Knud Jensen Ormslev (1792-1852)

Fra AarhusWiki

Vognmand og avlsmand Knud Jensen Ormslev (også kaldet Knud Wormslev[1]) var født i Ormslev d. 1792 som søn af bonde og gårdbeboer Jens Sørensen og hustru Ane Sørensdatter i Ormslev.

Han blev d. 22. november 1833 gift med tjenestepige Kirsten[2] Sørensdatter, født 1799 som datter af Søren Sørensen og Ane Steffensdatter i Ormslev. Den 27. januar 1841 fødte Kirsten parrets søn, den senere købmand og fabrikant Jens Sørensen Ormslev.

Familien boede i Middelgade nr. 91a (Mejlgade). I 1837, efter nedrivningen af det oprindelige sprøjtehus ved Domkirken, hvor den nye Nationalbank skulle opføres, placeredes den ene af byens syv brandsprøjter (Litr. D) i Knud Ormslevs baghus. Dette baghus vendte ud mod Havgyden og nøglen skulle i tilfælde af brand hentes hos skomageren overfor[3].

Det antages at Knud Ormslev i kraft af sit erhverv som vognmand og hans boligs placering var medlem af "Mejlgades sprøjte no. 12" og af Købmændenes Ligbærerlav, men der mangler stadig konkrete kilder[rediger venligst og noter kilde].

Kirsten og Knud Ormslev dør

Kirsten Sørensdatter døde af et slagtilfælde (apopleksi) i 1848 og Knud Ormslev var enkemand i få år, indtil han selv døde i 1852. Sønnen Jens Ormslev var da kun 12 år og han blev derefter plejesøn hos købmand Jens Jensenius Gjeding i Mejlgade 59.

Skifteretten opgjorde i september 1852[4] ejendommen på Middelgade 91a som bestående bestaaende af:

  • Et to-etagers forhus i 5 fag med tilbygning på to fag i to etager, samt et sidehus indrettet til beboelse for to familier
  • Et én-etages sidehus på 11½ fag indrettet til beboelse for fire familier
  • Et én-etages sidehus på 7 fag til "Port og Fourage"
  • Et én-etages baghus på 6 fag indrettet til stald

Desuden gårdsplads med fælles brønd.

Kilder og referencer

  1. Knud Jensen Ormslev og familien er i flere kilder i 1837, 1841 og folketællingen 1845 noteret med efternavnet Wormslev, en anden navneform/dialekt for Ormslev, som alligevel finder vej til kilderne.
  2. I nogle kilder også opført som Kirstine eller Kjerstine
  3. Se mere om flytning af sprøjtehuset og Købmændenes Ligbærerlavs Vognhus på Torben Astrups hjemmeside her
  4. Aarhus Stiftstidende d. 17. september 1852