Beboerhuse i Aarhus

Fra AarhusWiki

Beboerhuse i Aarhus

Beboernes Hus

Adresse:

Sølystgade 30

8000 Aarhus C


Beboernes Hus er forsamlingshus for Øgadekvarteret og blev officielt indviet i 1977 i dét, der tidligere fungerede som rugbrødsfabrik.

Den gamle fabriksbygning kom til at huse dels et beboerhus og dels Beboernes Børnehave. Førstnævnte bestod af henholdsvis en festsal, et køkken, skrivestue, bibliotek, café, badeværelse og mødelokaler.

Beboerhuset har fra sin indvielse dannet ramme om en række sociale tiltag, hvorfor cirka 800 – 1000 personer ugentligt har anvendt huset. Aktiviteterne tæller: Bankospil, efterfødselsgymnastik, kurser, foredrag, legestue, sang, Tai Chi, afspænding og teatersport med videre.


Elsted–Lystrup Beboerhus

Adresse:

Elstedvej 156

8520 Lystrup


Den gamle skole i Elsted danner rammen om Elsted-Lystrup Beboerhus. Beboerhuset har dannet ramme om en forskellige aktiviteter, eksempelvis folkedans, banko, frimærkesamlere, musik, teater og gymnastik, hvilket har haft betydning for det lokale foreningsliv, idet unge som gamle er kommet i huset og har taget ejerskab derpå.

Frederiksbjerg Beboerhus

Frederiksbjerg Beboerhus er indviet i 1977 i én af fløjene på den gamle Sct. Annagades Skole. Huset er en rødstensbygning, der har dannet rammen om sociale aktiviteter og har været samlingspunkt for lokalområdet for cirka 1200 – 1500 mennesker ugentligt i alle aldersgrupper.

Ét af initiativerne i huset er Café Anna, et spisested der har haft åbent mandag til torsdag.

Huset har desuden huset en række sociale funktioner, idet det har været hjemsted for henholdsvis Børnetelefonen, juridisk rødgivning (gratis), ”Skiftesporet” – en forening for førtidspensionister samt Anonyme Alkoholikere og Anonyme Narkomaner.

Endvidere har både Frederiksbjerg Miljøgruppe og ”Rejsekammeraten” lånt lokaler i huset.

Sidstnævnte formidlede rejseoplysninger og erfaringer og har stået for udlejning af cykler og udlån af fritidsudstyr og organiseret rejseforedrag.

Højvang Beboerhus

Højvang Beboerhus blev indviet i 1981. Det er indrettet i Aarhus Kommunes gamle lokaler i ejendommen Kalmargade 40, en bygning, opført i 1925.

Huset er omkranset af dels Højvangs boligblokke dels af grønne arealer med borde, bænke, legeplads og bocciabane.

Beboerhuset Nordlys

Beboerhuset Nordlys ligger i Skejby og er et kultur- og aktivitetshus bestående af fire samarbejdende elementer: Beboerhuset Nordlys, Nordlys Bibliotek, legestuen Gyngehesten og BOF (Beboernes Oplysningsforbund).

Kilder

  • Århuse Beboerhuse i Århus - en præsentation