i brug, og i 2004 blev fem sygehuse slået sammen til ét hospital med navnet Aarhus Sygehus. Det drejede sig om Samsø Sygehus, Odder Sygehus, Marselisborg Hospital (1913), Aarhus Kommunehospital (1893), Aarhus Amtssygehus (1889). Den 1. april 2011 blev Aarhus universitetshospital, Skejby og Aarhus Universitetshospital og Aarhus Sygehus fusioneret til Aarhus Universitetshospital. |
| Militære institutioner | |
| Forsyningsværker og sprøjtehus | |
| Markedshaller og slagtehuse | |
| Finans- og forsikringsinstitutioner med egne bygninger | |
| Hoteller, gæstgiverier, restaurationer og pensionater | |
| Sociale og velgørende institutioner | |
| Tømmerpladser | |
| Havneplads |
Projekter, hvor metoden til bygningsbeskrivelser og bygningstypologierne er benyttet
Litteratur og kilder
- Gejl, Ib: Århus, byens historie -1720, bind 1. Århus byhistoriske Udvalg, 1996
- Gejl, Ib: Århus, byens historie 1720-1870, bind 2. Århus byhistoriske Udvalg, 1997
- Gejl, Ib: Århus, byens historie 1870-1945, bind 3. Århus byhistoriske Udvalg, 1998
- Jansen, Chr. R. 1977. ”Tilbage til naturen og i skjul bag ligusterhækken. Villaer og parcelhuse.” i Hus og Hjem i Århus 1890-1940, red. Vagn Dybdahl. Aarhus: Universitetsforlaget Aarhus.
- Jensen, J. T. & Jeppe Norskov. 2005. Købstadens metamorfose: Byudvikling og byplanlægning i Århus 1800-1920. Aarhus: Aarhus Universitetsforlag.
- Johansen, E. 1977. ”Storbyen vokser frem. Byens udvidelse og bebyggelse 1860-1940” i Hus og Hjem i Århus 1890-1940, red. Vagn Dybdahl. Aarhus: Universitetsforlaget Aarhus.
- Arne Høi og Morten Stenak: SAVE – kortlægning og registrering af bymiljøers og bygningers bevaringsværdi. Udg. af Kulturstyrelsen og Kulturministeriet, 2011
- Frederik Stjernfelt: ”Sted, gade, plads – en naiv teori om byen”, 1996, s. 18.
- Søren Bitsch Christensen og Mette Ladegaard Thøgersen: ”Bysystem og urbanisme ca. 1840-2000– historie og historiografi”, i Søren Bitsch Christensen (red.) Den moderne by, Danske Bystudier 3, Aarhus Universitetsforlag, 2006, s. 11-120.
