Søren Møller Dinesen (1788-1850)
Købmand, tidligere skibskaptajn Søren Møller Dinesen, medlem af Aarhus Borgerrepræsentation 26. september 1838 - 31. december 1839
Født 1788 i Fredericia, død 24. april 1850 i Aarhus. Forældre: Møller Dines Dinesen og hustru Voldborg Møller. Gift omkr. 14. februar 1822 i Aarhus med enkemadame Maren Elisabeth Raae, født Kaarsberg, døbt 10. april 1783 i Aarhus domsogn, død 6. december 1838 i Aarhus, datter af tobaksfabrikant Andreas Kaarsberg.
Karriere
Søren Møller Dinesen tog borgerskab i Aarhus 12. sepember 1814 som skipper, men 21. juli 1834 skiftede han borgerskab til købmand. I 1820'erne handlede han hovedsageligt med kløverfrø. Hans forretning, som lå i Mejlgade, havde varer som korn, tømmer, vin og brændevin, jernkram og urtekram. Ved sin død ejede han en jagt på 21½ kommercelæster, så søen slap han aldrig helt. Han var også den der stod for inddrivningen af restancer til Skipperfattigkassen.
Poster i Aarhus
- Havnekommissionen 1836-1844
- Markdirektionen 1838-1839
- Komiteen til at anvise regninger 1840-1843
- Skovkommissionen 1842-1844
Litteratur og Kilder
- Ole Degn og Vagn Dybdal (red.): Borgere i byens råd. Medlemmer af Århus bys borgerrepræsentation og byråd 1838-1968. Universitetsforlaget i Aarhus 1968.
- Første version af artiklen er efter aftale overført fra web-opslagsværket "Borgere i byens råd", som Byrådssekretariatet tidligere publicerede på kommunens hjemmeside.