Aarhus Idrætspark
Det århusianske idrætskompleks ved Marselisborgskovene i forlængelse af Stadion Allé så dagens lys i 1920. Århus havde længe haft behov for moderne idrætsfaciliteter, ikke mindst til atletikken, og i 1914 opstod ideen om en fælles sportsplads i byen på baggrund af stadionbyggerierne i København og resten af norden. Det viste sig imidlertid vanskeligt at enes om såvel placering som økonomi og omfang af byggeriet, hvorfor projektet for en stund blev lagt død.
Da direktøren for Århus Oliefabrik Fr. Lausen i 1916 blev valgt som formand for Århus Gymnastiske Forening, blev projektet imidlertid genoptaget med ny energi. Man enedes om placeringen ved Marselisborgskovene på området kaldet Friheden, projekteringen blev lagt i hænderne på ingeniør T. Engquist og arkitekt Axel Høegh - Hansen. Nu arbejdede man målrettet hen i mod en realisering af de arkitektoniske og sportslige planer i en omfattende helhedsplan, der også omfattede anlæggelsen af Stadion Alle som en stringent akse og forbinder mellem anlægget og den senere Lukaskirke. Byggeriet af den samlede idrætspark blev godkendt af byrådet den 16. maj 1918. Arealet var en gave fra byen, staten leverede buer fra Københavns Hovedbanegård til at indgå i byggeprojektet, kommunen bidrog med 280.000 kr., mens de resterende 380.000 kr. måtte indsamles hos private. Det var ikke mindst Fr. Lausens indsats, der gjorde indsamlingen til en succes, ligesom Fr. Lausen også selv bidrog med en betragtelig sum.
Arkitektonisk rejste stadionbygningen sig som en monumental og moderne bygning med klare referencer til den klassicistiske tradition. Grundplanen kom således til at udgøre en streng symmetri med den åbne gård som hovedindgang og midterakse og to store haller på hver sin side. Facaden blev holdt i røde farver med hvide detaljer. Via midterpartiet, igennem de fire klassiske og hvide søjler, trådte man ind i selve søjlehallen, hvorfra der var adgang til de to buehaller, kontorerne og samlingsstederne. Søjlehallen fremstod som en åben forgård, en klassisk åben atriumgård i antik stil, hvor der i midten var placeret et regnbassin.
Som en del af facadekonceptet indgik tillige opstillingen af en række skulpturer, der skønt forskellige alle kunne siges at forholde sig til bygningens formål ved at kredse om det ideale menneske og de klassiske sportidealer. Efter en brand i 1943 blev en del af disse genplaceret andre steder i byen, men Marathonløberen, Fodboldspilleren, Skraberen og Nævefægteren er dog endnu at finde ved stadion.
På bagsiden af stadionbygningen opførtes en tribune til tilskuere, hvorfra der var udsigt til fodboldbanen og den omkransende løbebane. Det samlede projekt omfattede tillige baner for fri idræt, tre tenninsbaner samt en gymnastikplads.
Med årene blev der føjet nye elementer til det samlede idrætskompleks; i 1922 kom cykelbanen til, i 1923 væddeløbsbanen og i 1925 yderligere to fodboldbaner. Også tilskuerfaciliteterne i tilknytning til fodboldbanen blev udbygget. Ved indvielsen bestod tilskuerpladserne blot af en syv meter bred promenade og en terrasse med seks trin, der gav plads til 6.000 ståpladser. Efterhånden blev disse udbygget i en grad, så der blev plads til 24.000 tilskuere.
Under besættelsen led den ene af hallerne en krank skæbne. Den tyske besættelsesmagt beslaglagde begge haller til eget brug, hvilket i 1943 resulterede i en sabotageaktion, hvor den ene af hallerne efterfølgende nedbrændte. Først i 1954 kunne man tage en erstatningshal i brug, tegnet af C.F. Møller i samme stil som den gamle. Samme år gjorde man op med søjlegårdens funktion som klassisk atriumgård: gården fik en overdækning i glas, og regnbassinet blev fjernet.
I 1971 etablerede man et moderne atletikanlæg, der var Nordeuropas første med kunststof på alle baner. Og i 1972 - 73 begyndte man politisk at overveje opførelsen af en moderne og mere tidsvarende hal til afvikling af idrætsarrangementer og musikalske oplevelser. Der skulle dog gå en rum tid før principbeslutningen om en sådan fra 1980 kunne føres ud i livet. I mellemtiden byggede man i 1991 et nyt Team Danmark Center ved stadion. Den nye bygning forbandt sig med de eksisterende i en rød harmonisk helhed. I 1997 kunne det københavnske arkitektfirma BBP Arkitekterne kåres som vindere af den arkitektkonkurrence, som kommunen havde udskrevet med henblik på opførelsen af den nye hal. En omfattende ombygning af stadion indgik også i planerne. Og i 1993 - 2001 fandt opførelsen af hallen, færdiggørelsen af et nyt atletikanlæg og selve stadionsprojektet sted.
Med det omfattende projekt fik idrætsanlægget en hal holdt i røde og hvide farver med et glasbetrukket indgangsparti og en tilskuerkapacitet på 5000, samt en ny stadiontribune delt i to dæk med åbninger ud mod den omgivende skov, en gennemsigtig overdækning og med siddepladser til 16.500 tilskuere - en kapacitet der umiddelbart efter blev udvidet til 22.000 siddepladser. Hermed fik Århus det største stadion uden for hovedstadsområdet. Projektet var budgetteret til 250 mio. kr., men man kunne efterfølgende konstatere en overskridelse af dette med 48 mio. kr.
I det omfattende idrætskompleks har fodboldklubben AGF, basketballholdet Bakken Bears samt håndboldklubben Århus GF hjemme, ligesom hallen benyttes til et væld af forskellige arrangementer.
Det er driftsselskabet Atletion A/S, der står bag idrætskomplekset. I 2006 døbtes komplekset henholdsvis NRGi Park og NRGi Arena efter energiselskabet NRGi Danmark, der skød sponsorpenge i projektet.
Litteratur og kilder
- P. Holm, Idrætsparken og Stadion ved Aarhus. Bestil materiale
- H, Fode, Et anlæg til idræt, i: Idrætten I århus. Bestil materiale
- Antikken i Århus red. V. Nørskov. Bestil materiale
- Århus - Byens historie bd. 3 Bestil materiale
- Århus - Byens historie bd. 4. Bestilm materiale
- Århus Stiftstidende 5.11.1997. 19.5.2000. 20.4.2003. 8.3.2006.
_1920.jpg){kind=link}