Børneoptagelseshjemmet Højvang
Børneoptagelseshjemmet Højvang blev i 1925 indrettet i hovedbygningen i den gammel proprietærgaard Højvang, som lå vest for Randersvej lidt syd for vandtårnet, tidligere Randersvej 127 i dag Kalmargade 40. Aarhus Kommune havde erhvervet gården med tilhørende have på ca. 10600 m2.
Optagelseshjemmet holdt før 1925 til i Christiansgade 18. Men hjemmet der var efterhånden blevet umoderne, og det kneb med at få plads til børnene. Derfor flyttedes nogle af børnene til Højvang.
Børneoptagelseshjemmet Højvang var indrettet med to spisestuer i stueetagen - en stor på 72 m2 og en mindre på 52 m2. Stuerne var adskilt af skydedøre, så de kunne fungere som ét stort rum. I stueetagen var der desuden en stor legestue, hvor børnene kunde samles; et stort køkken på 60 m2 samt spisekammer, kedelrum og værelser til fyrbøder og medhjælpere. På 1. sal var der indrettet soverum til 30 piger samt lokale til 10 spædbørn, 2 sygeværelser samt stuer til bestyrerinden og de ansatte, der holdt opsyn. På 2. salen var der tre soverum til i alt 34 Drenge samt tre opsynsværelser og 2 reserveværelser. Der var wc og baderum på alle etager.
Optagelseshjemmet optog hovedsagelig spædbørn og børn under den skolepligtige alder. Det bestod af en optagelsesafdeling med 10 senge til nyoptagne børn, og selve hjemmet, som havde plads til 60-70 børn.
Kommunen, der drev hjemmet, havde ansat to (daglige) ledere, nemlig I. J. Riise og D. Mortensen.
Huset rådede endvidere over en spædbørnsplejerske, en køkkenassistent, en kvindelig nattevagt og 6 kvindelige medhjælpere samt en gartner og fyrbøder.
Organisatorisk kan Hjemmet beskrives som et "Led i det offentlige Forsørgelsesvæsens Anstaltsforsorg, og tager sig af væsentligst kun af Børn, hvis Forsørgelse paahviler Forsørgelsesvæsenet".
Børneoptagelseshjemmet fraflyttede bygningerne i 1975, og der blev senere indrettet beboerhus og fritidshjem.
Kilder
- Preben Rasmussens Samling, Randersvej 127
- Aarhus byråds journalsager Journal Nr. 450-1924, Uddrag fra byrådsmødet den den 27. november 1924 og den 29. januar 1925