Magnus Nielsen (1859-1918)

Fra AarhusWiki
Murermester og byrådsmedlem Magnus Nielsen fotograferet omkring 1904

Murermester Magnus Nielsen - Født 01.10.1859 i Aarhus - død 19.09.1918 i København.

Ridder af Dannebrog og Dannebrogsmand, 25 års Fortjenstmedalje som Brandofficer.

Murermester og byrådsmedlem

Magnus Nielsen blev uddannet murersvend hos faderen murermester Knud Nielsen i 1879. Derefter opholdte han sig i udlandet i 3 år, hvor han arbejdede som Murersvend og gennemgik Teknisk Fagskole i Buxtehude, Tyskland, hvorfra han tog en Diplom som Murermester.

I 1884 etablerede Magnus Nielsen sig som murermester i Aarhus.

I Aarhus fik Magnus Nielsen flere bestyrelses-, udvalgs- samt og tillidsposter, som eksempelvis taksationsmand for Købstædernes Brandforsikring, medlem af det ordinære Provstisyn af 1897, medlem af Kontrolkomitéen for Aarhus Hypotekerforening og af Direktionen for Jydsk Hypotekforenings Aarhus-Afdeling.

Ligesom faderen tidligere havde været det blev Magnus Nielsen i 1902 medlem af Aarhus Byråd for partiet Højre. Han blev også formand for Aarhus Håndværkerforening fra 1907, ligesom han var i bestyrelsen i Fællesrepræsentationen for dansk Håndværk og Industri fra 1908. Han var medlem af Direktionen for Spare- og Lånekassen i Aarhus og næstformand i Aarhus Teaters bestyrelse fra 1912. han var også medlem af taksationskommissionen vedrørende Statens Arealer-hvervelse ved Udvidelserne af Aarhus, Esbjerg, Vejle, Randers, Kolding og Frederikshavn Banegårde og han nåede at være brandofficer i 26 år.

Familie

Magnus Nielsen var søn af murermester Knud Nielsen og hustru Karen Marie Halling.

Han blev gift 8. maj 1885 med Emma Margrethe Kaspersen (26.01.1862 - 20.09.1955)

Far til Knud Magnus Nielsen, der også blev uddannet murermester.

Kilde

  • Ole Degn og Vagn Dybdahl: "Borgere i byens råd - Medlemmer af Århus bys borgerrepræsentation og byråd, 1838-1968"; Udgivet af Århus byhistoriske Udvalg, Universitetsforlaget i Aarhus, 1968.